Artikler Interview

Pinkunoizu – en underlig, pink størrelse

Få timer inden deres fantastiske koncert på Roskilde Festival møder Undertoner halvdelen af det danske band Pinkunoizu. I en skygge fra en container taler vi om indspilningsprocesser, intuition og om at være en underlig, pink størrelse.

Jeg møder halvdelen af Pinkunoizu – nærmere bestemt Jaleh Negari og Andreas Pallisgaard – et sted i Roskildes medieby. Jeg har et overfyldt bæger ævlebævle med mig, mens de to musikere holder sig til sort kaffe tyvstjålet af undertegnede fra et overophedet mediecenter. Jeg forestiller mig, vi taler om den kommende plade og ep. Vi sætter os i skyggen bag en container, Jaleh Negari ruller en cigaret.

Ep’en Second Amendment er forsinket, fortæller de to mig. Den skulle have været ude i starten af maj.

Cover uden titler

»Jeg ved ikke, hvad der er gået galt ved trykkeriet,« siger Jaleh Negari. »Vi har lige fået den, men for det ikke skal være løgn, så mangler der faktisk noget tekst på den. Titlerne på numrene er ikke kommet med på coveret,« fortsætter den hårdtslående trommeslager og griner.

Egentlig skulle ep’en udgives tre måneder før albummet The Drop, men det ender med, at de to – der udkommer på hhv. det mindre Manchester-selskab Everybody’s Stalking og det faste pladeselskab i London, Fulltime Hobby – begge udgives i sommeren 2013.

»De numre, der er på ep’en, er nogle, vi indspillede sidste forår. Indspilningerne lavede vi på én dag, og så har vi klippet og klistret i de forskellige spor. Det var egentlig bare et stykke arbejde, vi lavede for sjov, fordi vi havde de der indspilninger fra den dag. Når nu vi havde dem. Full Time Hobby ville hellere udgive en hel plade frem for at udgive en lille udgivelse, og så udgav vi dem via et mindre selskab.«

»Vi kan godt lide at få tingene ud, når vi har lavet dem, i stedet for at gå og vente på den store udgivelse,« siger Jaleh Negari, inden guitarist og sanger Andreas Pallisgaard fortsætter: »Vores første album [Free Time!, red.] lå ret længe, fordi det skulle have været udgivet af Morningside Records. Det skulle have været selskabets sidste udgivelse, men så krakkede selskabet helt. Det fostrede nok et behov for at lave noget musik og så få det skudt afsted. Albummet er gået virkelig hurtigt at få ud, og det er ret spændende for os. Når vi sætter det på, så er det stadig, som om vi oplever det uden at være i kontrol eller at have hørt det 10.000 gange.«

»Det lyder kedeligt…«

Pinkunoizus eksperimenterende rockmusik er en bevægelig størrelse. Ved en uforlignelig koncert på Sejerø Festivalens solrødmende udendørsscene for nylig var det snart udsyrede og endeløse rundgange, der tog over, og snart manipulerede ballader med catchy melodik og polyrytmik nok til flere uger, der fyldte op i ørets indvendige sommerkuffert.

Udtrykket er – både live og i optaget tilstand – et sted mellem det eksperimentrende løsslupne og det kontrollerede. Det efterlader naturligvis den nysgerrige lytter med spørgsmålet: Hvordan skriver Pinkunoizu sange? Jaleh Negari lægger ud:

Albummet The Drop i åben tilstand.

»Ep’en var bare en dag i studiet i slutningen af en turné, hvor vi spillede de ting igennem, vi havde spillet på den turné. Der havde vi ingen ide om, hvad vi skulle bruge det til.«

»Ved albummet havde vi egentlig intentioner om at skrive og forberede en masse ting, men det skete ikke. Vi havde egentlig bare en bunke skitser, da vi gik i studiet i en uge. Vi fik optaget en hel masse ting, som vi tog med hjem og færdigarrangerede og dubbede ting på. Producerede færdigt i løbet af en måned og miksede.«

Andreas Pallisgaard fortsætter: »På det første album havde vi flere deciderede sange. Vi øvede og havde en klarere ide. Det her er meget mere fra scratch og intuitivt. Begge dele har sine forcer, men hele den der idé om at lave et album, der hænger sammen, den kom meget mere efterfølgende og ved at lytte til det, vi havde gang i.«

»Det er ikke et værk, der er skrevet på forhånd med et fast forløb. Det samme gælder ep’en. På The Drop er der et nummer, hvor vi havde indspillet det hele og havde mikset det ret meget, og lige pludselig sagde Jakob, [Jakob Falgren, der spiller guitar, bas og keyboard, red.], at han ikke synes, det var spændende.«

Hvad er det for et nummer?

»Det er et nummer, der hedder “I Said Hell You Said No”. Jakob spurgte, om vi ikke skulle tage hele den sidste tredjedel og rykke den hen forrest, og så gik vi i gang med at klippe.« Andreas Pallisgaard griner. »Struktureringen af materialet kan også ske efterfølgende.«

»Det er ofte sådan, at en af os tager en skitse med, som vi så jammer lidt over,« siger Jaleh Negari, og Andreas Pallisgaard fortsætter: »Det er ikke så meget det der med: Du skal komme og spille et beat, der er præcis sådan her, og du skal spille en basgang, der er sådan her… Vi holder mere skitsen eller ideen åben og sige: Det kunne være fedt med nogle galopperende eller klubagtige trommer eller en flydende bas. Nogle gange siger man ikke noget. Så er der bare én, der byder ind. Nogle instrumentalpassager er slet ikke udtænkt på forhånd, de er bare jammet.«

En levende, spillet organisme

Jeg bor hos min onkel Ebbe under Roskilde Festival og ligger og får en lur med Pinkunoizus nye album i ørerne. Det er den vuggende melodiballade “The Swollen Map”, der er på, og jeg døser langsomt hen i behagelige toner, indtil jeg med et sæt vågner med stærk kvalme. Nummeret er gået i hak og spænder ben for sig selv i abrupte cut-up-ryk, og det er ikke optagelsen, der er noget galt med.

Det er helt tydeligt, det er sådan, det skal lyde, og det er på sin vis imponerende, at et stykke musik kan bevæge sig fra hymnisk sjæler til stakåndet sample og efterlader en rundtosset musikskribent med et presserende spørgsmål: Er der et tidspunkt, hvor man ikke skal pille mere ved et nummer?

Jaleh Negari og Andreas Pallisgaard griner af den letpåvirkelige musikjournalist.

»Det er en meget intuitiv proces,« siger Jaleh Negari så. »Der er nogle stykker, hvor man virkelig kan mærke, at det skal man bare lade stå, fordi det fungerer i sin helhed i den der levende, spillede organisme. Og så er der nogle andre stykker, der mere appellerer til, man går ind og piller ved dem. De ting, vi har vidst, er meget ufærdige, har vi indspillet på en måde, så vi kan forme dem efterfølgende.«

»Efter vi har spillet mange koncerter, er det sjovt at prøve at fange en live energi, hvor alt er optaget samtidig og man kan mærke noget samspil. Da vi indspillede ep’en på den ene dag i London, var det en slags dokumentationssession. Vi dokumenterede et live-sæt, og det er meget fedt at høre, men det er jo ikke live. Du ved, Odeon klokken et-eller-andet – nu er den bare foreviget. Det synes jeg bare ikke er så spændende, for det er jo ikke det. Det er jo bare en gengivelse af noget.«

Andreas Pallisgaard uddyber:

»Med plademediet har man alle de her muligheder. Man kan forme nogle lydverdener. Med “The Swollen Map” kommer man ind i den der ballade-vibe og når lige at være der tilpas lang tid, til det faktisk er behageligt, men så kommer der, ligesom Brecht-agtigt, én henover scenen og siger: Det er bare en illusion. Det hele er behandlet. Den dynamik er ret sjov at arbejde med.«

Sammenlignet med debuten Free Time! hører man langt mere til Jaleh Negaris fine vokal på det nye album. Kan man overhovedet synge, mens man spiller trommer live?

»Jeg hænger mig ikke så meget i, om jeg skal kunne spille tingene som på pladen,« siger Jaleh Negari. »Det er ret meget to forskellige ting. Med en plade er det mere en billedlig oplevelse. Et univers, man kan sætte på derhjemme eller mens man går. I live-situationer er der en masse energi og et samspil med publikum.«

En underlig, pink størrelse

Vi er ved at være færdige med interviewet, og bandet skal spille koncert på Pavilion i aften. Det bliver en fantastisk god koncert, men det ved jeg ikke på dette tidspunkt. På dette tidspunkt skal jeg huske at stille det klassiske spørgsmål om, hvordan bandnavnet opstod. Oversættelsen fra japansk til dansk giver én »pink støj«, og Andreas Pallisgaard forklarer, at pink støj modsat hvid støj mere er som et slør, hvorfra en masse formationer kan træde frem. Et åbent felt, hvor en masse midlertidige billeder kan vise sig.

»Det passer godt til os,« siger Andreas Pallisgaard. »Vi ændrer os hele tiden, og det er vigtigt for os, at tingene er åbne og i bevægelse. Det kunne jeg tale længe om…«

Jaleh Negari fortæller: »Vi var i et sommerhus sammen og skulle finde et navn, og så var der bare sindssygt mange navne på bordet. 100 eller sådan noget, og vi kunne ikke blive enige. Så var Pinkunoizu det eneste navn, vi kunne blive enige om. Der var en underlig, syntetisk kraft i det. Noget mystisk, for vi vidste ikke rigtig, hvad det stod for.«

Andreas Pallisgaard fortsætter: »Det var både som et fremmedlegeme, og så havde det noget fart. Det var ligesom en motorcykel, der gassede op, eller en laserpistol, der skød. Fordi det var et fremmedlegeme, var det ikke ladet med sindssygt mange metaforer. Det blev ved med at være en underlig størrelse.«

Den underlige, pink størrelse Pinkunoizu spiller koncert på Loppen fredag d. 27. september som opvarmning for pladeselskabskollegaerne i Tunng, og deres andet fuldlængdeudgivelse, The Drop, blev udgivet på Fulltime Hobby 5. august.

Deltag i debat