Plader

Belle and Sebastian: The Third Eye Centre

Mens vi venter på et nyt studiealbum fra kongerne af introvert indiepop, Belle and Sebastian, får vi en samling af b-sider fra de sidste 10 år. Niveauet er gennemgående højt, og flere numre kunne snildt have været a-sider, men nytilkomne lyttere bør starte et andet sted.

Første gang, jeg hørte om Belle and Sebastian, var, da jeg så filmen “High Fidelity”, hvor den anæmiske, Moby-lignende nørd Dick sætter ”Seymour Stein” (fra The Boy With the Arab Strap) på anlægget i pladebutikken. »It sucks ass!,« lyder reaktionen fra hans mere livskraftige kollega. Sidenhen er det blevet smart at være introvert indienørd, og Belle and Sebastians ’sad bastard music’ (der dog ikke altid er så trist endda) er vel i dag nærmest allemandseje og næppe noget, der kan vække stor opstand.

Skotterne, med sanger og sangskriver Stuart Murdoch som frontmand og primusmotor, har altid haft et overlegent øre for den gode melodi og den rette balance mellem følsom uskyld og satirisk bid. Hvad der hæver dem over ren easylistening-indiepop, er og bliver deres finurlige tekster, der har uovertrufne litterære, ofte ganske underholdende kvaliteter. Det kan jeg stadig ikke stå for, selvom der ikke er sket den store udvikling i deres velvoksne bagkatalog siden debuten Tigermilk fra 1996. Muligvis er de musikalske rammer udvidet en smule – Murdoch har givet plads til mere banddemokrati – men den arketypiske, legende Belle and Sebastian-lyd lever i bedste velgående.

Hvad jeg heller ikke kan stå for, er, at Belle and Sebastian hører til den efterhånden forsvindende skare af musikere, der gør en dyd ud af ep- og singleudgivelser, hvor b-siden snildt kunne have været a-siden. I disse streaming-tider virker det herligt nostalgisk at dyrke singleformatet. Det, der var særligt sjovt ved at være fan for +10 år siden, var jo netop jagten på de ‘hemmelige’ numre, som ikke var med på albummene. Man havde en samling, der skulle kurateres og udvides ved at købe singlerne. Belle and Sebastian gør det her nemt for samlerne med The Third Eye Centre, der er en opsamling af b-sider og andre sjældenheder fra årene omkring deres tre seneste studiealbums: Dear Catastrophe Waitress (2003), The Life Pursuit (2006) og Write About Love (2010). For mig er det imidlertid en kærkommen lejlighed til atter at kaste mig over gruppen, som jeg ikke har hørt i 100 år, og hvis charme jeg næsten havde glemt.

Glæden genfindes straks på albummets andet nummer: ”Suicide Girl” (titlen referer til et internetforum for pinup-piger, som fortællerens veninde drømmer om at blive indlemmet i) er klassisk, uptempo Belle and Sebastian med en bizar fortælling om kejtede outsidere og ugengældt kærlighed. Det paradoksale modsætningsforhold mellem den umiddelbart dystre titel og den ubekymret poppede melodi er en lille genistreg i sig selv, og nummeret er et fremragende eksempel på, hvad gruppen gør allerbedst. En anden uforglemmelig historie fortælles på ”Meat and Potatoes”, der er en tør omgang satire over et kærestepar, som hitter på en masse håbløse påfund for at krydre sexlivet. Det klinger unægteligt af en bitter John Lennon, og er man Beatles-fan, vil man desuden straks opsnappe den langsomme kompositions slående lighed med både ”This Boy” og ”Oh! Darling”. Også på ”Stop, Look and Listen” går der kæk 60’er-pop i den, som Paul Simon kunne have skrevet den.

Andre højdepunkter er den tilbagelænede bossanova-stemning på ”Love on the March”, hvor Murdoch og Sarah Martins vokaler smyger sig om hinanden, og ”(I Believe in) Travellin’ Light” anført af guitarist Stevie Jackson. Numre som disse fortjener bestemt en albumudgivelse.

Tre remixes findes på The Third Eye Centre som de mest overraskende indslag, og de er en blandet landhandel. Avalanches har givet hittet ”I’m a Cuckoo” den mest radikale makeover. Guitarhooket er skiftet ud med panfløjter, og de resterende instrumenter er blevet til accordion, afrikansk percussion og chanting (!). Det er umiddelbart lige så irriterende og forvirrende, som det lyder. Men det vokser langsomt, og jeg tager hatten af for et originalt og meget eksotisk (i ordets bogstaveligste forstand) remix, der faktisk ikke virker helt malplaceret i forhold til Belle and Sebastians naivistiske image.

Helt så opfindsomme og vellykkede er de to andre ikke, men de gør deres for at sende lytterne ud på dansegulvet. Den ellers glimrende ”I Didn’t See It Coming” er transformeret til pulserende electropop af Richard X (»Make me dance, I want to surrender,« som Martin passende synger), og albummets eneste nye nummer, ”Your Cover’s Blown (Miaoux Miaoux Remix)”, er blevet en 80’er-funky sag med glam-keyboards i Miaoux Miaoux’ hænder. Jeg ville så afgjort hellere have haft originalversionen af sidstnævnte med.

Lidt rodet og en anelse for lang, som opsamlingsplader ofte er, er The Third Eye Centre ikke et oplagt sted at starte for nytilkommere. Men den vidner om et imponerende lager af overskudsmateriale, og for fans er den en udmærket statusopdatering over de sidste 10 år, mens der ventes på et kommende studiealbum. Efter sigende skulle det lande til næste år.

★★★★☆☆

Deltag i debat