Koncerter

Cat Power, 07.08.13, Koncerthuset, København

Katten alias Chan Marshall er ude at strejfe igen. Heldigvis. Hun skulle dog have taget gamle sine venner fra det mudrede delta med.

Et ungt par kommer gående med en flaske rosévin og to langstilkede vinglas. De kigger sig lettere forvirret omkring efter deres pladser på balkonen i den storslåede koncertsal i DR’s koncerthus. Langsomt finder de ind i den snævre korridor mellem to stolerækker til deres pladser og sætter sig til rette. Fyren skænker op i pigens glas, og de skåler.

Det ser ud som om, de to er på romantisk skovtur og ikke til en rockkoncert. Jeg kan ikke undgå at smile lidt af det paradoksale i situationen, og tænker på kontrasten til den kunstner, hvis koncert vi skal til at overvære. Cat Power alias Chan Marshalls livshistorie er nemlig langt fra en romantisk skovtur. Den er præget af druk, narko og psykiske nedbrud – ofte for åbent tæppe ved talrige koncerter. Hendes lidelseshistorie er tilsyneladende endeløs, og det er da også på grund af sygdom og økonomisk bankerot, at hun først nu, næsten et år efter udgivelsen af sin nyeste plade, Sun, turnerer.

Kortvarigt frygtede jeg da også det værste. Tydeligt småberuset kom hun på usikre ben stavrende ind på scenen til tonerne af en mørk guitarudgave af klaverballaden ”The Greatest” fra albummet af samme navn, men heldigvis forsvandt de bange anelser, da hun først begyndte at synge.

Koncerten igennem gjorde Marshall, med sin mageløst malmfulde røst, sit for at bære sangene igennem. Desværre kunne hendes nye band ikke matche hende. Især den kvindelig trommeslager svingede som en sæk kartofler på ryggen af en midtjysk landmand. Hun smadrede således det glimrende nummer ”Cherokee”  med en buldrende stortromme, og ”Manhattan” virkede tempomæssigt forceret. Den blev slet ikke den vandring under frostklar stjernehimmel, som jeg forestiller mig.

Men heldigvis, primært takket være Marshall, men også den skiftevis guitar- og keyboardspillende Gregg Foreman, eneste tilbageværende fra det normale backingband, Dirty Delta Blues Band, havde koncerten sine stjernestunder, hvilket publikum da også kvitterede for med øredøvende bifald.

Det skete eksempelvis under den smukke klaverballade ”Bully”, som er så smuk, at den ville kunne få Kristian Thulesen Dahl og Anders Fogh Rasmussen til at omfavne hinanden med tårerne trillende ned af kinderne. Også det monumentale nummer ”Nothin’ But Time”, der er en tænkt som en trøst til eks-papdatteren, der var udsat for mobning, blev overbevisende leveret. Også selv om vi måtte undvære Iggy Pops vokal mod slutningen.

Alt i alt var det en hæderlig koncert, som dog ikke levede helt op til mine tårnhøje forventninger.

★★★★☆☆

Fotos: Mathias Laurvig

Leave a Reply