Plader

OOFJ: Disco To Die To

Skrevet af Niklas Kiær

OOFJ’s debutplade Disco to Die to er lige dele film noir, synth-pop og Portishead-lignende sangerinde i en sort/hvid og stiliseret indpakning. Det er ikke lige så spændende, som det lyder.

På overfladen er OOFJ (udtales “O of J”, som er en forkortelse af Orchestra of Jenno) et utrolig helstøbt og spændende projekt. Tilhørende debutprojektet Disco To Die To er en gennemarbejdet og stilsikker “film noir”-æstetik, der omfatter artwork til selve pladen såvel som enkeltnumre samt videoer til de to første singler “Pinstripe Suit” og “Death Teeth”. Dertilhørende en lige så gennemarbejdet narrativ, der involverer familiære dødsfald, jordomrejser og inkluderet papegøjesnak samt buzzword-referencer som “trip-hop”, “Twin Peaks”, “Lars von Trier” og “60’er-folk”. Duoen består af den danske producer Jenno Bjørnkjær (Hessismore, Liv og Jenno, Ikscheltaschel) og den sydafrikanske sanger Katherine Mills Rymer, der mødtes i New York og siden har indspillet og rejst i alt fra Schweiz til Los Angeles. Det er dog sidstnævnte destination, der er den gennemsyrende inspirationskilde: den iskolde, mørke og dramatiske sort/hvid-æstetik fra datidens populære Hollywood-film.

Om det var den salgsklare pakke eller den stærke førstesingle i form af “Pinstripe Suit”, der fik flere blogs til at juble i tasterne, skal være uvist, men OOFJ formåede at få skabt en solid hype omkring deres kommende plade, og da de blev samlet op af altid spændende Fake Diamond, fangede de også min interesse. Den buzz virker til at være døet hen, og når man hører pladen, virker det ikke så mærkeligt. Desværre virker det til, at duoen er gået mere op i rammerne for projektet end selve pladen.

Opskriften på størstedelen af numrene på Disco To Die To lyder nemlig ens: Jenno stabler et solidt, men uinspireret synth-popbeat på benene, der tilføres et styks selvkomponeret symfoniorkestra spillet af selveste Prags symfoniorkester, som Katherine Mills Rymer giver sin bedste Beth Gibbons-efterligning, dog uden den nerve, der netop gør hende så vanvittigt nærværende. Rymer stræber pladen igennem efter at efterlade et indtryk af den fortabte “femme fatale”, men ender i sidste ende med at lyde alt andet end farlig, specielt pga. alt for intetsigende tekster. Som helhed fungerer konstellationen i små mængder som på de førnævnte singler, men over 10 numre bliver resultatet fortærsket og i sidste ende ubetydeligt. Der mangler en rød tråd, noget dynamik og en stærkere musikalsk inspiration.

Oprindeligt var planen for Jenno Bjørnkjær at lave en instrumental plade, og det havde måske været en bedre idé. Pladens højdepunkter er de minimale og effektive instrumentale tracks “Putinistic.” og “Anna Politskovskaya”, hvor Jenno giver sig hen til beatets afkroge og formår at skabe en dynamik i sin produktion, der er fraværende på størstedelen af pladen. Resultatet er et mørkt, men dragende univers, der muligvis kunne have fungeret bedre over en hel plade, men det må stå hen i det uvisse.

Når jeg prøver at dechifrere, hvad der er gået galt på dette ellers lovende projekt, går mine tanker tilbage på en sætning under duoens “about”-sektion på deres hjemmeside: »OOFJ sounds like an electronic Franco-Russo wind gyrating with a symphony orchestra with the sound of expensive lingerie vocals, that could make you cry in a good-looking way«. Det er okay at ville sætte ord på egne evner, men ovenstående skriger på at vække de prætentiøse og hype-hungrende hipster-bloggere, der vil opdage de nyeste fænomener først, så de derefter kan virke bedrevidende, når resten af musikverdenen opdager det samme.

Med OOFJ er der blevet skabt et label (Clapyouclapme) og et samarbejde med en lang række visuelle kunstnere. Måske Disco To Die To er første spadestik på en lang og glorværdig overtagelse af indiepoppens famøse scene, men i så fald bliver jeg ikke den anmelder, der allerede kunne se potentialet ved projektets begyndelse.

★★★☆☆☆

Deltag i debat