Koncerter

Roskilde Festival 2013: When Saints Go Machine, 06.07.13, Arena

Foto: Mads Perch
Skrevet af Jonathan Heldorf

Arena var træt efter Sigur Rós, men When Saints Go Machine formåede alligevel med glæde, standhaftighed og inderlighed at holde os vågne med deres transcenderende electropop.

Foto: Mads Perch

Det slog mig i nat, at Nikolaj Vonsilds vokal ikke er helt ulig Antony Hegartys. Jeg har altid syntes, at han sang fremragende, men præcis hvor skrøbelig og stor en stemme han har, opfattede jeg først for alvor i nat.

En anden ting, der gik op for mig, var, hvor soulet When Saints Go Machine var live. Det var min første live-oplevelse med bandet, så jeg har ikke andet end pladerne at sammenligne med, men det var, som om tempoet var sat betragteligt ned og intensiteten betragteligt op.

På sin vis er jeg glad for ikke at have oplevet When Saints Go Machine før – og især, at jeg ikke så dem, da de i 2010 åbnede Orange Scene. Så kan nattens sjælevandring nemlig få lov at stå for sig selv indtil videre, og det fortjener den.
Selvom det var ud på de små timer, så var der et godt fremmøde på Arena, hvilket må ses som en stor cadeau, når nu både Metallica og Sigur Rós havde tæret gevaldigt på kræfterne.

Men det var muligt at glemme tiden i den trancetilstand, man blev lullet ind i. Muligt, men ikke let. Med flere end et par publikummer var det vanskeligt at vurdere, om de halvvejs sov, eller om de bare var i meget dyb kontakt med sig selv.

Det var selvfølgelig synd, men omvendt er jeg sikker på, at den generelle træthed havde en positiv effekt, der for alvor fik folk til at tage musikken ind.

Det var også ganske charmerende at se Nikolaj Vonsild tulle rundt, og selvom den direkte kontakt til publikum blev holdt på et minimum – hvilket Vonsild meddelte var mere end almindeligt svært, når han nu var så glad – så var det stadig tydeligt, at bandet var ekstremt målrettede på at give os den gode oplevelse, vi også fik.

★★★★☆☆

Om skribenten

Jonathan Heldorf

 
Biografi:
I skolen blev jeg altid drillet med mine store ører, men jeg har fundet ud af, at sådan nogle anordninger er særdeles velegnede til at lytte med... sagde ulven. Men siden da er der jo gået nogle år, og i øjeblikket nørder jeg retorik og sprogpsykologi for fulde gardiner. Ørerne er stadig lytteglade og elsker britpop ubetinget; generelt kan de vel siges at være anglofile, selvom det er en lidt udefinerbar betegnelse. Andre præferencer er eksempelvis den nyere nordamerikanske alternative scene, hvor bands som Arcade Fire, Sufjan Stevens, Yeah Yeah Yeahs, Interpol, Yeasayer og Tv on the Radio dominerer.
 
Fem favoritalbums:
Mansun: Attack of the Grey Lantern
Eels: Souljacker
Cardigans: Long Gone Before Daylight
Supertramp: Crisis? What Crisis?
Smashing Pumpkins: Adore

Skriv et svar