Plader

Georges Vert: An Electric Mind

Skrevet af Jonas Sørensen

Georges Verts debutplade er en samling synthdrevne numre, som genkalder italodisco og uden at være voldsomt fascinerende dog har en del gode kvaliteter.

Jeg læste engang en anmeldelse, der problematiserede, at musikanmeldere har en tendens til at fokusere primært på originalitet, når de vurderer elektronisk musik. Idéen er vel også fair nok; elektronisk musik er fundamentalt futuristisk og har altid stræbt efter at lyde fremadrettet. I løbet af de sidste par år har der så omvendt været en større grad af retro-fetichisme: bevægelser tilbage til klassiske metoder for komposition af elektronisk musik.

Det er så her, Georges Verts debutplade, An Electric Mind, kommer ind i billedet. På denne bevæger Vert sig rundt i en lyd, der primært genkalder 70’ernes tidlige synth-æra med analoge synths og en meget atmosfærisk og dynamisk tilgang til melodi og harmoni. Trommemaskiner leverer underlaget, mens oscillator efter oscillator danner rammen for musik, der mere end noget andet, jeg har hørt for nylig, lyder elektronisk.

Det atmosfæriske, synthdrevne titelnummer åbner pladen med et væld af syntharpeggioer, elektrisk slideguitar og et fremdrivende italo disco-beat, der vækker mindelser om Drive-soundtracket, mens de lange synthtoner trækker tråde til Pink Floyds Richard Wright anno Wish You Were Here. Det er elegant, poleret, spacey, men mest af alt utroligt retro-klingende.

“Sue Le Vif” er et fandens funky, nærmest jazzet nummer, der dog grundet valget af synth mest af alt lyder som en mærkværdig art dansemusik for elevatorer. En groovy basgang er gennemgående for hele nummeret og er den primære drivkraft, mens Vert soloer hen over på keyboard. Trommerne er her analoge og ekstremt velspillede med en større grad af finesse i forskellige fills. Problemet er, at den eneste kvalitet, der ikke er statisk, er Verts nærmest virtuøse, men fuldkomment følelsesforladte soloarbejde, der bare ikke er nok til, at man forbliver interesseret og revet med.

I andre numre bevæger Vert sig i helt andre retninger. F.eks. er “Pegasus Dub” for så vidt et rimelig ligetil dub-nummer. “Leo Minor” er dels fransk house, dels disco, mens “Jovan Freak”, et af højdepunkterne på pladen, er noget af det mest funky, jeg har hørt i nyere tid, primært grundet nogle helt igennem sublime bongotrommer, der elegant accentuerer beatet. Afslutteren “Interrupter Jones” er et hymnisk nummer, som sagtens kunne være soundtracket til en actionfilm fra 80’erne.

Jeg sætter pris på Georges Verts benyttelse af klassiske elementer, og han er uden tvivl en dygtig producer. Problemet er blot, at det hverken er interessant nok musikalsk eller frembringer nogen form for emotionel respons. Jeg er sikker på, at jeg ville kunne danse til det, men andre steder lyder det hele næsten grinagtigt uddateret. Og nu hvor vi har Daft Punks Random Access Memories som et betydeligt bedre 70’er-throwback, kan jeg ikke betragte An Electric Mind som andet end blot en okay plade. Den har sine kvaliteter, men bare ikke tilstrækkeligt til at holde mig fokuseret, om der nok er meget at hente for store fans af genren.

★★★½☆☆

Leave a Reply