Plader

Disappears: Era

Skrevet af Jonas Sørensen

Disappears’ seneste plade er en kombination af postpunk, krautrock og støjrock, der består af mange gode elementer, men ikke imponerer voldsomt.

Der er noget meget elegant ved måden, Disappears åbner deres seneste plade, Era, på. Først nogle sekunders lavmælt feedback-skrigen og dernæst en basgang, der kunne have resulteret i et fint lille stykke popmusik. Denne forventning destrueres fuldkomment, da lytteren bombarderes af en tyk mur af guitarstøj og trommesmadder, der som sådan fortsætter resten af nummeret, mens det konstant vokser til større, mere intense højder. Dette føles grundlæggende som en undergravning af popmusik, men er desværre ikke gennemgående for hele pladen.

Disappears’ lyd på Era er et middelpunkt mellem støjrock, der umiddelbart genkalder Sonic Youth (hvilket får det til at give fin mening, at SY-trommeslager Steve Shelley spillede med Disappears et års tid), en krautrocket tilgang til monotoni og repetition samt en grad af postpunkens atmosfæriske og tematiske kvaliteter.

Pladens længste nummer, “Ultra”, er et bæst på ni et halvt minut, hvor en rytmisk fast basgang bestående af to toner er gennemgående hele vejen. Det samme er stortrommens maskinelle dunken i takt med bassen, alt imens forsanger Brian Case gentagende mumler »If you go, I go.« Det lyder umiddelbart ensformigt – og bevares, det er det også – men effekten er trancefremkaldende som god kraut.

“Weird House” følger lidt i samme stil. Case gentager her ordene »From my house to your house to my house to a new house«, men med et tilbagevendende mellemspil, der komplet ændrer stemningen. Dette nummer viser desuden, hvor Disappears’ største styrke ligger: De er grundlæggende bedst, når tempoet er højt. “Weird House” er ikke det mest energiske på pladen, men der er en klar fornemmelse af kraft i hvert slag, og Cases vokaler er her ikke en mumlen. Tværtimod forøger den rytmiske, opbrudte og skarpe levering af ordene sangens energi.

På “Elite Typical” illustrerer Disappears desuden en stærk sans for groove med en stærk rytmesektion, der accentueres af adspredt guitar, mens Cases vokaler synes at hive nummeret fremad, som de langsomt stiger i intensitet til en vred, frustreret råben. Nummeret er lige knap otte minutter langt, men formår alligevel at holde lytteren interesseret hele vejen igennem, primært ved hjælp af et tilbagevendende, bas-baseret hook, der optræder en gang imellem som et godt brud med monotonien.

Der er således også med den begrundelse, at sange som titelnummeret og “Power” synes at falde til jorden. Som udgangspunkt er alle de elementer, der optræder i højdepunkter til stede, men der mangler den energi, der kan rive lytteren med. Endvidere synes problemet gennemgående at være, at sangene ofte er gode og består af mange skønne elementer, men aldrig når meget højere op end det. Der er en god portion at komme efter og opleve på Era, men aldrig nok til at inspirere eller imponere.

Misforstå mig ikke, Era er en rigtig god plade. Disappears viser en stærk sans for dynamisk sangstruktur, og der er variation nok i måden, som guitarstøjen bliver brugt på; det er aldrig en overskyggende mur af lyd, som shoegaze og støjrock så ofte er, og som endnu oftere hurtigt bliver trættende. I stedet er pladen gennemgående atmosfærisk, og dertil kommer den stærke sans for motorisk fremdrift og sammenlåste grooves. Resultatet er en plade, der er et lyt værd, om end den ikke er så interessant rent kulturelt eller emotionelt.

★★★★☆☆

Deltag i debat