Plader

Braids: Flourish // Perish

Canadiske Braids har på sit seneste udspil givet endnu mere plads til computerproducerede beats og synthesizerklange. Selvom forbillederne er mere end tydelige, er den nye retning ikke uden kvaliteter.

Siden Arcade Fire gjorde Montreal til verdens indie-hovedstad for 10 år siden, har byens rockscene ikke manglet opmærksomhed fra den internationale musikpresse. Et af de nyeste og mest hypede bands er trioen Braids, der formåede at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, da Deerhunter-frontmanden Bradford Cox gav bandet en stående klapsalve efter en tjans som opvarmningsband. En pladekontrakt fulgte, og debuten Native Speaker udkom i 2011 til pæne anmeldelser.

Seneste udspil Flourish // Perish har betydet et brud med keyboardspilleren Katie Lee, men det har ikke medført, at bandet mangler retningssans på pladen. Allerede fra første nummer bliver vi som lyttere introduceret til en ny og mere computerbaseret musikalsk retning. Det er stadig Raphaelle Standell-Prestons skrøbelige og feminine vokal, der står i forgrunden, men klikkende beats og syntesizerflader er blevet dominerende, og det gør, at det musikalske udtryk fremstår endnu mere eftertænksomt end tidligere. Guitaren, som hun også er krediteret for at spille, finder således sjældent plads i lydbilledet.

Den nye retning er tydeligvis inspireret af kunstnere på det britiske pladeselskab Warp, der har haft stor indflydelse på bl.a. Radioheads genfødsel med Kid A, samt Björks musikalske univers, som pladen lægger sig tæt op af. Det betyder også, at sangene ofte må stå lidt i skyggen af den atmosfære, som pladen forsøger at skabe, og fokus er ofte på klangfarve og rytmik frem for reel sangstruktur.

Åbneren ”Victoria” giver således minder om Aphex Twin, mens ”Together” lyder som et tidligt Autechre-nummer, og ”Hossak” kunne være udarbejdet med hjælp fra Four Tet. Et mere organisk udtryk er også at finde i numre som “Freund” og “Ebben”, hvor trommeslager Austin Tufts trommesæt bliver taget i brug, men det er stadig synkoperede rytmer og repetitive synthesizerfigurer, der gør sig gældende.

Flourish // Perish er en velproduceret og vellydende plade, men dens største problem er, at det ofte virker, som om Braids har sat sig mellem to stole. Som electronica-navn har bandet ikke rigtig fundet sine egne ben at gå på, og alle sporene lægger sig lidt for tæt op ad åbenlyse forbilleder. Rockører vil forgæves lede efter et vers eller et omkvæd, som ikke kommer. Men Flourish // Perish er alligevel en så gennemarbejdet hyldest til electronicaens ukronede konger, at den næsten kan slippe af sted med det.

★★★½☆☆

Deltag i debat