Plader

Gauntlet Hair: Stills

Den 12. august valgte den amerikanske duo Gauntlet Hair at gå hver til sit. Inden da nåede bandet dog netop at udsende sit andet album. Stills er en noget mere rocket og ligefrem plade, som dermed bryder med den klassiske psychpop-inspiration fra forgængeren. Det overordnede udtryk er imidlertid en kende ufokuseret og kun mildt mindeværdigt.

Kun fire år nåede den amerikanske duo Gauntlet Hair at eksistere, før de to bagmænd, Craig Nice og Andy Rauworth, trak stikket og forlod den musikindustri, som de i 2010 entrede med ep’en Out Don’t…. Siden nyheden nåede internettet den 12. august, har det stået aldeles vagt til med information om årsagen til bruddet, men aflysningen af en ellers forestående turné med drengene fra Surfer Blood vidner om, at historien er god nok. Man må dog glæde sig over, at duoen netop nåede at udsende Stills, opfølgeren til den eponyme albumdebut fra 2011.

Gauntlet Hairs lyd er tydeligvis sammensat af adskillige lag af elektroniske fragmenter. De når aldrig samme tekniske formåen som postdubstep-virtuoser som Mount Kimbie og James Blake, men det synes på Stills heller ej på nogen måde at være ambitionen. Gruppen tager snarere udgangspunkt i rockgenrens ukomplicerede 4/4-beatkonstruktioner og guitarer ladet med tung distortion. Hvor udtrykket på albumdebuten var lettere udsvævende, er det nyligt udsendte materiale af en noget mere ligefrem og hårdtslående karakter.

Albummet indledes med den dystre ”Human Nature”, der er kendetegnet ved et tungt rockende beat fremført på elektrisk guitar. Med ensformige, dæmpede anslag dannes en bund, som langsomt tilføres lag af udsvævende synth- og guitarflader. Dynamikken er konstant voksende, og snart indtræder duoens messende vokaler: »When it comes out / it’s all I see / that’s when you tell me / it’s just your human nature«, reciterer de i kor, og senere underbygges det af et tight, discoinspireret beat – nu fremført på trommer. Slutteligt kulminerer nummeret i en ren melankolsk dancerock-eksplosion. Den udtryksmæssige forskel i forhold til debutalbummet er markant: Hvor lyden på albummet fra 2011 var karakteriseret ved at være underlagt et uldent tæppe af støj – primært frembragt ved adskillige lag af reverb-effekter – er lyden på opfølgeren langt klarere, og beatene fremstår knivskarpe.

Tendensen fortsætter på de følgende numre, hvoraf ”Bad Apple” er det nummer, som tydeligst lægger sig i slipstrømmen af indledningsnummeret. Her er discoinspirationerne i særlig grad bevaret, omend særligt nogle gennemgående synthanslag bidrager til et kitschet udtryk. Modsat bliver man på ”Simple” kastet ud i et rent inferno af guitarknas og tunge basgange, mens ”Spew” bærer stærkt præg af et spøjst, jazzinspireret akustisk bastema. Idéen er meget sjov, men risikoen er overhængende for, at gimmicken løber af med nummeret. Godt nok er nummeret i sig selv et spændende forskningsprojekt udi discorockens afkroge, men på et album, hvis indledende udtryk synes en smule svært at definere, er bidraget mindre spændende.

Hvor albumdebuten bar tydelige præg fra Merriweather Post Pavillion-æraen, virker det, som om Gauntlet Hair på Stills endnu en gang forsøger sig med at træde i Animal Collectives fodspor. Ligesom syrekollektivet på deres seneste album vendte tilbage til en mere hårdtslående og rocket vinkel på psych-genren, er (eller var) Gauntlet Hair på vej i samme retning, skønt de Brooklyn-funderede syrepoplegender besidder kvaliteter, som naturligt er svære at leve op til. Særligt anden halvdel af det ellers sølle 31 minutter lange album halter, og på afslutningsnummeret ”Waste Your Art” klapper fælden for gruppen, der slutteligt sætter alt ind på at gøre et vedvarende indtryk. Nummeret er stopfyldt med adskillige instrumentale spor og samplinger, mens Nice og Rauworth gennem mikrofonen vrængende gentager sangtitlen. Kompositionen når bare aldrig rigtigt den samling, som er nødvendig med en så overdådig produktion, og slutresultatet bliver en noget rodet affære.

Kun i ”New to It” finder Gauntlet Hair for alvor den formel, som åbner op for noget, der både er originalt og kompositionsmæssigt særdeles vellykket. Her passes en funky basgang sammen med et nærmest utilgængeligt elektronisk beat. Hvor sammenblandingen i første omgang virker usammenhængende, kommer der nyt hold på tingene, når Rauworth og Nice begynder at synge i samme melodi som bassen, som var den sangens helt gennemgående tema. Ind imellem opløses spændingen af omkvædet, hvor krystalklare synths pludselig dominerer lydbilledet, mens en stønnende andenstemme underneden hæst ligger og kradser huller i den polerede overflade. Kontrasten mellem omkvæd og vers er skarp, men fungerer – delvist takket være hyppige breaks med percussion-eskapader tilsat oceaner af rumklang. Produktet er sært, originalt og mest af alt utroligt iørefaldende.

Slutteligt må man dog konstatere, at det i virkeligheden ofte synes at forholde sig således, at det mest af alt er i kraft af andre kunstneres forarbejde, at de fleste kunstnere formår at tilkæmpe sig en plads i musikmediernes spotlys. Det sker, når førhen ukendte barrierer brydes, og et nyt lydudtryk åbenbares, hvorefter alverdens musikblogs ikke kan få nok og hungrer efter mere. Efter Gauntlet Hairs opløsning må man nok erkende, at netop denne amerikanske duo langt hen ad vejen var et sådan navn. I 2011 lagde de sig i slipstrømmen på neopsykedelikaens bannerførere som Deerhunter, MGMT og allerede nævnte Animal Collective, og det blev der et ganske hæderligt album ud af. Siden er bølgen så døet en smule ud, og det har efterladt Gauntlet Hair i en form for identitetskrise. I al fald er det, som om udtrykket på Stills aldrig formår entydigt at pege i nogen særlig retning, og at det overordnede udtryk følgeligt forekommer en anelse ufokuseret. Det er en skam, da flere af numrene enkeltvis besidder høj musikalsk kvalitet.

★★★☆☆☆

Deltag i debat