Koncerter

Roskilde Festival 2013: Then Comes Silence, 30.06.13, Pavilion Junior

Skrevet af Daniel Niebuhr

Først efter en noget ensformig halv time formåede svenske Then Comes Silence at fremstille sig selv som et solidt og interessant rocknavn med god styr på inspirationen fra de gyldne goth- og postpunkdage.

Det var ikke mange, der til at begynde havde valgt at tage turen forbi Pavillonscenen søndag aften for at opleve svenske Then Comes Silence. Et fremmøde på en 20-30 stykker blev dog med tiden mangedoblet, og herfra kunne man så opleve svenskerne levere en jævn, men også lidt for indholdsfattig præsentation af deres mørke og introverte bud på rockmusik anno 2013.

Stik imod tidligere optrædener, hvor dresscoden blandt andet har involveret kutter, foregik dagens koncert for bandets vedkommende i mere “normal” påklædning i forhold til den langt mere anonyme tilværelse, som førhen har præget svenskernes on- og off-stage-personligheder. Derfor fremstod bandets sange, der ikke overraskende tog udgangspunkt i den debutplade, som udkom sidste efterår, også langt mere tilgængelige end i deres respektive studieudgaver, hvilket desværre ikke hjalp på aftenens samlede helhedsindtryk.

For hvor den ellers så tilbagetrukne og hemmelighedsfulde kvartet denne aften afskaffede deres egen anonymitet, og deres kompositioner samtidig bogstavelig talt kom frem i lyset, blev det også nemmere at spotte egentlige kritikpunkter ved svenskernes musik. Så efter en halv time, hvor sætlisten bar præg af en umiddelbar ensformighed – i hvert fald hvad angik de musikalske opbygninger – var det først i koncertens sidste tredjedel, at man begyndte at lægge mærke til forcerne ved Then Comes Silences kompositioner.

Indtil da havde størstedelen af numrene nemlig fulgt den samme kompositoriske fremgangsmåde med gruppens bassist og forsanger som det centrale omdrejningspunkt, hvor et postpunk-karakteristisk basriff fik lov til at lægge ud, før der blev tilført henholdsvis støjende guitarer og hårdtslående trommer. Men det var, som om musikken kun byggede op mod et klimaks, der desværre aldrig rigtig kom, og der kom derfor aldrig rigtig nogen egentlig forløsning. Samtidig havde jeg også svært ved at høre det velfungerende i forsangerens vokal, der ikke rigtig syntes at være et velvalgt supplement til resten af det musikalske udtryk, og der var efterhånden lidt langt til en reel succesoplevelse med Then Comes Silence.

Mod slutningen begyndte de enkelte sange dog heldigvis at skille sig mere ud. Der blev også plads til en kort udskiftning på vokalfronten, og den tiltrængte musikalske variation var heldigvis med til at opgradere Then Comes Silence fra en one-trick-pony, der ikke besad nok musikalsk spændevidde til for alvor at gøre koncerten interessant, til et solidt rocknavn med god styr på inspirationen fra de gyldne goth- og postpunkdage.

Tilbage kan man så kun sidde og ærgre sig over, at bandet var så lang tid om at komme op i omdrejninger – for da vi endelig begyndte at bevæge os væk fra det ensformige og forudsigelige, blev Then Comes Silence også den spændende koncertoplevelse, man på forhånd kunne have håbet på.

★★★½☆☆

 

Deltag i debat