Koncerter

Roskilde Festival 2013: The Lumineers, 04.07.13, Odeon

Skrevet af Andreas Overgaard

Hvis man var kommet for fællessangen og fællesskabet blandt publikum, blev man ikke skuffet, men koncerten torsdag aften føltes ganske meget som endnu en dag på kontoret for folkrockerne i The Lumineers.


Hvad The Lumineers tydeligvis har lært på deres korte vej til berømmelse, er dét at performe, og hvordan man kan hive et show hjem på autopilot og stadig få størstedelen af publikum til at føle sig godt underholdt. For det var godt nok med nogle matte øjne, at Denver-kvintetten åbnede Odeon-teltet torsdag aften. Allerede efter en kort introduktion og en halvfesen udgave af “Submarines” var det tydeligt, at bandet allerhelst bare ville være hjemme i Colorado og fejre uafhængighedsdagen med deres kære.

Publikum lagde ellers op til, at det skulle være en festlig og engageret koncert: Der blev klappet og sunget med hver eneste gang, muligheden bød sig, og det var også en positiv overraskelse, at hittet “Ho Hey” – som modigt blev luftet som det fjerde nummer i sættet – ikke medførte en masseflugt fra Odeon, da den var overstået. Den insisterende “Stubborn Love” indbød også til en ørerivende fællessang, hvor de gentagne linjer »So keep your head up, keep your love / Keep your head up, my love,« blev skreget frem og tilbage fra scenekanten til publikum.

Når man kun har udgivet én enkelt plade, gælder det om at være kreativ, når sætlisten skal fyldes ud. The Lumineers valgte at hive fire covernumre frem, og om end de ikke var meget mere end copy/paste-udgaver af de originale sange, skulle det vise sig, at de hjalp godt på stemningen. Dette var allerede tydeligt ved fællessangen til Sawmill Joes “Ain’t Nobody’s Problem”. Bob Dylan blev naturligvis også kopieret, her i form af “Subterranean Homesick Blues”, men ikke helt med samme effekt. Afslutningsvist lukkede Lumineers det hele ned med Violent Femmes’ “American Music”, før et vers og et omkvæd af Creedence Clearwater Revivals “Have You Ever Seen the Rain?” ganske effektivt smeltede ind i det sidste nummer, “Big Parade”.

På trods af at sættet blev leveret uden noget personligt præg eller følelsesmæssig investering, formåede The Lumineers at underholde uden at imponere. Musikalsk set var der ikke meget at sætte en finger på: De simple sange blev leveret uden så mange dikkedarer, og der blev da vist en lille smule overskud, da “Darlene” og “Elouise” blev spillet nede blandt selve publikummet. Alligevel føltes det stadig mere som en turné-nødvendighed end decideret velvilje, og generelt savnede man noget nærvær og noget vilje til at give de 6-7.000 fremmødte en oplevelse. Hvis man var kommet for fællessangen og fællesskabet blandt publikum, blev man ikke skuffet, men det var svært ikke at forlade Odeon med en følelse af, at dette bare havde været endnu en dag på kontoret for The Lumineers.

★★★½☆☆

Deltag i debat