Plader

The Pastels: Slow Summits

Skrevet af Jakob Lisbjerg

16 år siden sidste reelle album og seks år undervejs. Skotske The Pastels har ikke travlt, men det gør heller ikke noget, når resultatet er 10 numre, der er tæt på at være lige i The Pastels-skabet.

Man kan høre, at der er tale om sympatiske mennesker, når man lytter til skotske The Pastels. Et par kernemedlemmer med et humanistisk menneskesyn, som man gerne tilbringer nogle dovne dage med, mens de viser rundt i hjembyen Glasgow.

Det er 16 år siden, The Pastels udgav albummet Illumination, der året efter blev remixet fra ende til anden af tidens største musiknavne som Cornelius, Stereolab og My Bloody Valentine. Siden er det blevet til et soundtrack og en split-udgivelse sammen med japanske Tenniscoats. Hvad parret Katrina Mitchell og Stephen McRobbie har lavet i mellemtiden, melder historien ikke om, men mon ikke de har passet deres arbejde som henholdsvis bibliotekar og grafisk designer, spillet lidt bordtennis, solgt lidt plader i McRobbies pladebutik og lavet noget god mad med vennerne med et par flasker rødvin på bordet.

The Pastels parrer den dovne attitude med et snært, nej faktisk en ret god portion 60’er-pop, og ved nærmere lyt skyldes det slackergen, de i udtryk har til fælles med f.eks. Pavement, i højere grad vokalerne end musikken. Den lidt mere skødesløse, amatørprægede instrumentering styres med hård hånd af producer John McEntire, der også dengang remixede et nummer fra Illumination.

Det er svært at udpege de svage elementer på et album, som balancerer virkelig gode popmelodier med en vis mængde melankoli, uden det kammer over. Og tilsæt så lige et skvæt nostalgi, hvis du husker The Pastels fra 90’erne og også lige henter dine Beat Happening og The Vaselines-album frem fra gemmerne, mens Stephen McRobbie crooner sig gennem numre som ”Wrong Light”, der måske har albummets bedste kombination af håndklap og dvask guitarsolo. Eller lyt til det mere uptempo ”Night Time Made Us”, hvor de franske horn vidner om, at The Pastels på en måde er blevet mere voksne og mindre punk-socialistiske end i bandets unge dage.

Også Katrina Mitchell bestyrer de numre, hun synger lead på, med stil. Fra den blide åbner ”Secret Music”, som med sit fløjtetema vil være perfekt som godmorgen-musik, over ”Kicking Leaves” med albummets mest patetiske strygere til den på vokalsiden tydeligt 60’er-inspirerede duet “Check My Heart”. Hvis man endelig skal sætte en finger på noget, er det de instrumentale numre, hvor det bliver lidt tydeligt, hvor stor en rolle vokalerne spiller for udtrykket.

Selv om The Pastels’ storhedstid og plads på indiescenen nok ligger en del år tilbage, har bandet med Slow Summits vist, at der stadig er musikalsk krudt i Glasgow-duoen, og at de ikke behøver gemme sig væk som musikalske stemmer fra fortiden. Om The Pastels’ musik kan finde en plads på nutidens scene, er svært at sige. Men for både gamle og nye fans er der masser af kvalitet at hente i Slow Summits.

★★★★★☆

Deltag i debat