Plader

Mark Lanegan & Duke Garwood: Black Pudding

Skrevet af Peter Blæsild

Mark Lanegan er atter klar med et spændende samarbejde. Den snart 50-årige dunkle crooner har nu den britiske multiinstrumentalist Duke Garwood som co-pilot på Black Pudding. Lanegans havdybe, vibrerende stemme suppleres elegant af Garwoods guitarspil, der på en og samme tid er skramlende upræcist og drømmende tight.

I løbet af det seneste årti har Mark Lanegan bevæget sig i ganske forskellige musikalske konstellationer i lige så forskellige genrer. Elektronisk musik, hard rock og country-folk er blevet føjet til den musikalske bagage, men nu er Lanegan tilbage ved rødderne på Black Pudding i en produktion, der er skåret helt til benet. Ironisk nok i et nyt samarbejde: en duo med veldefinerede roller. Lanegan som lyriker og sanger og Duke Garwood som instrumentalisten, der har til formål at supplere strømmen af ord med toner fra guitar, violin, klaver, rytmeæg m.m. Duke Garwood har ved tidligere lejligheder arbejdet sammen med bl.a. Kurt Vile, og Mark Lanegan har heller aldrig har lagt skjul på sin fascination af den britiske multiinstrumentalist. Det gør ikke samarbejdet mindre spændende.

Albummet lyder i sin helhed som et støvet ørkenlandskab, hvor Mark Lanegans buldrende baryton kværner gennem et ufremkommeligt terræn. Hans stemme er en stædig V8-motor, der nægter at give op. Hvæsende, ondskabsfuld og hamrende nærværende. Og blot ved at kigge på sangenes titler ved man, hvad der er i vente. Man kan næsten mærke, hvordan “Last Rung” og “Shade of the Sun” lyder, inden man har hørt dem. Sangeren og lyrikeren befinder sig nok også bedst her. Altså i skygge for solen. I det mørke.

Lanegan er den klart mest centrale figur i duoen. Den dybe røst er svær at ryste af sig, og ordene flyder ubemærket ind i ørerne. Han prædiker som en vis Kristus, der nok er den åndelige sparringspartner i Lanegans univers. »Only God knows where I’m going,« synger han i al fald i “Death Rides a White Horse”. Samspillet mellem de to kunstnere fungerer udmærket her i denne langsomme fortælling, hvor en snigende violin og raslen supplerer Lanegans billedsprog, når han synger: »Death comes creeping in.« Man kan næsten have lyst til at sparke guitaren ordentlig i gang, men den dvælende laid-back attitude klæder teksten godt.

Samarbejdet mellem Lanegan og Garwood virker også godt i “Thank You”, en apokalyptisk collage af brummende violiner, trampende tangenter og Lanegans tilstedeværende vokal, der spænder bredere end på flertallet af udspillets sange.

Andre gange er det knap så godt. Den groovende “Cold Molly”, hvor et kor ledsager Lanegan, og et trommebeat ligger i undergrunden af lydbilledet, er et fint afbræk, men trommerne bliver for dominerende og kedelige i “Mescalito”, der tromler af sted. Det lyder desværre som et lettere desperat forsøg på at variere albummets musikalske udtryk.

Overordnet kan man mærke, at de to kunstnere er trygge i hinandens selskab, og den finesse, at albummet både starter og slutter instrumentalt, passer godt til albummet. Man kan man virkelig fornemme Garwoods eminente timing på guitaren, hvilket også gælder den smukke “Driver”, hvor flere guitarer væves sammen og vidner om et stort overskud fra Garwoods side. Partnerskabet fungerer her. Sparsomt, delikat og dystert ad helvedes til. »Gonna be your driver / gonna drive you home / Gonna be your driver / cause you are running low,« ledsaget af en god gang mørk og dyb »mmmmm« udgør tekstmaterialet på albummets korteste bidrag. Den simple instrumentering og struktur forenes smukt her, og i virkeligheden tror jeg, det er det, de to leder efter. Nogle gange farer de så vild i trommemaskiner og lidt for dominerende violiner.

Albummet har charme og tydelige kvaliteter, især i den musikalske samtale mellem de to. Oftest er de i samme toneleje. Men de to aldrende musikere sigter smalt, hvad angår målgruppe. Fans af en eller begge musikere vil helt sikkert hoppe med på den dystre og filmmusiske rejse, men jeg tvivler på, at nye lyttere vil gøre det samme. Skiven kræver opmærksomhed og tid og kan virke næsten afskrækkende ved første gennemlytning. Jeg var ikke fan i starten, dertil var pladen både for rodet og ensformig. Men efter flere ture i afspilleren begynder strofer og melodistumper at hænge fast og give mening. Det plejer at være et kvalitetsstempel.

★★★★☆☆

Deltag i debat