Plader

J. Cole: Born Sinner

Skrevet af Emil Fibiger

Damernes ven J. Cole er ude med sit andet album, Born Sinner, hvor han viser, hvorfor Nas og Jay-Z har sagt god for ham.

Jermaine Lamarr Cole, der korter sig selv ned til J. Cole, når han rapper, er ude med sit andet album. Men hvem er det nu lige, J. Cole er?

J. Cole er ham, som Jay-Z har taget under sine vinger på Roc Nation. Ham, som den selvudnævnte konge af New York-hiphop, Nas, har peget på som sin tronfølger. J. Cole er ham gør-det selv-manden, der producerer sin egne beats og klarer sig fint uden gæster i vokalboksen. Ham den lysebrune mulat med fipskæg og et glimt i øjet, som er populær blandt pigerne. Det er ham, som på sin debutplade fra 2011 havde radiohittet “Work Out”, hvor der blev kogt sødsupperap på en bund af Paula Abduls ”Straight Up”. Det er ham, som sideløbende med sit musikarbejde har taget en universitetsgrad i kommunikation.

Born Sinner, som hans anden plade hedder, sælger næsten lige så godt som Kanye Wests Yeezus indtil videre. Fordi han er let at markedsføre som en kommerciel kunstner, kunne man godt frygte, at denne plade var en udvandet hitlistesællert. Det er den faktisk ikke, bortset fra singlen “Crooked Smile”. Hiver man den væk, står man tilbage med en ganske lækker rapplade. Man finder ikke de store eksperimenter på de 16 tracks. Det er ukomplicerede og vellydende rapbeats med lange vers og enkle rap- eller sang-omkvæd.

Som titlen Born Sinner antyder, er fristelser i form af piger det helt store emne. J. Cole fører sig selv frem som lidt af en scorekarl. Tracks som “She Knows”, “Born Sinner” og “Land of the Snakes” kredser om emnet. Selvom det er ganske underholdende at høre Cole rappe om sin dametække, bliver det gjort på en måde, der er lige en anelse for pubertær for en gut, der trods alt er 28 år.

Men okay, fint nok. Man skal ikke lytte til J. Coles plade, hvis man vil have et skarpt politisk budskab eller tekster, der kan vendes og drejes og analyseres på mange forskellige måder. Man skal lytte til ham, fordi han er en røvfed rapper. Flowet er ubesværet og naturligt, udtalen er tydelig, og stemmen er karakteristisk halvhæs. Det er ikke en tilfældighed, at Nas har sagt god for ham. Som rappere har de to meget til fælles, selvom J. Cole er hel del mere kommerciel i sin lyd. Nas får i øvrigt sin helt egen hyldest i form af tracket “Let Nas Down”, der bygger på en længere historie om, at Nas var skuffet over Coles første plade.

J. Cole er en habil beatsnedker. Lyden er som sagt over i den kommercielle boldgade, og det passer perfekt til ham, for han er ikke en hård ghetto-dreng og prøver heldigvis heller ikke på at være det.

Der er ingen dårlige tracks på Born Sinner. Blandt de bedste er “Power Trip”, hvor J. Cole over et melodisk og samtidig skrattende beat sætter ord på sin kærlighed til musik. Albumåbneren “Villumenati”, et lige-ud-af-posen raptrack, er et andet højdepunkt. Er man til Jay-Z, Nas, Eminem eller andre af de helt store halvkommercielle rap-kanoner, skal man helt klart få fat i Born Sinner. Det er ikke raketvidenskab, men det er god og uhyre veloplagt rap.

★★★★☆☆

Deltag i debat