Plader

Saturday Looks Good to Me: One Kiss Ends It All

Med One Kiss Ends It All har SLGTM begået et lydmæssigt noget rodet, men ikke desto mindre ganske charmerende lydtapet til sommerens strandture. Udtrykket er let nostalgisk og ikke videre kompliceret, og gruppen overlever langt hen ad vejen på, at et popalbum jo heller ikke nødvendigvis behøver at være originalt, så længe melodierne sidder i skabet.

Det er ikke et sjældent syn, at labels tilrettelægger musikudgivelser efter årets begivenheder. De mest åbenlyse eksempler er selvfølgelig de multinationale pladeselskabers ukuelige og årligt tilbagevendende forsøg på at score årets sommer- eller julehit. Men ofte er det også tilfældet, at nogle gruppers musik helt generelt bare egner sig bedre til bestemte årstider, og at lyd såvel som tekstunivers får en anden mening under de rigtige forhold. Det amerikanske mangemandsforetagende Saturday Looks Good to Me er et udmærket eksempel herpå. Med en lyd så sød som en sorbetis, der smelter i solen, virker det som rettidig omhu, at det seneste album, One Kiss Ends It All, udkom i slutningen af maj.

Med en simpel lyd, der bærer præg af en ligefrem og melodiøs produktion uden for mange lag og med sporadiske lofi-stænk, lægger gruppen sig med det seneste album i slipstrømmen på en tendens, der har fyldt meget det seneste årti: inspiration fra 60’ernes Beach Boys-klingende popmusik. Denne opskrift var central på tidligere album som All Your Summer Songs og Fill Up Your Room og er det altså langt hen ad vejen endnu. Fokus er som altid på den gode guitarbårne melodi, hvilket er et træk, som langt hen ad vejen kan tilskrives multiinstrumentalist og primus motor Fred Thomas.

Man skal ikke langt ind i albummet, før denne tendens står tydeligt frem. Efter den fine og noget udsyrede indleder, “One Kiss”, begynder det straks at fyge med reverb-tilsølede guitarer akkompagneret af xylofon og klaver i bedste indiepop-stil i “Invisible Friend”. En to minutter lang og særdeles ukompliceret affære, som på fin vis lægger kimen til resten af albummet uden selv at fremstå synderligt mindeværdig.

Mere iøjnefaldende er til gengæld det sært sammensatte “Negative Space”. Her træder den 15 mand store konstellation for en gangs skyld ud af indiepop-skyggen og bevæger sig ud på ny grund. Med en vokal, der til tider vækker mindelser om Nico på en af de mere renskurede dage, crooner Betty Marie Barnes over et noget mere nedtonet lydbillede. Her er et elorgel den primære kilde til melodi, mens nedtonede akustiske og elektriske guitarer mere eller mindre usystematisk bevæger sig ind og ud af lydbilledet for til sidst at blive akkompagneret af strygere og et fint enstemmigt kor. Nummeret er en højst nedtonet affære, der virkelig klæder et album, der for det meste tydeligt bærer præg af mange musikeres involvering.

Desværre er der en smule langt mellem de sange, der ikke nødvendigvis følger den ellers meget gennemgående uptempo/’good vibes’/indiepop-sangskabelon, som Fred Thomas ellers mestrer til noget nær perfektion. ”Empty Space”, ”New City” og ”Sunglasses” er alle eksempler på numre, som isoleret set står ganske stærkt og ville fungere perfekt som soundtrack til en tur på stranden, men som i albumsammenhæng bliver en kende kedsommelige og uinteressante. Først når SLGTM tilfører de noget kalorielette skabeloner noget mere substans og originalitet og herved bryder en smule med egne konventioner, bliver det spændende. Det gælder f.eks. den sødmefulde ”The Everpresent New Times Condition”, der ganske smagfuldt trækker på nogle lofi-traditioner uden at forcere lyden af spolebåndoptager, samt den noget mere storladne ”Polar Bear”, som kulminerer i en række næsten funky saxofon-hooks.

Lydmæssigt er One Kiss Ends it All en noget spraglet affære. Det store råderum med hensyn til dygtige musikere er i lige så høj grad en ulempe, som det er et charmerende særkende for gruppen. Hvor saxofoner og strygere i nogle passager kan bidrage til at opbygge en nødvendig dynamik, sker det desværre lidt for ofte, at kompositionerne drukner i ’gode idéer’, som truer med at få de ellers gode melodier til at knække sammen. Til tider må man derfor stille sig uforstående over for, hvorvidt det er interessant at bombardere lytteren med utallige lag af melodier, mens noget så basalt som en bund i lydbilledet for det meste på mærkværdig vis udebliver.

At albummet alligevel ender med at fremstå nogenlunde homogent, kan nok i høj grad tilskrives Fred Thomas’ overblik, når det kommer til den overordnede produktion og sangskrivning. For på trods af ovenstående kritikpunkter bibeholdes en overordnet rød tråd nemlig albummet igennem: idéen om et ukompliceret og let nostalgisk soundtrack til den forestående sommer.

★★★½☆☆

Deltag i debat