Plader

Causa Sui: Euporie Tide

Foretrækker De også Deres musik med udsyrede tendenser? Læs blot videre. Causa Suis sidste skud på stammen er både kompleks og kompromisløs. Men også smuk, drømmende og højst anbefalelsesværdig.

Causa Sui er en alt-mulig-maskine – en instrumental én af slagsen, der blander ingredienserne efter forgodtbefindende i den ene ende og spytter et overflødighedshorn af lyd ud i den anden. Det er mit første indtryk, når bandets nyeste album, Euporie Tide, vælter ud af højtalerne. En psykedelisk rejse til det ydre rum – nærmere betegnet til Jupiter-månen Euporie. Jo, bandet befinder skam stadig i udsyret farvand, og der trives de i bedste velgående. Som på de tidligere udspil er det repetitive krautrock-tendenser, der definerer albummet, men samtidig er der givet rigelig plads til et drømmende og sfærisk islæt, der ofte udfoldes med jazzede undertoner.

Der er blevet til 10 numre på Euporie Tide, og i vanlig stil udfoldes de som langstrakte forløb, der i flere tilfælde når op omkring 10 minutter. Noget af det første, der slår mig er, hvor varieret og bredtfavnende kompositionerne er. Og dynamiske. Der sker hele tiden noget. Alt er i bevægelse – alt flyder. Men alligevel er det aldrig ude af kontrol. Nærmere virker de mange gentagelser som lydbidder, der er sat på repeat, til tider for at fungere som underlægning for endnu andre lyde, der fint flyder af sted ovenpå og dermed fremmaner et drømmende univers. Et univers, der åbner sig mere og mere, som numrene skrider frem. Som blidt tager lytteren ved hånden og guider denne til fortabelse i den musikalske tidevandsbølge. Lyder det langhåret? Det er det også – men på den gode måde.

Den mere end 10 minutter lange åbner, ”Homage”, er et godt eksempel på, hvordan Causa Sui formår at arbejde med kompositionerne som komplekse strukturer på en måde, hvor kompleksiteten ikke virker afskrækkende eller kedelig – en evne, som går igen flere steder på albummet. Der lægges ud med guitar-riffs, der hurtigt suppleres af orgel. Det rocker godt og grundigt og trækker umiskendeligt tråde tilbage til 90’ernes guitarbands, hvor eksempelvis The Smashing Pumpkins melder sig i associationsrækken. Men det ender med at være mere komplekst end som så på grund af de mange stykker, overgange og breaks. Krummelure-niveauet er virkelig højt – og gudskelov og tak for det! Tre minutter inde viger de forvrængede guitarer pladsen til fordel for et sikkert bas-groove, men kun for efterfølgende at bygge op til guitarlir.

Det riff-baserede finder man også i “Boozehound”, hvor wah-guitar og marchtrommer dominerer. Lydbilledet er lidt mere kontrolleret her og mere præget af klassisk sangskrivning. Det er spændende også at høre bandet stramme tøjlerne lidt, selvom jeg dog må indrømme, at jeg aldrig når at blive helt gode venner med nummerets b-stykke. Her lires en omgang power-akkorder af, men det er desværre for ordinært og matcher ikke resten af nummeret eller albummets ellers høje niveau.

Energiniveauet topper i “Ju-Ju Blues” med dets klassisk lydende 60’er-riff. Det begynder ellers afdæmpet med orgel i front, men efterhånden får guitaren og galoperende trommer lov til at tage over og bygge op til det, der bedst kan beskrives som en Jimi Hendrix-tribute, hvor “Manic Depression” lader til at have udgjort skabelonen. Det må være min tolkning af de to numres fællestræk; for som de musiknørder, Causa Sui utvivlsomt er, må de selv have været klar over de åbenlyse overlap. Nummeret glider fornemt tilbage i den mere afdæmpede indledende figur og finder sin afslutning her, og man sidder tilbage med et skævt smil på læben af glæde over, at den instrumentale form kan udnyttes så fornemt.

Causa Sui er glimrende, når de kaster sig ud i hårdtrockende farvand, men de bedste øjeblikke på Euporie Tide er alligevel dem, hvor kvartetten skruer ned for energien og op for de svævende og sfæriske akkordrundgange, der bare gentages og gentages. “Echo Springs” er drømmende, smuk og har noget næsten længselsfuldt over sig. Det hele begrænser sig til de samme to akkorder, men nummeret vokser, da der lægges lag på lag af lyd på.

Også afslutningsnummeret, “Eternal Flow”, viser bandets kvaliteter udi det afdæmpede, selvom det vokser eksponentielt i tid og intensitet. Der er en umiskendelig 60’er-feeling over det, og jeg var ikke blevet en tøddel overrasket, hvis lydbilledet pludselig blev udbygget med citar, hvilket dog ikke sker. Det er søvnigt og sanseligt på én gang og virker som den perfekte afslutning, hvor man lige får mulighed for at puste ud oven på den mildest talt imponerende tour de force, Euporie Tide udgør.

Vekselvirkningen mellem rocknumrene og de sfæriske momenter er ret så vellykket, og med de to små intermezzoer “Fichelscher Sun” og “Sota El Cel” bindes det hele sammen særdeles overbevisende. Det samlede udtryk er simpelthen helstøbt.

Causa Sui er et af den slags bands, der viser, at musikken til stadighed kan fornys. At grænserne kan skubbes endnu længere ud. At normer aldrig er til for at blive fulgt. Dermed er det også svært at ønske sig mere end det, der præsenterer sig her. Alligevel sidder jeg tilbage med en nysgerrighed, for hvordan ville det lyde, hvis bandet lod tøjlerne hænge lodret ned og gav de instrumentale udfoldelser endnu friere løb? Men dette skal nok nærmere ses som et udtryk for mine egne præferencer end som egentlig kritik. I hvert fald ændrer det ikke på, at Euporie Tide bedst kan beskrives med adjektivet ‘bundsolidt’.

★★★★★☆

Deltag i debat