Plader

Smith Westerns: Soft Will

Skrevet af Simon Rune Knudsen

De tidligere glamrockere har skiftet tempo og stil på deres tredje udspil. De er blevet ældre, forsigtigere og ser nu mere sort på tilværelsen.

Smith Westerns’ to sidste udspil (Smith Westerns og Dye It Blonde) var to dumdristige garage-glamrockalbum. De mindede egentlig meget om hinanden – med den undtagelse, at Dye It Blonde havde en fænomenal produktion i ryggen. Dengang handlede det ikke om så meget andet end at være ung, fri og højtflyvende, når Smith Westerns udløste deres både ambitiøse og naive rock. Det har ændret sig.

Kvartetten har nemlig fået hår på brystet og grumme skægstubbe i ansigtet. Soft Will opstod i kølvandet på, at bandet vendte hjem fra en hektisk og enorm turné. De var midlertidigt færdige med endeløse fester, trætte af livet på vejen og mest af alt sørgmodige over at se, hvordan deres gamle venner blev voksne og ansvarlige alt for hurtigt. De følte sig overhalet, og det afspejles i sanger Cullen Omoris til tider dystre tekstunivers.

Allerede fra albummets første linje mærker man, at bandet har udviklet sig. »It’s easier to think that you are dumb / Like you were,« synger Omori på åbningsnummeret ”3AM Spiritual.” Det følges af et luftigt lydbillede, hvor sfærisk synth og en optimistisk guitar baner vejen for et »whoah-yeah«-kor i omkvædet. Det slår fast, hvor langt bandet har bevæget sig fra deres tidligere musik, når det ikke længere trækker tråde til T. Rex’s Mark Bolan, men i stedet John Lennon og The Beatles.

Smith Westerns har dog ikke lagt 70’erne helt på hylden. Den triste “XXIII”, hvis titel utvivlsomt refererer til Omoris alder, er The Dark Side of the Moon reinkarneret i 2013. Uden de store forandringer. Det er et smukt instrumentalnummer, hvor en hul guitar og længselsfulde synthtoner med lethed tager ordets plads, når der berettes om den usikkerhed, bandet har følt efter deres hjemkomst.

Den mindre positive stemning albummet igennem klæder egentlig Smith Westerns udmærket. “White Oath” bliver det nærmeste, bandet kommer på at bygge bro mellem deres tidligere og nuværende tilgang til musikken. Det er en britpop-ballade, der ledes igennem af et langsomt beat og brydes af en fantastisk forvrænget guitarstykke. Her er glamrocken ikke glemt, selvom lyrikken rumsterer i den nyopdagede ensomhed med tekststykker som: »Chain smoke the days away / Wrote my poems / Even though no one will ever read them.«

Desværre kommer Soft Will ofte til kort, når det gælder gennemgående passion og vedkommenhed. Flere af pladens numre føles aldrig helt færdige eller nødvendige, og det eneste, der bærer dem igennem, er den sublime produktion. “Only Natural” er helt flad og ordinær, uden overraskelser og spændingselementer. Det samme gælder skæringer som ”Glossed” og ”Fool Proof”, der snarere føles som fyld mellem de betydningsfulde numre end som egentlige nødvendigheder.

Det forårsager desværre, at man ikke bliver helt overbevist, når det kommer til Smith Westerns’ intentioner. Stærke numre som singlen ”Varsity”, der med opløftende synth fortæller om Omoris forhold til en unik kvinde, bliver skubbet lidt bagud af de svagere numre. De drukner simpelthen i mængden af charmerende samlebåndsrock, og det kræver tid at finde numrene med substans.

Måske Smith Westerns skulle have brugt et par måneder mere på at skrive numre med egentlig tyngde, for Soft Will bliver pletvis overfladisk. Det laver dog ikke om på, at pladen som helhed fremstår karismatisk og fint afvejet. Balancen mellem uptempo-numre og ballader giver dynamik og modvirker samtidig den kedsomhed, nogle af numrene fremkalder.

Soft Will er et bravt forsøg på at omstille Smith Westerns og gøre bandet mere voksent. I ”White Oath” synger Omori gentagne gange »I’m trying to catch my breath,« hvilket bandet burde have taget sig tid til. For de har været spændt hårdt for, og det tyder på, at de kunne have brugt endnu længere tid på at restituere.

★★★½☆☆

Deltag i debat