Plader

Beady Eye: Be

Skrevet af Klaus Thodsen

Beady Eye med selveste Liam Gallagher i front er tilbage med deres andet udspil. Hvad man end har haft af forventninger til denne plade, så bliver de indfriet, hver og én. Det kan såmænd være meget godt, men det kan også være det modsatte.

Ak ja, stakkels Liam Gallagher. Altid er hele verden imod ham, og igen og igen ser han ingen anden udvej end at komme med et par velovervejede kommentarer i pressen, der kan sætte ham i et nyt og godt lys. Denne impuls får han jo fra tid til anden, og selvom det sikkert er for meget at håbe, at han personligt læser denne anmeldelse, må det nok indrømmes, at den næppe sætter gang i det storhedsvanvid, han så stilfuldt har holdt for døren i alle disse år.

Det er en speciel oplevelse, når en sanger som Gallagher i så høj grad skinner igennem hele lydbilledet, allerede inden han synger sin første strofe. Men det er faktisk tilfældet på Be, der rummer al den Oasis-nostalgi, som både Gallagher og de andre gamle Oasis-medlemmer Gem Archer og Andy Bell, sikkert gerne vil slippe væk fra. Det lykkes ikke ret godt, og netop derfor er Beady Eye blevet lidt af et tveægget sværd. Mange vil lytte til denne plade og elske hvert sekund, mens andre vil have lidt sværere ved at se dens kvaliteter.

“Flick of the Finger” åbner pladen, en fast rytme bankes i trommerne, mens et par blæsere flyver i luftlaget over det, det hele lægger op til: Liam Gallaghers karakteristiske vokal, der med et fingerknips gør nummeret til sit helt eget. Nummeret holder samme rytme stort set fra start til slut, mens både guitar og vokal langsomt bliver mere og mere forvrængede. Mod slutningen gæsteoptræder skuespilleren Kayvan Novak, der deklamerer en passage et stykke fra en Tariq Ali-bog. ”Flick of the Finger” er på sin vis en ganske fin åbner på pladen, men mangler simpelthen noget, der får mig til at høre helt efter.

Mens broren Noel Gallagher stod for det meste af tekstskrivningen i Oasis, var det mere sparsomt, hvad Liam bidrog med på tekstfronten, og det kan desværre høres flere steder på Be. Ofte bliver teksterne en kende forudsigelige og lidt for typiske rock-tekster, der ikke rigtig siger noget. “Second Bite of the Apple” er et fint eksempel med sit intetsigende omkvæd, »the word is up if you’re tough enough«, der kører i ring igen og igen. Den overordnede stemning er langt hen ad vejen den samme, men uden den samme kant. Man kan vel sige, at Beady Eyes tekster stikker lige knap så dybt, som hvis Noel havde ført pennen over papiret.

En ting kan man dog ikke tage fra Beady Eye, og det er naturligvis manden i centrum, Liam Gallagher. Hvad man end hører og ser om ham, må man bare give ham, at han besidder en af de mest karakteristiske stemmer på dagens musikscene. Og han gør godt brug af den. Sjældent har man hørt en vokalist, der i den grad ejer numrene, som Gallagher gør, og på sin vis altid har gjort. Så godt som hans vokal fungerer på de rockede numre med uendelige gentagelser af omkvædet, ligeså godt gør den sig på i mere afdæmpede og følte sange som f.eks den ganske glimrende “Start Anew”.

Melodimæssigt er der ganske forventeligt ikke så meget at udsætte på Beady Eye, der fra start til slut giver os britrock-numre, som vi kender og holder af dem. Der bliver ikke trådt ved siden af på noget tidspunkt, hvilket samtidig er en del af pladens problem, da man heller ikke får indtrykket af, at der prøves ret mange nye idéer af. Der er god gammeldags britisk rock, krydret med et par mere følelsesladede sange om at drømme sig frem til morgendagen, hvor det hele forhåbentlig bliver meget bedre.

Selvom jeg har været fint underholdt af Be, må jeg dog også indrømme, at jeg ligesom hovedpersonen i “Soon Come Tomorrow” håber på bedre dage for Beady Eye. Det har været en vældig hyggelig dag i deres selskab, men jeg må også indrømme, at det endte med at blive en dag, der lignede alle de andre dage lidt rigeligt.

★★★☆☆☆

Deltag i debat