Koncerter

Godspeed You! Black Emperor, 07.08.13, Tivolis koncertsal, København

Skrevet af Jonas Sørensen

Det store canadiske postrock-orkester Godspeed You! Black Emperor kom til Danmark for første gang i 11 år med en overlegen, trance-lignende, emotionel koncert, som overrumplede Undertoners begejstrede anmelder.

I december 2010 tog min ven Daniel og jeg til London for at høre Godspeed You! Black Emperor. Primært af frygt for, at dette var den eneste mulighed, vi ville komme til at få, for at opleve dem live, grundtanken værende; dette er deres reunion-tour, der kommer ikke mere. Men som tiden og heldet ville vise, var det ikke tilfældet. Lidt over to år og en helt ny plade senere – sidste års ‘Allelujah! Don’t Bend! Ascend! – havde jeg mulighed for at genopleve den bedste musikalske oplevelse i mit liv. Nu kom canadierne til Danmark for første gang siden 2002.

Inden koncerten var jeg i mild panik over det faktum, at jeg skulle anmelde, for hvordan anmelder man GY!BE? Deres scenetilstedeværelse er nærmest ikke-eksisterende; man kan se dem, men de er ikke det mest fysiske band, jeg har set, og er kun belyst nok til, at de selv kan se deres instrumenter. Jeg har hørt et væld af uofficielle liveoptagelser, og der er ikke megen direkte improvisation – de fucker ikke op, dette er et sikkert og stabilt band.

Til at begynde med mente jeg, at det var en fejltagelse at flytte koncerten fra Marmorkirken, hvor den oprindeligt skulle have fundet sted, til Tivolis koncertsal. Forestil dig det: Hele bygningen er dækket fra ende til anden i kunst, akustikken ville give hele oplevelsen meget mere rum, hver eneste tone efterladt til at hoppe fra væg til væg, indtil det hele er fyldt op til bristepunktet. Men Tivolis koncertsal var ikke et dårligt andetvalg, og det skulle ikke undre mig, hvis lyden i Marmorkirken måske i virkeligheden ikke havde været så god. For det var den her; lydsystemet blev højst sandsynligt presset lige til grænsen, præcis som det skal, når det kæmpestore bæst GY!BE kommer til byen. Det skal være så højt, at det ikke kan andet end mærkes.

Koncerten åbnede med en dyb basdrone, hvorefter Sophie Trudeau nonchalant vandrede ind på scenen og leverede grædende violin henover, hvorefter resten af bandet fulgte trop på samme måde. Langsomt og sikkert blev der bygget ovenpå alt imens filmprojektionerne bagved dem forestillede højhuse og andre urbane ting, indtil et klimaks blev nået, og en massiv, støjende lydmur placerede mig i en trancelignende tilstand, mens ordet »hope« sporadisk dukkede op på lærredet.

Jeg ved ikke, hvad der foregik, men fuldstændigt sober sad jeg, fuldkommen ude af stand til at bevæge mig, helt igennem indhyllet fra start af, intet andet skulle der til, før jeg var solgt. En enkelt vibrerende bastone, der fik hele rummet til at rasle, og et hurtigt skiftende, nærmest monokromt stykke film, for ikke at nævne Trudeaus hjerteknusende begravelsesvise.

Som introdronen fadede ud, startede “Mladic” fra bandets seneste plade. Med det samme genkendelig, introduceret ved en ufatteligt støjende guitar spillet af Efrim Menuck, der virkelig viste, hvor smuk og fascinerende en distortionpedal kan være, ved de to toner, der bekæmpede hinanden harmonisk i en elegant sonisk dans. Her burde det måske nævnes, at GY!BE stadig er et otte mand stort band: Tre guitarister, to trommeslagere, to bassister og en violinist. Men på trods af størrelsen lød det aldrig mudret, instrumenterne var distinkte og havde hver deres rolle at spille.

Intens som musikken nu engang er, blev dette blot så meget stærkere og mere emotionelt af projektionerne bag dem; enkelte gange så man billeder af krigsramte mennesker, især børn, billeder af telegrammer med alt streget ud undtagen sætningen »I love you«. Det er for så vidt simpel patos, og på grænsen til det propaganderende, men effekten er hypnotiserende, fangende, og mest af alt følelsesmæssigt intens, da billederne elegant følger musikkens udvikling.

“Mladic” slutter, folk klapper, “Dead Metheny” fra F♯ A♯ (Infinity)-cd’en starter. Nok et af mine yndlingsnumre fra live-versionen, primært grundet hvor meget højere, støjende og intens, den er live. Godt en tredjedel gennem nummeret sker der et skift fra et ellers meget lavmældt nummer til et af de mest brutale i bandets katalog. Skiftet er et af de bedste øjeblikke i noget nummer, GY!BE har lavet nogensinde. Så selvfølgeligt skal en mindre klapsalve lige midt i den spolere det.

Det er måske ikke et helt fair angreb. Som udgangspunkt er publikumsdeltagelse en fantastisk ting, men det var stadigvæk frustrerende som bare fanden. Det blev da også meget hurtigt kvalt af den øredøvende, skærende guitarlinje. På andre tidspunkter under koncerten blev enhver samtale hurtigt tysset ned. Dog vil jeg sige, at det var irriterende at være nødt til at rejse sig, så folk kunne komme forbi for at hente øl eller gå på toilettet hele tiden. Jeg indrømmer gerne, at det er barnligt, småegoistisk og på grænsen til misantropi, men det brød med indlevelsen, den fuldstændige hengivelse til musikken og det visuelle, evnen til at sætte sig tilbage og lade sig rive med på en næsten spirituel rejse. Ude af stand til at bevæge sig, fuldkommen frosset fast af rendyrket vidunder.

Efter “Dead Metheny” kom et indtil videre uudgivet nummer, der flere steder på internettet er kendt som “Behemoth”. Et mere end 40 minutter langt bæst af et nummer (det længste, Godspeed You! Black Emperor nogensinde har lavet), der drives af en som sådan meget langsom og ufatteligt tung hamren på trommerne, og en mur af støj. Nummeret synes en naturlig videreudvikling af Alleluhjah! Don’t Bend! Ascend!s vrede og aggression, dens brutalitet og destruktive kraft. Jeg var meget glad for endnu engang at kunne blive overrasket af GY!BE, at høre noget helt nyt, især fordi det er tegn på, at de ikke er færdige, og at vi stadig kan forvente ny musik fra dem. Ikke nok med det, det er et helt igennem sublimt nummer, der stiger og daler og synes at bevæge sig til flere forskellige steder end noget andet nummer i deres katalog, og jeg kan ikke vente til at høre det igen.

“The Cowboy/The Sad Mafioso” var det næste og desværre sidste nummer. Det er en passende afslutning for så vidt, om muligt deres mest rolige nummer. Men hvorfor skulle det også være det allersidste? Min sult er endnu ikke tømt, fem numre, lige knap to timer. Ikke engang i nærheden af nok for mig.

Det er svært for mig logisk at forklare, hvor stærk koncerten var; enhver fejl, jeg kan finde (publikum, de der belastende exit-skilte, et hoved der er en smule i vejen for mit), er forsvundet få sekunder, efter de materialiserer sig i mit hoved. Det eneste, jeg kan tænke på, er hvor helt igennem vidunderligt hvert eneste øjeblik af dette er.

Jeg trækker det med Marmorkirken tilbage, for Tivolis koncertsal blev forvandlet til den sorte kejsers tempel. De sidste toner anslås, folk begynder at klappe, og de rejser sig op og de bliver ved med at klappe; et stående bifald. Bandet forlader deres pladser, bukker pænt, smiler. Da jeg forlader koncerten, er jeg fysisk udmattet på trods af at have siddet ned under hele seancen, og jeg føler mig tom, nu hvor det er overstået. Daniel siger til mig: »Jeg ville ønske, de kom tilbage og spillede “Moya”,« og enstemmigt retter vi det til: »Jeg ville ønske, de kom tilbage og spillede alt

★★★★★★
Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

4 kommentarer

  • Arh, det er sgu nok lige i den høje ende, de seks stjerner. Det var den trods alt ikke til, selvom jeg havde glædet mig som en sindssyg.
    Og det var Sad Mafionso/The Cowboy, der afsluttede den også lige lovligt korte koncert. Men det var skam en glimrende oplevelse, og lyden blev næsten perfekt undervejs.

  • Helt enig med Søren. Der kan ikke være tvivl om, at det var stor kunst. Men lyden var ikke massiv nok og selvom jeg er stor fan af enorme kompositioner, var der tidspunkter, hvor de faldt igennem – især på sidste nummer. De nåede i min optik ikke Swans, der spillede i vinters, til sokkeholderne. De udfoldede virkelig støj i et transcenderende religiøst ritual, som de i går desværre ikke rigtig formåede.
    Når det så er sagt, spillede GY!BE også fantastisk., og jeg nød hvert sekund!

  • Tak for rettelsen, Søren. Den er hermed indføjet.

    Venligst
    Mikkel Arre, redaktionssekretær

  • Jeg ved ikke, det er vel en subjektiv oplevelse på det punkt (mega cop out, jeg ved det). Det var betydeligt bedre lyd end det var da jeg så dem i London (dog var setlisten der noget bedre), og for mig var det nok.

    Jeg er mega ærgerlig over at jeg gik glip af Swans da de spillede i Danmark og jeg er ikke i tvivl om at de må have kunnet levere en koncert der kunne give Godspeed kamp til stregen, men jeg må tage udgangspunkt i min egen oplevelse af koncerten, og jeg følte mig personligt fuldkomment opslugt af det hele. Hele din beskrivelse af Swans passer på min oplevelse. Når det så er sagt kan min holdning potentielt godt være farvet af at være voldsom Godspeed fanboy.

Deltag i debat