Plader

Lightning Dust: Fantasy

Skrevet af Andreas Overgaard

Lightning Dust har på deres tredje plade, Fantasy, begået endnu et stilskift. Denne gang har duoen fortabt sig i synthesizerens verden og leverer en plade, der på trods af nogle få højdepunkter fremstår både idéforladt og karakterløs.

Det er næsten kun sideprojekter, der tør eksperimentere med så markante og pludselige stilskift, som canadiske Lightning Dust gør sig i. Duoen bestående af Amber Webber og Josh Wells fra Black Mountain har på deres tredje plade nemlig taget et stort skridt væk fra den 80’er-poppede forgænger Infinite Light og næsten helt opgivet den kringlede folk, der prægede den selvbetitlede debut. På Fantasy, som pladen er navngivet, er de mere organiske elementer for det meste helt droppet til fordel for R&B-inspirerede beats og synthdominerede lydcollager.

Ifølge duoen selv er det eneste element, man altid vil kunne finde i deres musik, den absolutte minimalisme. Den har de dog bevæget sig en smule væk fra på Fantasy. Det musikalske arsenal er ikke blevet udvidet markant, men især synthen har fået en meget mere fremtrædende rolle, ligesom detaljerne er blevet flere og lydbilledet udvidet. Mikset er krystalklart, og synthfladerne står kraftfuldt allerforrest i lydbilledet, hvilket tydeligst høres på det ganske udmærkede åbningsnummer “Diamonds”.

Hvad der dog hurtigt går op for mig, når jeg lytter til Fantasy gentagne gange, er bare, hvor meget bedre Lightning Dust fungerer, når de holder elektronikken i baggrunden. Pladens to bedste skæringer ”Moon” og ”Agathe” viser det tydeligst. Førstnævnte er (desværre) det eneste nummer på pladen, hvor den akustiske guitar får en markant rolle og giver lytteren anledning til at kunne nyde Webbers engleskønne vokaler uden unødvendige distraktioner. Sidstnævnte er det klareste eksempel på, at bandets Wurlitzer-orgel fungerer glimrende i selskab med nogle velskrevne synthstrenge – men kun så længe Webbers vokaler og orgelet er længst fremme i mikset.

Desværre virker det ikke, som om duoen selv ved, at det er numre som disse, de er bedst til. Fantasy er nemlig domineret af de halvminimalistiske synthpop-numre, som leder tankerne hen på det elektroniske eventyr, den ellers så folkede John Grant bevægede sig ud i tidligere på året. Efter at have lyttet til begge plader bliver det klart, at begge kunstnere går mest galt i byen med de mere pulserende numre. Eksempelvis er både Grants ”Sensitive New Age” og Lightning Dusts ”Loaded Gun” klare udtryk for, at følsomme vokaler sjældent gør sig godt i selskab med dunkende beats.

Lightning Dust har på Fantasy forsøgt at inkorporere nogle flere hook. Det høres både på Webbers vokaler samt på synthen ved numre som den Kraftwerk-inspirerede ”Mirrors”. Desværre er hookene slet ikke skarpe nok til at kunne fange lytterens opmærksomhed for alvor, og det resulterer i, at der bare ikke er nok, der klæber sig fast til hjernen – selv efter gentagne lyt. Musikken antager en position, hvor den føles som baggrundsmusik, selv om man forsøger at lytte intensivt til den. Selvom den er velproduceret og velspillet, fremstår den også både idé- og karakterløs og giver ikke rigtig noget af sig. Dermed er pladen altså endnu et eksempel på, at Webber og Wells bare fungerer bedre på det sorte bjerg ovre i syrerockens verden.

★★★☆☆☆

Lyt til “Diamonds”:
[audio:http://scjag.com/mp3/jag/01%20Diamond.mp3]

Deltag i debat