Plader

Telstar Sound Drone: Comedown

Telstar Sound Drones første album udgøres af en kontant omgang støjende og indadvendte sange. Magen til veludført og originalt debut skal man lede længe efter, for det er, som om alt falder i hak for de tre musikere her i første forsøg.

Det hele kunne have været forbi, inden det overhovedet var kommet ordentlig i gang for det støjende danske psychrockband Telstar Sound Drone. For et par år siden var interne stridigheder ved at få bandet til at smide håndklædet i ringen og takke af. Så galt gik det heldigvis ikke, og i dag står bandet i stedet med deres debutalbum, Comedown, der til fulde vidner om et band, der i dén grad har sin soleklare berettigelse på vores hjemlige undergrundsscene.

Bandnavnet står i fint forhold til musikken på de syv numre, for der dyrkes et langstrakt og dovent dronende udtryk, der både trækker på 70’ernes psych-scene, 80’er-støjrock samt sen-90’erne og start-00’ernes opblomstring af garagerocken med bands som Black Rebel Motorcycle Club og The Brian Jonestown Massacre som eksempler.

Når Telstar Sound Drone er bedst, slæber musikken sig af sted over en grundfigur bestående af så få akkorder som muligt. Bag det finder vi forvrængede og sfæriske guitarflader og en underspillet rytmesektion, hvis egentlige funktion lader til at være at fremmane et hypnotisk mantra af gentagelser. Oven på det hele befinder vokalen sig, men den er ofte så distanceret på grund af en velvoksen tur gennem diverse effektmaskiner, at den ender med at fungere mere som en del af instrumenteringen end som sang i egentlig forstand. Dette gør sig gældende i åbneren, “Through the Back of Your Head”, hvor en klassisk, men heldigvis ikke plagierende, akkordrundgang udsættes for tyk fuzz-guitar og en vokal, der tilsættes både ekko og rumklang i en grad, så den næsten reduceres til ren lyd. Det er cirka samme fremgangsmåde, der findes i eksempelvis “Lost Our Love” og “Cabin Fever”.

Bedst er Telstar Sound Drone imidlertid, når de sætter tempoet helt ned og giver de langstrakte klange frit løb som i “Feels Like a Ride” og “Now See How”. Førstnævnte starter med udsyret guitarer, der klinger, suser og feeder derudaf i næsten to minutter, før selve nummeret starter med afdæmpet og ren guitar og en rytmesektion, der begrænser sig til stortromme, tamburin og beherskede anslag på bassen. Vokalen drukner næsten i mixet og de mange effekter. Også “Now See How” domineres af støjen og har det samme næsten fuldstændige fravær af trommer. Det giver et mere frit og svævende udtryk, der er ikke så lidt vanedannende.

Det fungerer rigtig fedt med de mange sammenløbende lydflader, for det resulterer i et fandens originalt og ikke mindst tidløst udtryk. Ikke at der er noget som helst galt med at være et dansk band, men jeg synes alligevel, det er befriende at lægge ører til et orkester, der ikke umiddelbart hører til et bestemt sted eller en specifik tid. Telstar Sound Drone kunne være fra USA, England eller wherever, og musikken kunne være skrevet i hvilket som helst af de seneste fire årtier. Bandet lader sig dermed ikke henføre til gængse tendenser og trends – de er videre endnu, og det må man sgu tage hatten af for.

Flere numre slæber sig af sted med næsten ingen variation og tilsyneladende uden den mindste interesse for omkvæd, hvilket måske umiddelbart kunne lyde som den direkte vej til at koble lytteren fra. Men paradoksalt nok får det den stik modsatte effekt. Missionen har nemlig tydeligvis aldrig gået ud på at dyrke den klassiske sangskrivning og dens spilleregler. Tværtimod er det den meditative og drømmende feeling, hvor man fornemmer, at en potentiel trancevirkning kun er få øjeblikke væk, der er Telstar Sound Drones helt store kvalitet. På dette punkt udfolder bandet sig mesterligt, og Comedown manifesterer sig som noget så sjældent som et dansk debutalbum uden egentlige svage momenter.

★★★★★☆

1 kommentar

Leave a Reply