Artikler Interview

Den Sorte Skole – spøgelsesorkester på tværs af tid og rum

Bag Den Sorte Skoles seneste plade står blandt andet en respektindgydende mængde cratedigging – og et ønske om at undgå de rigtig, rigtig dårlige plader. Undertoner fangede duoen inden deres koncert på årets Roskilde Festival.

Den Sorte Skole på scenen. Foto: Kristoffer Juel Poulsen

Seks lp’er og lige i underkanten af halvanden times musik. Det kræver ikke mere end et flygtigt blik på Den Sorte Skoles seneste udgivelse, Lektion III, at konstatere, at der er tale om et værk af et usædvanligt fysisk omfang. Et lidt mere granskende kig på pladens mastodontiske booklet afslører dog også, at musikken i sig selv ikke er det mest opsigtsvækkende ved Simon Dokkedal og Martin Højlands seneste kraftanstrengelser med at klippe verdenshistoriens musikarkiv op og sammenstykke nye kompositioner. Først og fremmest indgyder det respekt, at de to lydmagere siden deres forrige plade har skrinlagt alle klassiske mash-up-kneb og i stedet har komponeret Lektion III helt fra bunden – ud fra tusindvis af samplede rytmer, instrumentalpassager og vokalstykker, der er plukket fra ældre og hovedsageligt fuldstændig ukendt materiale fra hele verden.

Det er et grundvilkår for sample- og turntablism-kunstnere, at deres kreationer ikke står alene. Produktets værdi ligger delvist i de forbindelser og usagte kommentarer, der uvægerligt opstår, når materiale af vidt forskelligt kulturelt ophav knyttes sammen på nye måder. I tilfældet Lektion III udgør den tværkulturelle dagsorden og de ophavsretsmæssige problematikker ved at sample så mange kunstnere en mindst lige så vigtig dimension af udgivelsen som musikken i sig selv. Pladen er da også uløseligt knyttet til sin booklet – både pga. dens mange informationer om de samplede numre og pga. de grundige perspektiveringer af samplekulturen, som musikjournalist Ralf Christensen giver i sit forord.

Da Undertoner taler med Den Sorte Skole på årets Roskilde Festival, er hovedfokus dog samplehåndværket og de bunker af obskure udgivelser, Dokkedal og Højlund har gravet sig igennem for at sammensætte Lektion IIIs enorme lydkollage. For som Dokkedal mod interviewets afslutning understreger: »Målet med udgivelsen var først og fremmest at sample noget, som du aldrig har hørt før, og som du egentlig ville ønske, du havde fundet selv også. Og nu har du så mulighed for at grave videre i det med bookletten.«

En indledningsvis opfordring, der hermed er viderebragt.

Triol-vals frem for beat
Der er få timer til, at Den Sorte Skole skal give koncert på Arena. Ligesom da de opridsede festivalens historie ved en særlig jubilæumskoncert på samme scene for tre år siden, er visse faktorer givet på forhånd. Duoen ved, at deres sæt tager præcis 82 minutter, fortæller deres manager mig inden interviewet. Opsætningen er skræddersyet til Roskilde Festival og er således en kende mere beatdrevet end den koncert, som Skolen gav i Skuespilhuset et par måneder tidligere. Alligevel bliver oplevelsen en fuldstændig anden end ved 2010-koncerten, for Lektion III vil være det altoverskyggende omdrejningspunkt, forklarer han.

Da Martin Højland kort efter redegør for, hvordan han og Simon Dokkedal gennem to et halvt år har indsamlet samples og komponeret Lektion III fra bunden – helt ned til, hvor der nu lige skulle indlægges et kantslag – er det da også tydeligt, hvorfor produktet er radikalt anderledes end de medrivende mash-ups af populære numre, der kendetegner gruppens tidligere output. Lektion III er ikke en festplade, fortæller han. De foregående pladers overraskelsesfaktor ved sammensmeltningen af kendte tracks er veget til fordel for et anderledes underspillet greb om materialet, hvor det appellerende ligger i detaljen. Og denne nyskabelse har været det allervigtigste mål med Lektion III, forklarer Dokkedal:

»Vi har haft et ønske om at lave det helt anderledes. Nu er det fem år siden, at vi lavede Lektion #2, og vi kunne godt tænke os at prøve at ændre den måde, samplebaseret musik er på, for der har ikke rigtig været nogen større udvikling i det.«

Højland følger op: »Samplebaseret musik er jo typisk meget beatdrevet. Der er et beat, der er nogle trommer og en bas, der bærer det, og så er der nogle samples, der ligesom er proppet ned i det. Lektion 1 og 2 er meget beatdrevne, og folks forestilling om, hvad Den Sorte Skole er, er også meget baseret på beats. På Lektion III er der stort set ingen beats. Der er lige så meget triol-vals eller et stort orkester, der spiller en eller anden mærkelig blanding af fransk og indonesisk musik. På den måde er den meget anderledes. Og som samplebaseret musik er det meget anderledes, for man kan ikke høre, at det er samplet musik. Måske – hvis man ikke ved, at det er os to – kan man tænke ‘det var da et mærkeligt band med medlemmer fra hele verden, der spiller sammen’. Det har derfor også været en rigtig god målestok at få det til at lyde som et spøgelsesorkester, der spiller på tværs af tid og rum.«

Kunsten at undgå de rigtig, rigtig dårlige plader
Studerer man Ralf Christensens introduktion til Lektion III, kan pladen godt fremstå temmelig konceptuel: Højlund og Dokkedal har udelukkende samplet musik, der er indspillet før 1980, og musikken skulle stamme fra hele verden. Dette udgangspunkt var dog ikke opstillet udelukkende for at udfordre konventionerne eller skabe et konceptalbum, forklarer de to musikere. Det skyldtes i højere grad den type musik, som de var optaget af, da de begyndte at nørkle med Lektion III.

»Det virkede meget naturligt for os, for vi havde fået øjnene op for, at der var meget andet end vestlig musik,« forklarer Højlund. »Det skyldes sikkert også til dels Roskilde, og at vi er kommet hernede og har hørt verdensmusik. Men det var også en måde for os at sige okay, der er folk, der har lavet store samplebaserede plader før – DJ Shadow, f.eks. – og han har jo så gjort det ved at sample europæisk og nordamerikansk musik. Så det var også en måde for os at prøve at gøre noget nyt og sample fra hele verden på lige vilkår, så jeg tror nærmest, der er flere samples fra Indonesien end fra USA på pladen. Og så er det også noget med, at når du laver samplebaseret musik, så bruger du rigtig lang tid på at lede efter samples, så du bruger rigtig lang tid på at høre musik. Og hvis du skal finde nogle samples i den europæiske eller nordamerikanske musikskat, som ikke er blevet samplet, så skal du altså høre nogle rigtig, rigtig dårlige plader, for det er svært at finde noget, som er rigtig godt, som ingen allerede har fundet. Men hvis du så lige pludselig hører indonesisk musik eller libanesisk musik, så er det en kæmpe oplevelse at sidde og lytte til det og lede efter samples. Hvis man ligesom har åbnet sit sind og er med på, at indonesisk musik kan være fedt, så lyder det jo megafedt. Og der er så meget at komme efter.«

Guldåren og det forgæves Accord-besøg
Duoen har selvfølgelig ikke væltet sig i oplagte samples, blot fordi den har taget afsæt i en i turntablism-sammenhæng mindre slidt del af musikhistorien. Som vestlig musiklytter har man i udgangspunktet sjældent et indgående kendskab til musikscenen i andre dele af verden, men Dokkedal beskriver, hvordan de to er kommet langt med beslutsom cratedigging:

»Der har helt bestemt været steder, hvor vi er gået forkert og har lyttet til noget virkelig dårlig musik med et eller andet helt skaldet orkester, der ikke havde noget som helst at byde på. Og man kan ikke forstå, hvad noget som helst er, og man ved ikke, hvad numrene handler om. Men en stor del af arbejdet var jo også at grave og grave, indtil man fandt en guldåre. Om det var et label, der havde nogle rimelig interessante kunstnere, eller måske en producer, der har lavet en plade med to søskende og så også har lavet en anden plade, der lyder interessant. Og sådan er det, om det så har været med jazz eller indonesisk musik eller med psychrock.«

»Så har vi jo fået meget inspiration på nettet,« følger Højland op. »Der er jo masser af musiknørder derude, der bruger al deres fritid på at skrive om tidlig fransk elektronisk punk eller indonesisk syrejazz fra 60’erne, så vi kunne bruge nettet rigtig meget til at søge inspiration og musik, som vi så efterfølgende har kunnet købe på vinyl. Man kan købe næsten alt i verden, hvis man ved, hvad det er, på nettet. Og har nok penge. Men en vinyl med noget tidlig japask koto-musik behøver ikke at være dyr overhovedet, den kan godt koste seks dollars. Men du skal bare vide, at den er der, og hvad den hedder, før du kan finde den. Og der har internettet været en helt uvurderlig ressource for os. De her ting kan man altså ikke finde eller få noget at vide om nede i Accord.«

Rap fra Indonesien og sydstatsblues fra Mali
Ét er at overkomme den begrænsede viden, de fleste vesterlændinge har om den øvrige verdens musik. Noget helt andet er at få samples fra forskellige musikkulturer til at komplimentere hinanden, når de enkelte brudstykker er blevet til inden for vidt forskellige æstetiske og tekniske rammer, fortæller Højland.

»Andre musikkulturer vil jo skide på den europæiske skala. I Indonesien har de deres egen skala, og i den arabiske verden har de bayat-toner. Og der er en helt anden struktur. Så det er rigtig svært at mødes på kryds og tværs. Men når det lykkes, så er det, som om det også godt kan løfte sig ud af tid og rum på en måde, som vi synes er rigtig fin. Hvor man på den ene side kan fornemme en masse referencer i det, og på den anden side er det helt sit eget, fordi det er en eller anden blanding af libanesisk surf eller fransk psych eller rock eller krautrock eller thailandsk landsbyjazz.«

»Plus at man på den måde kan understrege nogle referencer, som er sjove at vise,« supplerer Dokkedal. »F.eks. at vestafrikansk musik fra Mali lyder rigtig meget som – eller kan samples over i – sydstatsblues. Og selvom der ikke nødvendigvis har været nogen direkte links mellem de musiktyper, vi har sammensat på Lektion III, er der nogle af den slags ret skægge referencer i musik verden over. Der er nogle eksempler, hvor de to kulturer ikke har hørt hinanden på forhånd, men faktisk er endt med at lave nogenlunde samme musik.«

Højland afslutter: »Det er jo sådan nogle sammenhænge, som man opdager hen ad vejen. F.eks. fandt vi ud af, at i Indonesien i 70’erne og 80’erne blev der virkelig lavet meget god musik. Der er sindssygt mange kvindevokaler, og det er ikke skønsang. Det er sådan noget, der nærmest minder om rap. Man opdager, at der er nogle lommer rundt omkring, hvor der er sket noget ret specielt. Og det er jo ikke noget med, at vi har stået og jammet, og så opstår magien. Det er bare stenhårdt håndarbejde og at prøve og prøve og prøve. Så det er ikke så eksotisk, som mange sikkert tror, at det er.«

Påbegyndt dit eget musikarkæologiske arbejde ved at hente Lektion III gratis her.

Deltag i debat