Plader

Sigur Rós: Kveikur

Skrevet af Alex Nørregaard

Islandske Sigur Rós er på deres syvende studiealbum blevet en mand mindre, men lyden er igen vokset ovenpå sidste års ambiente Valtari. På Kveikur mødes det dystre og det smukke. Intet mørke kan afholde lyset fra at bryde igennem.

Sigur Rós er med Kveikur nået op på deres syvende studiealbum, og selvom gruppen i mandtal er blevet reduceret til tre medlemmer, må islændingene siges at være større end nogensinde. Og dog kan man stadigvæk støde ind i folk, der hævder aldrig at have hørt noget af gruppens postrockede og storladne musik og som, selv hvis de har, konsekvent omtaler gruppen som »ham der Sigur Rós«. Ak.

Men så igen. Sigur Rós’ musik er ikke ligefrem radiovenlig, og deres mere eller mindre konsekvente vekslen mellem på den ene side bløde og tindrende smukke kompositioner og på anden side skarpe og dystre energiudladninger gør det svært at placere dem. De har helt klart deres egen unikke lyd, men det er aldrig helt til at vide, hvad der venter rundt om hjørnet. Vil de stryge os med hårene eller blæse os omkuld? Frygten for det ukendte lurer.

Kveikur slynges man som lytter endnu en gang ud i et nuanceret lydlandskab, der dog synes en anelse mere faretruende end på gruppens seneste udgivelser. Den sort/hvide koncertfilm “Inni” kan med sit kornede og knitrende visuelle væsen retrospektivt tolkes som et varsel om Kveikurs komme. Et brud med de hjemlige, naturskønne billeder fra dokumentaren “Heima” og ikke mindst de optimistiske toner på Með suð í eyrum við spilum endalaust. Men så kom den ambiente Valtari i 2012. Smuk og atmosfærisk, ja, men uden den store vildskab. Måske er det også derfor, at der kun er gået ét år, før Kveikur nu er blevet smidt på gaden.

Åbningsnummeret “Brennisteinn” er nok det mest brutale og dystre nummer på Kveikur. Da det netop indleder pladen, sidder man som lytter noget overrasket tilbage. Hvad var det lige, der ramte én der? Det knitrer og kradser. Det er mørkt og koldt. Men selv i mørket er der, som på coveret, lys.

Undervejs byder “Brennisteinn” heldigvis på et smukt kontrast-stykke, hvor forsanger Jónsis gåsehudsfremkaldende vokal langsomt hidkalder metalliske trommer og pludselig afbrydes kort af et tromlende basstykke. Herefter lukker mørket sig dog igen langsomt om Jónsis klagesang. Titelnummeret er ligeledes mørkt og råt, men på en underligt sløret måde, og ”Bláþráður”, der lurer på pladens sidste tredjedel, piskes aggressivt frem. Selvom det gør lidt ondt, er det dog alligevel fantastisk at opleve Sigur Rós fra den side.

Anderledes går det for sig i “Hrafntinna”, der mest af alt lyder som optakten til et krigsslag. Det er lysere end “Brennisteinn” og “Kveikur”, men det rasler og klinger – ikke mindst af sørgmodighed. Eller sådan føles det i hvert fald. I “Yfirborð” sniger der sig lidt elektronisk musik ind – måske gruppens take på noget af den dubstep og klubmusik, der åbenbart høres backstage. Helt vellykket er det dog ikke, og det virker en anelse malplaceret på et album, hvor rock og postrock trods alt udgør fundamentet.

Et Sigur Rós-album indeholder heldigvis altid særdeles vellykkede numre, der trænger rent igennem. På Kveikur gælder det ”Ísjaki” og ikke mindst “Rafstraumur”. Et nummer som “Stormur” vil gerne svinge sig op blandt de to, men det bliver en anelse for svulstigt og rykker sig aldrig rigtig ud af stedet.

“Ísjaki” byder på en blanding af bl.a. hule, fremadskridende trommeslag, hviskende hi-hat, små ulvehylende korindslag, strygere, blæsere og Jónsis falset, hvilket til sammen skaber en helt speciel atmosfære. “Rafstraumur” er dog klart pladens bedste nummer. Det synes til tider stærkt inspireret af Godspeed You! Black Emperors fænomenale “Storm”, men mindre komplekst og kortere. Og selvom Jónsi synger noget så uforståeligt, lyder det alligevel enormt tilgængeligt.

Selv har jeg stadigvæk ingen idé om, hvad Sigur Rós egentlig synger om. Sproget veksler mellem islandsk, en sjælden gang engelsk og ellers et selvopfundet ét af slagsen (Vonlenska/Hopelandic). Men jeg tror, at jeg forstår, hvordan Sigur Rós synger. Det handler om følelse og indlevelse.

Derfor vil numrene med garanti ændre sig for gang til gang. Nye sider, detaljer eller følelser dukker op, og der er ingen tekststykker, som stædigt holder fast i hverken kærlighed eller dyre biler. De lavmælte islændinge er heller ikke altid selv meget for at udtale sig om, hvad deres musik betyder, eller hvordan den bliver til. Det er i høj grad op til lytteren at tolke og ikke mindst forestille sig. Og på Kveikur skal man trods det mørke cover og overordnet mere dystre lydbillede ikke være bange for at kaste sig ud i det.

★★★★☆☆

Leave a Reply