Koncerter

Tønder Festival 2013, 22.-25.08.13

Skrevet af Anja Ingwersen

Undertoner har været på Tønder Festival og hørt velspillet folk, irsk rock, følsomme ballader, vild gypsy-punk og sågar portugisisk Fado. Læs anmeldelser af Folkeklubben, The Barr Brothers, Adam Cohen, Sinéad O’Connor, Hudson Taylor og mange flere.

Årets musikprogram på Tønder Festival var et slaraffenland fyldt med overraskelser. Festivalen fandt sted fra torsdag den 22. august til og med søndag den 25. august. Det var andet år for en genopfundet festival, hvor man med sit partoutarmbånd har adgang til alle koncerterne, og festivalen blev en solbeskinnet succes.

Tidligere på Tønder Festival købte man billet til de koncerter, man havde planlagt at høre. Nu er alle muligheder åbne. På pladsen, hvor mange scener er samlet med kort afstand mellem sig, bliver man ligesom et barn i en slikbutik. Men det er befriende, når man ikke er bundet af det planlagte og kan lade sig lede rundt af tilfældigt opståede møder. Møder med mennesker, som elsker at snakke og kender et af programmets utallige bands, man ikke lige selv har opdaget.

Det er nemlig et kendetegn for Tønder Festival: Det usnobbede og den ligefremhed hvormed folk møder hinanden. Et andet kendetegn er mangfoldigheden af aldre og typer. Således også programmet i år, som bød på noget for alle. Handmade Music er temaet for andet år i træk, og det må Tønder Festival meget gerne holde fast i.

Torsdag

Hudson Taylor, P4 Scenen kl. 23.30
Når Harry og Alfie Hudson-Taylor indtager scenen, er man helt solgt. De to meget unge irske brødre, der tilsammen udgør duoen Hudson Taylor, fyldte stille og roligt P4-teltet med deres charmerende stemmer, som har en helt unik samklang. Bag det smarte look – særligt Alfies James Dean-hår – gemmer der sig et talent, som allerede har udviklet sig en del, siden man kunne opleve dem på Tønder sidste år.

Duoen har siden gjort sig bemærket som opvarmningsband på Jake Buggs britiske turné. Rent musikalsk har de fundet en hylde med folk-pop, som man ikke kan lade være holde af, uanset om man er gammel i folk-gårde eller tilhører det nyankommne, yngre publikum. Der er numre, som leder tanker tilbage til amerikansk 60’er-pop, som for eksempel ”Care” fra deres kommende ep, over til ”Beautiful Mistake”, som er et ægte singer/songwriter-nummer og ”Battles”, som er mere folket.

Det er harmonisk og lækkert. Lige så dejligt, som deres stemmer klæder hinanden, kan de også spille guitar sammen, så det sparker røv. Deres ungdommelige charme og den måde, de tydeligt føler den udmærkede lyrik, som netop er meget følelsesladet, tog med et sikkert greb både unge og gamle. Deres stemmers harmoni får en til at tænke på Simon & Garfunkel. Det har de sikkert hørt før – og sluttede da også torsdagens koncert af med ”Mrs. Robinson”.

Duoen har endnu ikke udgivet en plade, og det er der nok en del, som venter på. Da de varmede op på Open Air-scenen for Avett Brothers lørdag aften – hvor de i øvrigt også gav en flot koncert – afslørede de så, at den er på vej. Hudson Taylor kommer vi helt sikkert til at høre mere til.

★★★★½☆

The Great Malarkey
Efter Hudson Taylor skulle London-bandet The Great Malarkey overtage scenen. Måske var det pga. den netop overståede oplevelse, at det var lidt svært at finde ud af, hvad The Great Malarkey er for en størrelse. Det tog et par numre at lytte sig ind til dem og finde ud af, hvad de egentlig kan, men de kan heldigvis en hel masse.

Der er mange bud på genremix i disse år – men The Great Malarkey er fuldstændig ustyrlige. Gypsy-punk lyder mange bud, men det er mere end det. Det otte mand store orkester, med sangerinden Alex Ware i spidsen, leverer et tætpakket show, som stikker i lige så mange retninger, som de i øvrigt ser forskellige ud hver især. Det var dæleme en fest, og Tønder Festivalens første aften sluttede i højeste gear.

★★★★☆☆

Fredag

Folkeklubben, Telt 2 kl. 14
Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi er rigtig mange, for hvem, mødet med Folkeklubben blev et af årets højdepunkter. Trioen leverer noget, som man sjældent ser. De har udviklet en stil, som godt nok trækker på mange danske traditioner, men som er helt deres egen. Forrest står lyrikken. Deres tekster vil høres og bliver båret frem af lækker lyd, som skabes af Rasmus Jusjongs keyboard og trommespil samt Rasmus Dall på guitar. Kjartan Arngrims tekster har noget på hjerte. De kommenterer på dig og mig og Danmark. Han laver kulturanalyse a la Hausgaard, men i en 2013-udgave, og er ikke bange for at sige det ligeud.

Folkeklubben_pressefotoMusikken løber helt af sig selv ind i dig og ud over det hele uden at tage magten. Personligt var jeg vild med den lyd, Jusjong under nogle af numrene frembragte. Han havde lagt en kuffert oven på trommen, og sammen med en toneafkortende gate giver det et helt specielt udtryk. MUMS.

Det falder mig for brystet, når nogle sammenligner Folkeklubben (og særligt Kjartan Arngrims vokal) med Kim Larsen. Det er simpelthen ikke godt nok. Folkeklubben kan noget helt andet end Kim Larsen, hvis tekster slet ikke når i omgangshøjde med Arngrims. Og hvor er det forfriskende, at nogen tør åbne munden og have en kant i en tid hvor ny musik har en tendens til at blive noget klynket. Disse genrer var på årets festival repræsenteret ved Lukas Graham og Mads Langer.

Den stil, Folkeklubben skaber, er også den, der gør, at man som publikum kan mærke, hvor de vil hen. Stilen har et solidt fundament og er skarpt skåret til. Derfor går man derfra med meget mere end en fed fest. Man skal ikke underkende de fede fester, bands som The Great Malarkeys leverer, bestemt ikke. Men man kan ikke leve af fest alene. Folkeklubben er fast føde.

★★★★★½

Sinéad O’Connor, Open Air kl. 18.30
Et af årets hovednavne var Sinéad O’Connor. Alle var spændte på at møde eller gense den irske sangerinde. Det var tydeligt i efterfølgende samtaler med andre festivalgæster, at netop denne koncert var der meget forskellige oplevelser af. En ting er dog helt sikker: Sinéad O’Connor er unik.

Det lille menneske oppe på scenen besad en spøjs blanding af skrøbelig kejtethed og vildskab. Hun er utroligt fascinerende at se på, og hendes stemme er fantastisk. Jeg stod længe og prøvede at finde ud af, hvad det var, som gjorde det så intenst og helt særligt. Det kan nok bedst beskrives på følgende måde: Hun er sin musik. Sinéad O’Connor går i ét med musikken og føder bogstavlig talt hver eneste lyd, som kommer ud af hende. Hun er fuldstændig ligeglad med, hvordan ‘fødslen’ ser ud. Det handler nemlig ikke om at se ud. Med en tårnhøj professionalisme og ikke mindst perfektionisme gav hun en stor del af publikum en oplevelse i særklasse.

For andre, som stod længere fra scenen, nåede intensiteten ikke helt ud. O’Connor er så meget inde i sig selv og taler så lidt til publikum, at det på afstand var en anelse kedeligt. Når Tønder Festival lokker så stort et navn til for en enkelt koncert, vil de sikkert gerne give så mange som muligt adgang – og det har en pris.

★★★★☆☆

Dusty Road Company, Hagges kl. 20
Fredag aften gik turen for Undertoners udsendte også forbi Hagges, byens musikværthus, som under festivalen lægger hus til nogle lidt mindre arrangementer. Her stødte jeg ind i Dusty Road Company – et dansk band med stort potentiale. De fire, Mikael Smith, Palle Juvonen, Michael Graubæk og Andreas Tophøj, leverer old school irsk og amerikansk folk – uden at der går røvballe i den. Deres nyfortolkninger såvel som egne numre ophæver rammerne for de genrer, de bevæger sig i, hvilket gør deres traditionsinspirerede musik meget nutidig. Med stor charme, humor og dygtighed spillede de sig ind på publikum på et propfyldt værtshus og rundede aftenen af på en levende og nærværende måde.

★★★★☆☆

Lørdag

Spooky Men’s Chorale, Spejlteltet kl. 12
En af de helt store overraskelser på årets festival var australske Spooky Men’s Chorale. Aldrig har man set mage. 15 mænd og deres korleder træder på scenen. Man kan slet ikke forestille sig, hvad man har i vente. Eller det vil sige, at de i alt 16 mænd tog opstilling uden for Spejlteltet, lige inden de skulle på. Her gav de et nummer for den lange kø af festivalgæster, som ventede på, at der skulle blive en ledig plads inde i teltet.

Den ståpels, som rejste sig under den lille forsmag på Spooky Men’s Chorale, stod nemlig stadig, da vi kom indenfor og skulle i løbet af koncerten forvandle sig til både kæmpegrin og tårer. Ja – undertegnede måtte fælde en tåre undervejs, fordi det var så smukt.

Historien går, at korleder Stephen Taberner for cirka 10 år siden samlede en gruppe mænd. Kriteriet for at være med var, at man skulle dukke op i sort tøj og en hat – og så selvfølgelig kunne synge.

Med udsøgt humor og kæmpe entertainertalent styrer Taberner os rundt på en rejse med det første instrument som fandtes – stemmen – og de lyde, som mennesket faktisk kan frembringe. Og sangen handler om især »things«, »tools« og »bodyparts«. Hvad er det for en legemsdel, som mange ikke kan se længere, og som har det med at afsløre os, når vi mindst ønsker det? »The eyebrow«, naturligvis. Og hvis der er noget, gruppen kan, så er det mimik. De 16 meget forskelligt udseende australske mænd i alle aldre og deres sang danner et helt originalt udtryk. De serverer alt fra gregoriansk sang til en hylemorsom fortolkning af Abbas ”Dancing Queen” (»young and sweet – only fourty three!«). Komplet originalt og genialt.

★★★★★½

The Barr Brothers, Telt 2 kl. 15.30
Fra første færd er man henført. Det canadiske band skaber et helt unikt lydunivers som på én gang er fantastisk spændende og udfordrende – men uden at blive så outreret, at man står af. Brad og Andrew Barr gav sammen med Sarah Page, klassisk uddannet harpespiller, og Andres Vial, multiinstrumentalist, en af festivalens mest interessante koncerter. Man blev taknemmelig over, at der findes mennesker, som vil dele deres kunst. Og The Barr Brothers er ikke et forceret talentshow. Her er der nemlig tale om klassiske dygtige musikere, der kan deres genre og dennes instrumentering.

Barr Brothers_620Bandet har ikke kun teknisk dygtighed, de er også exceptionelt udforskende i forhold til at finde de komponenter, deres kompositioner kræver. Om det så er at spille guitaren med et langt stykke garn eller spille tromme på et cykelhjul. Barr Brothers var i en samhørighed med hinanden og med udforskningen af lyde, enkelte lyde som lydvæverier. Oven i det formåede de at føre deres numre gennem flere grundrytmer. Det betød, at man i et stille folknummer pludseligt havde calypso-gange, hvorefter nummeret blev til kantet rock med fuldt tryk. Dette uden at man tabte tråden i kompositionerne.

Bandet virkede nærmest lidt generte eller indadvendte, men gav en af de største oplevelser, og det var tydeligt, at de samtidig forstod publikums tilkendegivelser. Tilkendegivelser i form af både koncentration og dedikation og endeligt ved applaus, pift og hyldest.

★★★★★★

Søndag

Adam Cohen, Telt 1 kl. 19
Til afslutningskoncerten havde Tønder Festival sikret sig et overraskende topnavn, som debuterede på sidste års festival. Mange havde glædet sig til at se canadiske Adam Cohen igen, da han, med meget stort talent, charme og en særskilt blanding af ydmyghed og selvbevidsthed, havde forført publikum tidligere.

Det var min første oplevelse med Cohen. Og ja; det er ikonet Leonard Cohens søn. Det er dog ikke noget, han gør noget ud af. Tværtom jokes der med sønnestatus, mens der leveredes en fin fortolkning fra farmands bagkatalog med nummeret ”So Long, Marianne”.

Cohen havde et flot ensemble med sig. En frontplaceret kvindelig cellist, Mai Bloomfield, som indgik i vokalharmonierne og medvirkede til at sende charme og passion gennem luften – til de ofte meget følelsesladede sange. Udover cellisten var der bagved Cohen tre unge strygere: Violin, bratsch og cello, som gav fylde og symfoni i hele salen. Slutteligt var guitar, trommer og keyboard – leveret af Michael Shaves – forrygende.

Cohen selv har en meget imponerende stemme – fra cremet til utrolig stærk og mandhaftig. Cohen-arven høres svagt i stemmen, men uden at det lyder som Leonard. Adam Cohens diskografi er noget broget. Fra fransksproget pop til ærlige kærlighedsballader og 2011-albummet Like a Man, men afslutningskoncerten blev anvendt af Adam Cohen til at teste nye numre fra et kommende album. Han bad publikum om at lade være med at klappe af et enkelt nummer, hvis de mente, at det ikke duede. Der blev dog både klappet og piftet. Mange af de nye numre er dog lige i overkanten. Temaerne er arbejd hårdt og elsk hårdt – tag livet, men læg kræfter i. Adam Cohen kom til at fremstå lidt som en krydsning mellem en frelserfigur og en latino lover. Men når det blev for tykt, imponeredes man alligevel af en utrolig ærlighed, stemmepragt og et godt show mellem Cohens eget guitarspil og resten af orkestret.

★★★★½☆

Mariza
Ved at sætte Mariza som andet navn på afslutningskoncerten, satsede Tønder Festival på en koncert inden for en genre, som sjældent (måske endda aldrig) har været på scenen. Undertegnede blev meget positivt overrasket over både stilen, den portugisiske Fado, og den optrædende  kunstner, Mariza.

På samme måde som Sinéad O’Connor lægger sjæl i vokalen, gør Mariza samme kunst, men på en helt anden måde. Mariza fremstår som en sanselig, erotisk og sårbar, men stærk kvinde – på en sydeuropæisk femme fatale-facon. Mariza erobrede salen fuldstændigt.

Det var meget positivt at opleve Fado med så dygtig en kunstner og det medfølgende band. Positivt på alle måder, lige fra publikums modtagelse til modet fra festivalen til mødet med Fado’en.

Koncerten blev måske en anelse lang, men med flere effektfulde indslag. Således slukkede Mariza på et tidspunkt for mikrofonerne, og musikken blev så leveret på samme vilkår, som var man i Tavernen i Portugal. Derudover gik Mariza ud til publikum – hvilket gav en overvældende effekt. Mariza har en karisma, som i sig selv er værd at betragte.

★★★★★☆

Tønder Festivals ambition om stille og roligt at udvikle det nye koncept – med adgang til alle koncerter, udvidelse af genreområdet og det, de kalder Handmade Music som udgangspunkt frem for kun rendyrket folk og country – er et helt rigtigt valg. Tak for denne gang, Tønder.

Deltag i debat