Nyheder

Nyt album på vej fra Anna Calvi – hør første single nu

Skrevet af Camilla Grausen

Britiske Anna Calvi med den dramatiske stemme og sikre guitarføring udgiver sit andet album til oktober. Hør allerede nu singleforløberen “Eliza”.

Den britiske sangerinde, sangskriver og guitarist Anna Calvi er på vej med nyt album, der udkommer den 7. oktober. Albummet bliver Calvis andet af slagsen og får titlen One Breath. Allerede nu udsender Calvi første single fra det kommende album, det for hende vanligt iørefaldende og dramatiske nummer “Eliza”.

Britiske Calvi har været vidt omkring på det nye album, der er indspillet i Black Box Studios i Frankrig og mixet i Texas. En trailer for albummet kan ses HER.

One Breath bliver opfølger til Anna Calvis selvbetitlede debutalbum fra 2011, hvor hun giver den som film noir-forførerske med fast greb om Fender-guitaren. Her lagde Calvi sine inspirationskilder som PJ Harvey og Joan As Police Woman frit frem.

For to år siden gæstede Anna Calvi Roskilde Festival til en fin, vellydende og filmisk koncert på Pavilion, og i forbindelse med den kommende albumudgivelse tager Anna Calvi og hendes band igen på tour. Indtil videre er der dog ingen danske koncertdatoer i hendes kalender.

Deltag i debat