Plader

Ulige Numre: Nu til dags

Skrevet af Jonathan Heldorf

Ulige Numre bærer tidens tern og skriver om storbyens små oaser, men i sidste ende er det hele bare ingenting og festfyld.

Det er ikke svært at sætte ord på, hvem Ulige Numre lyder som. Der er en række helt åbenlyse kunstnere, der springer i ørerne med det samme. Her tænker jeg selvfølgelig på de så ofte refererede Nikolaj Nørlund, The Walkmen og tidlig C.V. Jørgensen. Der bliver stjålet med arme og ben fra både den danske og internationale scene og sangskat. Det er sværere at sætte en finger på, hvorfor Ulige Numre så egentlig er interessante. Eller om de overhovedet er det?

Lad os klare den med det samme. “København” hænger over Ulige Numre, som “Alene Hjemme” hænger over Macaulay Culkin. Forståeligt nok. Fremragende nummer. Men vi skal alle sammen videre. Og Ulige Numre skal videre i samme stil. Som sådan er der ikke sket nogle revolutioner siden debut-ep’en fra 2011. Hvad der gjorde dem interessante dengang, må derfor også være, hvad der gør dem interessante nu. Eller hvad?

Ikke nødvendigvis. Gennembruddet kom som et skybrud over København og tog hele landet på sengen, fordi en flok unge knøse kunne skrue en formidabel, dansksproget indie/folk/pop/rock-sang sammen. Og fordi de ikke tog tråden op fra samtidens populære egocentrikere, men derimod pegede tilbage på en tid i dansk musikhistorie, hvor individet fandt sin berettigelse som en del af noget større end sig selv.

Den linje kører de videre på Nu til dags, hvor storbyen bliver sammenlignet med en begæret kvinde i snart sagt hver anden verselinje, men det er ikke længere det, der gør Ulige Numre interessante. Det var overraskelsen, der gav Ulige Numre deres momentum. Et momentum, som de stadig har, men overraskelsen er overstået. Nu er det Ulige Numre som et fænomen, der er interessant – eller i hvert fald den stående diskussion om, hvorvidt de er fanebærere for en retro-retning i dansk musik.

Det er altid spændende, når nye unge musikere bruser frem, og den samlede presse får skrivekrampe, fordi den har travlt med at teoretisere over, hvordan det vil pege fremad mod noget, vi om mange år vil kunne se tilbage på som en strømning i tiden.

Jeg vil slet ikke udelukke, at Ulige Numre kan være et af fremtidens danske bands, men jeg synes ikke, at Nu til dags beviser, at de er det. Eller lad mig sige det på en anden måde: Den her plade skal nok få en strålende modtagelse af P3-publikummet, men synderlig interessant, vedkommende og dyb, det er den ikke. Det er en meget ligetil plade, der for mig ikke har åbenbaret noget særlig levedygtigt over en måneds gennemspilninger. Jeg vil ikke sige, at jeg er blevet træt af den, men den har heller ikke tilnærmelsesvis sat sig fast, og jeg er bange for, at den ryger direkte ind i reolen for at samle støv, så snart jeg har skrevet den her anmeldelse til ende.

Mit største kritikpunkt er, at alt, hvad Ulige Numre gør på Nu til dags, har jeg hørt bedre før fra andre hænder. Og det er ikke til at abstrahere fra, at hver lytning minder om noget bedre. Det er trist at skrive, for det er et helt urimeligt krav at opstille, at de bør komme her og uden videre kunne snuppe guldet. Men når pladen ikke bider sig fast, må jeg tage op til overvejelse, om jeg synes, at ballonen omkring Ulige Numre er blevet pustet for stort op.

Forsanger Carl Emil Petersen synger det selv i “København” (som jeg hellere må nævne ikke er at finde på pladen): »Du har lært mig de trin, jeg følger, men ikke forstår.« Selvom det handler om noget andet, er ordene ganske rammende, for jeg får netop følelsen af, at Ulige Numre har lært sig at skrive musik ud fra en skabelon, de beundrer. Men de formår ikke at tegne uden for stregerne og opdage, endsige skabe nye mønstre. Det høres tydeligt i den rædderlige “Højeste huse”, der lyder som en smagløs reproduktion af C.V. Jørgensen anno 1978.

Der, hvor jeg føler at slaget skal stå, når det kommer til Ulige Numre, er på den lyriske side. For hvis musik er sex – et hurtigt behov, der skal tilfredsstilles – så er lyrik kærlighed, der skal tage over, når sexen bliver dagligdag; folde sig ud og vokse sig dybere og stærkere over tid.

Desværre må jeg igen konstatere, at mit forhold til Nu til dags nok aldrig udvikler sig til mere end en misforstået flirt. Jo, de musikalske arrangementer fejler ikke noget, der er gode (men sikre) riffs, harmoniske (men letforudsigelige) fills og fin (men anonym) vellyd. Det fungerer gnidningsfrit og bliver båret frem af Carl Emil Petersens rigtig fine stemme. Det er udmærket sex, og både singleforløberen “Blå” og den Kasabian-rockende “Bare en lille smule” kan godt vække noget i mig. Det samme kan “København”-lillebroren “Dansk vejr” – men ikke tilnærmelsesvis noget, der ligner kærlighed.

Og det kan teksterne altså heller ikke. Det er simpelthen bare ikke stor poesi at skrive: »Solen brænder, røber dine rødvinspletter / Det var sidste år / Imens du slanger dig på lagnerne med de lange ben / og det lyse hår / Er vi generationen bag en skærm / unge smukke og ensomme sammen?« Det mangler finesse, føling og oprigtighed.

Jeg tror, det bedste, der kan ske for Ulige Numre, er, at de træder et par skridt tilbage og lader sig glemme. De skal søge anonymiteten og komme tilbage om fem-otte år. For der er en nerve derinde et sted, men den har brug for at blive næret, eventuelt med mere modgang, nedture og personlig erfaring, før den får hugtænder.

★★★☆☆☆

Deltag i debat