Plader

Dent May: Warm Blanket

Skrevet af Andreas Overgaard

Dent May har alle ingredienserne til at lave en interessant indiepop-plade, men hans tredje opus, Warm Blanket, savner både originalitet og markant bedre tekstarbejde, før det kan fungere som meget andet end baggrundsmusik til en solrig sommerdag.

Dent May er født i den forkerte generation. Det er i hvert fald, hvad han selv når frem til på sin tredje udgivelse, Warm Blanket, der lige fra første lyt skriger af musikalsk og tekstmæssig 60’er-dyrkelse. May er født og opvokset i Mississippi, men tog til Florida for at optage pladen i et efter sigende hjemsøgt hus. Om spøgelserne holdt ferie, da May var på besøg i huset, eller om de bare var genfærdene af Dennis og Carl Wilson vides endnu ikke, men ‘hjemsøgt’ er i al fald ikke et oplagt adjektiv at bruge til at beskrive Mays Beach Boys-dyrkende indiepop.

May byder lytteren velkommen på “Turn Up the Speakers” med en opfordring til at skrue op for lyden og ned for lyset. Han har nemlig noget på hjerte, han gerne vil præsentere. Set i sammenhæng med numrene på pladen virker dette dog som lidt sær opfordring, da lyden emmer af varme og solskin, ikke af kulde og mørke. Bortset fra blæserne har May har indspillet alle instrumenterne på pladen selv, og hans vision med musikken er også meget tydelig: gennemarbejdede melodier, stor og detaljerig produktion samt nostalgiske tekster om ungdom, ensomhed og ugengældt kærlighed. May har en usædvanligt behagelig stemme, der lyder som en blanding af Brian Wilson, Stephin Merritt og Noah Lennox, og hans vekslen mellem croon og falset vidner også om en mand, der ved, hvordan vokalmelodierne skal leveres.

May har sit fokus på 60’ernes psychpop, men der hives også inspiration ind fra amerikansk soul, funk og disco. Dette høres tydeligst i “Born Too Late”, der blander trommemaskiner, funkguitar og -bas med lette violinstrøg og leadsynths. Det er dog også på dette nummer, at man for alvor begynder at lægge mærke til pladens største svaghed: teksterne. »When I’m sleeping late at night / I can’t help dreaming that you would be mine / But you’re not by my side,« lyder det, og det er blot ét af mange eksempler på Mays banale tekstarbejde. Når musikken allerede ikke ligefrem oser originalitet, kræver det bare noget mere af teksterne end denne form for teenagepoesi.

May går hele vejen med Pet Sounds-dyrkelsen på “It Takes a Long Time”, hvor pianoet følger samme akkordrundgang hele nummeret igennem, vokalerne konstant bakkes op af »ooohh«-kor, og hornsektionen er klar med support, hver eneste gang May ikke selv synger. Det er lige så udfordrende som et vilkårligt Jack Johnson-nummer, men det varme lydtæppe er samtidig fuldt af beroligende 60’er-nostalgi, som fungerer rigtig godt her og lader savnet af kant og følelse ligge for et stykke tid.

Nok er Dent May optaget af fortiden, men han burde fokusere lidt mere på fremtiden. På trods af at Warm Blanket er et velspillet, velproduceret og et ovenud behageligt lyt, kommer de banale tekster og manglen på originalitet til at dominere for meget. May opfordrede lytteren til at slukke lyset og lytte efter i “Turn Up the Speakers”, men Warm Blanket fungerer langt bedre som venlig baggrundsmusik, hvilket jo må siges ikke at være hans intention. Han har alle ingredienserne til at lave en interessant plade, så man må bare håbe på, at han i næste omgang tør udfordre sig selv, da det ellers bare bliver for poleret, ufarligt og ligegyldigt.

★★★☆☆☆

Deltag i debat