Plader

Lust for Youth: Perfect View

Skrevet af Jonas Sørensen

Lust for Youths tredje pladeudspil, Perfect View, er en kedelig, repetitiv omgang synth(pop?), der hverken formår at opmuntre til dans eller inspirere en spændende lytteroplevelse.

Perfect View er svenske Hannes Norrvides tredje pladeudspil som Lust for Youth. Her kombineres kold ambiens og relativt lo-fi produktion med dunkende beats og repetition, antageligvis med den intention, at man skal danse til det. Ikke at jeg ved hvor. Jeg havde oprindeligt en intention om at lave en video, hvor jeg danser rundt alene i en forladt fabrik iført en hvid heldragt for at repræsentere den overordnede følelse af pladen: kulde, maskinel fremdrift, et lidt umenneskeligt præg og en vis isolation, der skyldes de underlige samples. Men det ville være en forsimpling.

Åbneren “I Found Love” etablerer hurtigt den formular, der er gennemgående på pladen. En enkelt akkordprogression af synth ledsages af forskellige tilfældige melodier, et beat og en gang imellem et eller andet, der synges gentagende igennem, som var det endnu et melodisk instrument. Der sker intet skift på noget tidspunkt, der tilføjes og fjernes kun lag. En teknik, der minder om måden, jeg lavede musik på i “Fruity Loops”, da jeg var 13.

Grundlæggende er der nu intet i vejen med denne formular. Fuck Buttons har udført den til perfektion ved at have en ekstrem kontrol over trancefremkaldende repetition, LCD Soundsystem gjorde det absolut sublimt på “All My Friends”, og størstedelen af postrocken gør det præcis samme. Men på Perfect View gentages de samme akkorder, og flere lag lægges på, og ikke en eneste gang føles det, som om numrene bygger hen imod noget. Der er intet, der kan holde på interessen og drage lytteren med ud på en rejse.

Jeg kan sætte pris på retro-fetichismen i lyden. De analoge og utroligt 70’er-klingende synths og trommemaskiner er vidunderligt nostalgiske, og det er der for så vidt intet i vejen med. Problemet ligger i sangskrivningen, som er for ensformig. “Barcelona” benytter sig af et sample af en kvindestemme, der siger »hej« eller »hi« gentagne gange, og to vibrerende synthakkorder. “End” er et halvandet minut langt stykke drone. Titelnummeret er lige knap otte minutter langt og består af en enkelt melodi på fire taktslag, der blot gentages uendeligt hele vejen igennem, mens andre melodier og samples smides henover, før det lutter med en melodi, der mest af alt minder om New Orders klassiker “Blue Monday”.

Endvidere formår Norrvide ikke at vække nogen emotionel respons. På “Image” forsøger han med en semi-melankolsk ballade af en art. Hvad jeg kan opsnappe af teksten, er da også småtrist. Men den apatiske levering fremstår her, i modsætning til f.eks. Elias Rønnenfelts (Iceage, Vår), blot som manglende passion.

Tilbage til min oprindelige forvirring: Hvor kan man danse til det her, og hvem gør det? På trods af den repetitive natur af numrene vil jeg ikke sammenligne det med 90’ernes ravekultur, da jeg ikke en eneste gang synes at kunne glemme alt andet og lade mig suge ind i en trancelignende tilstand, hvor jeg blot har lyst til at danse. Måske tager jeg ikke de rigtige stoffer. Jeg kan sætte pris på forsøget, og en gang imellem sker der da også noget småinteressant. Men alt i alt er det blot en kedelig, ensformig omgang.

★★★☆☆☆

Leave a Reply