Plader

Jay Z: Magna Carta Holy Grail

Skrevet af Emil Fibiger

Den stenrige rapveteran har fundet sammen med Timbaland på Magna Carta Holy Grail. Pladen byder ikke på særlig meget nyt eller overraskende, men jævn rap med gode beats, der peger mere tilbage end frem.

»1 million, 2 million, 3 million, 20 million / Oh, I’m so good at math« – penge, tjek.

»Uncle said, I’ll never sell a million records / I’ve sold a million records like a million times« – ego, tjek.

»Sleeping every night next to Mona Lisa / The modern day version with better features« – Beyoncé, tjek.

Jo. Solen skinner stadig på rapperen, som de fleste har i top-5 over de bedste i branchen. Jay Z er stadig stinkende rig. Han er stadig en succesfuld forretningsmand. Han er stadig spækket med swagger til op over begge ører, og han er stadig gift med hende, andre drømmer om. Det får han rimelig hurtigt manifesteret på hans nye plade Magna Carta Holy Grail.

Det er ikke en plade, der som den seneste fra Kanye West kommer med nye bud på, hvordan hiphop skal lyde. Både på rap- og produktionssiden holder Jay sig i samme boldgade som eksempelvis hans Black Album fra 2003 – dog uden at nå samme niveau. Og de lyttere, der går meget op i at blive udfordret, vil nok finde Magna Carta Holy Grail en anelse uinspireret og kedelig.

Pladen er udkommet uden store radiosingler til at varme folk op. Den slags er formentlig lidt ligegyldigt, når man som Jay Z er forretningsmand til fingerspidserne og har lavet en aftale med Samsung, der betyder, at pladen er solgt i 1 million digitale eksemplarer, allerede inden den kommer i butikkerne. Samsung gav musikken væk som en gratis app på nye smartphones og tablets.

11 af pladens 16 tracks er lavet i samarbejde med Timbaland, der må siges at være i gang med lidt af et comeback-år. De to har åbenbart været uvenner, men er blevet homeboys igen, efter at Timbo har fundet jordforbindelsen. Godt for dem og godt for lytteren. Timbaland har nemlig skruet en samling fine beats sammen og holder sig pænt i baggrunden uden forsøg på at lirke sin stemme ind, som han tidligere har haft for vane. Åbneren “Holy Grail” er med sit poppede Justin Timberlake-omkvæd og Jay Z’s utallige »uuh«-udbrud blevet første singleudspil og en helt god én af slagsen.

Pladens andet track, “Picasso Baby”, var startskuddet på Jay og Timbos samarbejde og meget karakteristisk for albummet. Beatet er simpelt og tungt, og Jay rapper om penge. Lyden og stilen er en lille smule retro, ligesom det er tilfældet på andre solide tracks som “F.U.T.W”, “Somewhere in America” og “Heaven”. De lyder meget som noget, Jay kunne have rappet over for 10 år siden, og det er i disse tilfælde ikke ment som noget negativt. I hvert fald ikke i min bog. Men nogle vil nok finde dem primitive og uddaterede.

Til gengæld er Jay Z rap- og emnemæssigt ikke i sit stiveste puds. Han virker ikke vildt inspireret, men har heldigvis et højt bundniveau. Han tager raceproblematikker op på “Oceans” og et par andre tracks. På “Nickles and Dimes”, der har en ærgerlig Gonjasufi-optræden inde over, funderer han lidt over den uselviske gerning. Og på “Jay Z Blue” er det den nye rolle som far, han tager op.
Trackets beat er i øvrigt det bedste på pladen. Normalt er det lidt tåkrummende, når Jay Z sender en hilsen til afdøde Biggie, men i dette beat fungerer samplet af ham vældig godt.

Ellers er det gamle travere som dollars og swagger, der bliver flippet, uden at det imponerer. Det er ok som underholdning, men heller ikke mere end dét og i virkeligheden pladens største minus.

Blandt de få gæsterappere finder man lidt overraskende den gamle rival Nas. De to, der tilsyneladende har røget en fredsbønne, lægger et kort vers hver på det Outkast-klingende “BBC”, som Pharrell står bag.

Magna Carta Holy Grail skuffer, hvis man forventer, at den skal nå hans bedste plader, men det er stadig en godkendt lytter. Ser man bort fra “Tom Ford”, som er mere rytme end musik, og “La Familia”, hvor Jay Z’s hook bare ikke svinger, så er det småt med skæverterne. Magna Carta Holy Grail vil ikke en hel masse, men for hiphop-publikummet er det ganske god underholdning.

★★★½☆☆

Deltag i debat