Plader

Bias: Biased

Aarhusianske Bias forsøger at flyve højt, men falder ekstremt dybt på en debut, som hverken lever op til bandets ambitioner eller lytterens forventninger.

At være ‘biased’ betyder på engelsk, at man er fordomsfuld eller har på forhånd bestemte præferencer eller holdninger. Således har det aarhusianske band Bias valgt et sigende bandnavn, som også bliver videreført til deres første fuldlængdeudspil, da man som lytter bliver tilbøjelig til at tro på, at bandet har klare præferencer. Måske har navnet bare lydt godt i bandets ører, men når man lytter til Biased, er det svært at tro, at bandet er interesserede i andet end den dramarock, der er at finde på debuten.

Bandet, der tidligere har udgivet enkelte ep’er, består af Rasmus Hamann (guitar), Kasper Najbjerg (trommer), Ulrik Sølgaard-Nielsen (bas) samt den altdominerende forsanger Anne Jensen (vokal). De låner deres lyd fra progressive rockmastodonter som Tool, men også, måske ufrivilligt, fra angstdrevne metalbands som Evanescence og My Chemical Romance. Åbneren “Crooked Zeppelin” er således, både i titel og indhold, et varsel om en rockplade, der sjældent slipper energien, og Anne Jensens vokal indtager hurtigt forgrunden med selvcentrerede tekster om tab og svigt. “You Said” fungerer fint med et fængende omkvæd og dynamiske temposkift – eller det gjorde det i hvert fald, indtil enten band eller producer fandt det en god idé at lægge en voice-over ind over sangen, som, om ikke andet, kan medføre et billigt grin.

“Before It’s Over” nærmer sig noget, der minder om en melodi, men bandets hang til at skrue op for energien ødelægger helhedsindtrykket. Og det er et generelt problem med pladen. Alt for mange sange, bygget på alt for spinkle idéer, bliver trættende, fordi bandet, når de løber tør for ideer, blot spiller hårdere. Energiudladningerne bliver trættende at høre på, selv om bandet er velspillende og Anne Jensens vokal lidende.

I “No Land in Sight” kigger hun til en afveksling udad på »so many people / left on the ocean / with no land in sight,« mens den afsluttende “Tell Me (What Am I?)” indfanger essensen af bandets problemer. Over et alt for langt coda synger Jensen »what am I supposed to do?« mens hun udlever sine indre divadrømme. Og bandets modsvar til hendes frustration er endnu en gang at spille hårdere og hårdere, indtil nummeret slutter og efterlader lytteren med en følelse af lettelse over, at pladen er slut.

At lytte til Anne Jensens tekster er ligesom at få nøglen til en utilpasset teenagepiges dagbog, og man gør som lytter klogest i at ignorere dem. Bandets ekstremt generiske lyd styrker ikke helhedsindtrykket, og det er ærgerligt, for Bias er tydeligvis et band med masser på hjerte, men med ringe evne til at udtrykke det. Nogle vil måske kunne finde glæde i den energi og angst, som Biased lægger for dagen, men for den almene lytter fremstår pladen unuanceret, og det gælder om ikke at være for fordomsfuld, hvis man skal have noget ud af den.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat