Koncerter

Roskilde Festival 2013: Vanligt Folk, 03.07.13, Pavilion Junior

Skrevet af Daniel Niebuhr

Masser af energi fra de tre bandmedlemmer kunne ikke ændre på, at Vanligt Folk onsdag aften fremstod katastrofalt ringe, og en på papiret lovende koncert i postpunkens tegn blev desværre omdannet til en horribel seance.


Jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvor jeg skal begynde, når jeg skal beskrive min aften med svenske Vanligt Folk. Der var i hvert fald masser af energi over de tre fyre; men det var samtidig også det eneste positive at skrive hjem om. For på usædvanlig kort tid formåede den svenske trio at omdanne en på papiret lovende koncert i postpunkens tegn til en horribel seance, hvor der stort set ikke blev sat én eneste musikalsk fod korrekt.

For det første forekom det nærmest umuligt at spotte forsangerens vokal i løbet af de indledende 10 minutter. Han havde ellers medbragt hele to mikrofoner, men da lydmændene endelig fik ordnet problemet, lød der ikke til at være den helt store forskel på mikrofonerne. Og i takt med, at man så begyndte at kunne danne sig et klarere billede af frontmandens sangegenskaber, lød det allermest som en satirisk version af vokalen på de respektive originalnumre – eller som ham, der altid er lidt for fuld til fester, men stadig insisterer på at skulle synge med på samtlige sange.

Det var på intet tidspunkt muligt at spore en lyst hos svenskerne til at lukke lytterne ind i deres musikalske univers, hvor numrene blot syntes at skulle nå fra A til B så hurtigt som muligt. Samtidig lod det heller ikke til, at der var nogen enighed om, hvordan man i så fald skulle nå til B, og ofte virkede det mest, som om de tre bandmedlemmer havde hver sin agenda for det samlede lydbillede – om end musik såvel som attituden på scenen fulgte den samme aggressive og hårdtslående, røde tråd.

Alt dette medførte derfor, at Vanligt Folks bud på mørk og industriel postpunk højst endte med at fremstå som en parodi på genren. Det mislykkede forsøg blev kun yderligere forværret af, at svenskerne under koncertens afsluttende nummer helt unødvendigt valgte at tilføje et uudholdeligt melodikariff, som – på samme måde som de tribale trommer og enerverende synthflader, der ellers prægede trioens generelle instrumentering – slet ikke formåede at løfte det musikalske niveau.

29 minutter tog det, og en ekstra positiv bonus må vel næsten være, at svenskerne valgte at lade en lille halv time være nok for denne gang. Kald det nihilistisk og/eller kompromisløst, alt det I vil; det ændrer ikke på, at Vanligt Folk fremstod katastrofalt ringe på Roskilde Festival. Forhåbentlig er der nogen, der kan forklare mig, hvor jeg går galt i byen – ellers har jeg sjældent været mere overbevist om at fiske bundkarakteren frem.

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat