Plader

Grant Hart: The Argument

Med 20 små perler af perfekte indiepop-sange omsætter Grant Hart på The Argument John Miltons episke digt “Paradise Lost” til musik. Og selvom det måske kan lyde højpandet, så er resultatet både ligefremt og fængende i en grad, der får Undertoners anmelder til at gøre knæfald i støvet.

Glem alt om Sonic Youth, Pixies og The Jesus And Mary Chain. Firsernes bedste støjrockband var power-trioen Hüsker Dü fra Minneapolis. Ingen over, ingen ved siden af. Punktum med stor streg under og dobbeltlås på! Ok, indrømmet: Mit forhold til benævnte band tangerer nok det fanatiske, men jeg vil til enhver tid holde fast i, at Hüsker Dü den dag i dag står som en af periodens allervigtigste aktører. I en tilsyneladende ustoppelig arbejdsrus blev det på syv år til lige så mange album samt et minialbum, hvoraf flere i dag står som milepæle inden for alternativ rock, og dertil kommer heftig turnéaktivitet.

Indadtil hang bandet dog kun med nød og næppe sammen. Misbrug af diverse stimulanser, uenighed om økonomiske forhold samt en bitter strid om lederrollen mellem guitarist Bob Mould og trommeslager Grant Hart, der begge bidrog til sangskrivningen, ledte til bandets uundgåelige brud i 1988. Mens Mould siden har haft en solid karriere – blandt andet med bandet Sugar i halvfemserne – har tiden efter Hüsker Dü været en ujævn affære for Hart, der har tilbragt længere perioder i anonymitetens skygge. Således udkom forrige album, Hot Wax, i 2009 efter en pause på ikke mindre end ti år.

Så længe skulle man heldigvis ikke vente på den nys udkomne The Argument. Der er tale om en særdeles velvoksen sag. Et dobbeltudspil på i alt 20 sange, som tematisk er spundet op om den nu afdøde beatpoet William Burroughs’ bearbejdning af 1600-talsforfatteren John Miltons episke værk, Paradise Lost. Burroughs, med hvem Hart havde et nært venskab, arbejdede inden sin død på at omsætte værket til et teaterstykke, og det er arbejdsnoterne herfra, der ligger til grund for lyrikken på The Argument.

Udgangspunktet for albummet er altså en kompleks størrelse, og det har haft sin tydelige afsmitning på det musikalske udtryk, der spænder over indiepop og avantgardekompositioner til folk-klingende numre. Med en sådan diversitet er der mere end nok at tage fat i. Med undtagelse af et par basser her og der er det Hart selv, der har spillet alle instrumenterne. Lydbilledet er mestendels holdt enkelt med bas, trommer, guitar, orgel og vokal. I Hüsker Dü stod Hart for en mere ligefrem og poppet sangskrivning i forhold til Moulds ofte mere punkede islæt. Det er inden for disse rammer, Hart arbejder videre på The Argument. Numrene er på mange måder skrevet og fremført uden de helt store armbevægelser. Til gengæld er det i det enkle, Hart udfolder sig med en træfsikkerhed, der ville gøre Wilhelm Tell misundelig.

Numre som ”Morningstar”, ”If We Have The Will”, ”So Far From Heaven”, ”Shine, Shine, Shine” og ”Glorious” og mange andre udgør på hver sine måder højdepunkter på albummet og vidner om et tårnhøjt niveau, hvor den skrabede DIY-mentalitet krydser klinger med klassisk sangskrivning, der slægter eksempelvis giganter som The Beatles på. Dermed placerer Hart sig i samme liga som Sebadoh og Guided By Voices, der begge har formået at have held med at forene lofi-tilgangen med mere iørefaldende lydidealer uden at gå på kompromis med integritet og kunstneriske ambitioner.

”Letting Me Out” fremstår som en sjov blanding af folk-rock og noget helt andet med akustisk lejrbålsguitar og militærisk insisterende trommer, der pisker det hele frem uden nåde. Det folkede fornemmes også i ”Underneath The Apple Tree”, der fremføres på ukulele og en sporadisk stortromme.

”Out Of Chaos” og ”War In Heaven” er to små instrumentale intermezzoer, der foregriber en mere eksperimenterende tilgang, der også går igen i andre numre (eksempelvis titelnummeret), og som er med til at give det dér ekstra krydderi på toppen, der netop er plads til på det ekstra lange format, uden det af den grund fremstår som unødigt fyld.

En ting, der slår mig, er, hvor stor grad af sammenhæng, man fornemmer mellem de mange numre. På papiret kunne udspillet muligvis fremstå som en rodet og alt for omfattende affære, men på en eller anden måde virker hvert nyt nummer som en helt naturlig efterfølger til det forrige. Det kommer sig slet og ret af, at Hart ikke har så meget som ét svagt nummer med på albummet. Sangene er i flere tilfælde bundet sammen med flydende begyndelser og slutninger, hvilket er med til at understrege, at der er tale om ét sammenhængende værk, hvor hver sang udgør sin egen lille tyvendedel.

På mange måder må man sgu bare tage hatten af for Hart. Selvom hans karriere og privatliv har været fuld af modgang og uventede sving (i løbet af de seneste år har Hart miste begge forældre, samt sit hjem, der nedbrændte sammen med en del gear), er den umiskendelige trademark-lyd helt og aldeles intakt med Harts klassiske og 60’er-lydende kompositioner og særegne vibratovokal i front. The Argument viser med al tydelighed, at vi her har at gøre med en kunstner, der uden at skele til tidens trends arbejder bundseriøst med sin musik på et album, der lægger sig fornemt som nyeste kapitel i diskografien. På den måde er der tale om et særdeles opløftende bekendtskab, der mesterligt destillerer videre på den opskrift, der blev taget hul på allerede tilbage i Hüsker Dü-dagene.

Er The Argument et mesterværk? Jeg vil sige ja – i hvert fald et lille et af slagsen. Dobbeltalbummet besidder de kvaliteter, man finder på udgivelser som The Flaming Lips’ The Soft Bulletin, The Beatles’ White Album eller The Beach Boys’ Pet Sounds, hvor alt går op i en højere enhed, hvor musik og lyrik skaber sit eget univers, og hvor man bare er nødt til at høre det igen og igen, mens verden forsvinder i en tåge omkring én. Helt derude, hvor man ikke er et sekund i tvivl om, at det her sgu er heavy shit.

Selvom Hart nok heller ikke bliver folkeeje med The Argument, er det et glædeligt gensyn med en garvet rotte i faget, som giver forhåbninger om et mere jævnt udgivelsesflow fremover, ligesom den nylige kontrakt med Domino Records forhåbentlig kunne sikre en lidt bredere eksponering, end de forgangne og ellers aldeles glimrende udgivelser fik. Publikum fortjener det, og Hart fortjener det, for han er en sangskriver af helt unik karakter, men desværre også en sørgeligt overset en af slagsen.

★★★★★★

Deltag i debat