Plader

GRMLN: Empire

Skrevet af Klaus Thodsen

Japansk-californiske GRMLN har sendt debuten Empire ud til folket. Det bliver til ni korte, skramlede og distortede numre, der ikke byder på det helt store.

Yoodoo Park er hovedkraften i bandet. Han synger og skriver sangene, han spiller guitar, og så er han japansk-californisk. Det er hans bror, Tea San Park, sikkert også, men han spiller til gengæld bas. Keith Frerichs er såvidt vides bare californisk, og han giver den på trommer. Tilsammen udgør de GRMLN, og deres debutalbum, Empire, er nået hele vejen over Atlanterhavet til mit kaotiske skrivebord.

Jeg kan lige så godt være ærlig og sige, at der ikke er synderligt mange roser på vej herfra til Orange County. Det skulle da lige være, at GRMLN meget fint har fanget den stemning, jeg forestiller mig, der hersker i Orange County og omegn; det der ubekymrede “solen skinner/light øl under armen”-indtryk, man får af den californiske ungdom, når man sidder helt herovre i Danmark og ser på sit tv. Også selvom man jo ikke rigtig tror på, at det i virkeligheden er sådan.

Og jeg tror heller ikke på GRMLN. De kan nemlig kun ramme én stemning, men de kan ikke rigtig skabe den, hvilket er en væsentlig forskel. Det hele er overstået på 23 minutter, men det føles alligevel langtrukkent, da hovedparten af pladens ni numre har en slående lighed med hinanden. Der er meget lidt, der virkelig adskiller det ene fra det andet, og personligt mister jeg hurtigt interessen. Længe er mit mest opløftende øjeblik ved Empire nok det første minuts tid af åbningsnummeret ”Teenage Rhythm”, indtil koret og omkvædet går i gang. Indtil da må jeg indrømme, at jeg havde en god fornemmelse med denne plade, men herefter gik det ned ad bakke.

Yoodoo Park har skrevet det meste af albummet, mens han som en anden Dylan McKay både pjækkede fra universitetet og mistede troen på kærligheden. Det vækker jo unægtelig minder om de gode, gamle dage i ”1993”, dengang sommeren bare var en lang perlerække af ”Summer Days”, og man måske var så heldig at finde lidt ”Coastal Love” nede på stranden. Men fiktive fortidsminder er bare ikke nok til at redde Empire i det lange løb. For mig drukner det hele i den uendeligt ensformige distortede guitar, de mange rytmeskift og det mudrede lydbillede, der som nævnt gør alle numrene så ens.

På nær de sidste to skæringer, for her sker der efter næsten 18 minutter langt om længe noget nyt. Måske er nyt ikke det rigtige ord, for ”Cheer Up” lyder som alt andet end nyt. Vi er nærmest tilbage i 50’erne, og Park crooner helt nostalgisk derudaf. Et opløftende afbræk. Det samme er det afsluttende ”Dear Fear”, et helt afslappet og afdæmpet akustisk nummer, hvor Park gør det, han måske nok gør bedst, nemlig tager den med ro og spiller dagens melodi. Uden tvivl pladens bedste nummer.

Det er i bund og grund en skam. Inden jeg overhovedet kommer til højdepunktet på Empire, har jeg mere eller mindre opgivet at høre mere. Ja, der er godt med energi på, men der er ikke så meget andet. Melodierne, teksterne og hele udtrykket kommer trods fart og tempo overhovedet ingen steder – ikke før helt til sidst med ”Dear Fear”, hvor man næsten fornemmer, at også Park selv er blevet træt af det. Lytter man til Empire, kan man tydeligt fornemme et potentiale, men i denne omgang kommer det kun meget kortvarigt til udtryk.

★★☆☆☆☆

1 kommentar

  • Jeg får ikke ligefrem lyst at høre pladen, men beskrivelsen af Dyaln Mckay og 1993 giver mig lidt lyst til at se Berverly Hills og være 17 år igen.

    Velskrevet må det siges!

Deltag i debat