Plader

Ulvetimen: s.t.

Skrevet af Klaus Thodsen

Med sin fine debut-ep får de aarhusianske ulve mørket til at trænge sig på.

Noget musik egner sig helt fantastisk til sol og sommer. Det kommer på alle sommerhits-pladerne år efter år, det bliver spillet på strande over hele verden, og solen skinner altid lige lidt mere, når man hører det. Og så er der selvfølgelig også musik, der bare ikke kan høres i nogen form for dagslys. Musik, der ødelægger den festlige stemning i sommerhuset og får det til at øsregne på hele femdøgnsprognosen. Netop sådan går det, når Ulvetimen nærmer sig.

Måske var det derfor, at jeg til en start slet ikke kunne høre denne ep. Da den nåede mit hjem, var sommerdagene på sit længste, de var varme og solrige, og det resulterede i, at jeg overhovedet ikke kunne samle mig om Ulvetimen. Men det ændrede sig hurtigt, da sommeren blev fyldt med skyer og satte en naturlig dæmper på alting. Pludselig virkede “Manden uden navn” med sit enkle guitarriff underligt dragende, og Kristian Kjærulff Ravns dybe og lidt monotone vokal fik min udelte opmærksomhed.

En af de første ting, der rigtigt slår én, når man sender Ulvetimen gennem højtaleren, er, hvor helt utroligt afdæmpet en stemning, der på det nærmeste lægger sig som en dyne over alting. Normalt vil man sige, at det er en ret dårlig ting at trække tingene i langdrag, men lige i dette tilfælde er det en ren fornøjelse. At ep’en fra ende til anden blot varer lige over 20 minutter, virker helt forkert, når man har hørt den igennem. Den føles meget længere, vel at mærke på den helt gode måde.

Titelnummeret viser ep’en fra sin allerbedste side. Kjærulff Ravns mørke vokal ligger tungt over kalimbaens toner, der gentager sin simple melodi om og om igen. Nummerets helt store klimaks kommer, første gang omkvædet gør sin ankomst. Ulvetimen skaber med meget få virkemidler et utrolig stort lydbillede, og “Ulvetimen” er ep’ens stærkeste nummer.

Der er ingen tvivl om, at Ulvetimen har fat i noget af det rigtige. Selvom man på et kommende album godt kan ønske sig en smule mere alsidighed, ændrer det ikke på, at Ulvetimen tegner sig som en meget spændende band. Den formørkede stemning, de omgiver os andre med, virker besynderligt tiltrækkende på en melankoliker som mig, og den dybe og temmelig ensformige Peter Sommer-/Nicolai Noa-vokal sætter det afgørende fingeraftryk på Ulvetimens lydbillede.

★★★★½☆

Deltag i debat