Jeg har lukket mig inde i et fremmed univers. Et univers, der omslutter mig med intense rytmer, jagende lydbilleder og mystiske historiefortællinger. Et særligt univers, der tager mig langt væk fra al hverdagstrummerum og luller mig ind i en dyster dis. Host er en skandinavisk trio med mørke undertoner, der ynder at blande lydindtryk fra forskellige genrer, men som selv kalder musikken for avantgarde-acidrock. Udgivelsen er bandets andet album, og det ses også på den opfindsomme titel, Host II.
De 10 numre på albummet udforsker på sin vis hvert sit område, søger svar på hvert sit spørgsmål, men formår alligevel at skabe et samlet udtryk, der rykker ved mig uden at blæse mig omkuld. Det er lidt som at gå på opdagelse i en dyb kælder med hemmeligheder, hvor man aldrig helt ved, hvad man støder på. Instrumenteringen varierer fra at bestå af alt fra flakkende elektronisk keyboard (”Embrace And Misunderstand”, ”Thinking And Knowing”), intense, elektroniske trommespor (”Camus”) og orgel (”Order”) spædet op med alt fra horn til håndklap.
Det feminine input i trioen, Elou Elan, agerer det fine element i mørket. Hendes vokal er lys og klar og lægger et fortryllende skær over lyden, som eksempelvis på pladens anden single, ”Blue Fox”, hvor hun sammen med Kristian Funders dybe baryton danner et smukt og hjerteskærende udtryk. På ”Living By The Sword” lyder den kvindelige vokal nærmest som en operasangers i baggrunden, mens Funders dybe lyd bygger oven på en mørk guitarbund, og sammen skaber det en atmosfære, der ligesom titlen godt kan være lidt frygtindgydende.
Selvom genrerne blandes flittigt, er det, som om det elektroniske bidrag på en eller anden måde formår at samle trådene i en flot sløjfe uden at overdøve det samlede udtryk. Der er hovedsageligt tale om en plade, der er forholdsvist emo-dyster, men alligevel kan der hist og pist spores subtile popinput, som sammen med resten af indflydelserne i denne smeltedigel gør pladen til ganske interessant lytning.
