Plader

Janelle Monáe: The Electric Lady

Skrevet af Niklas Kiær

Anmelderdarlingen Janelle Monáe bevæger sig på sit andet album tilbage til fortiden for at sætte nutiden i det rette relief. Hun får besøg af Prince, Erykah Badu og Miguel og lyder som både Bo Diddley og Stevie Wonder. Opskriften er færre sci-fi-fortællinger og mere nærhed, mindre dystopi og mere retrofiksering. Men er det godt?

Det er efterhånden seks år siden, at en meget ung Janelle Monáe udgav Metropolis: The Chase Suite – første led i en plan om at udgive fire ep’er, eller ’suites’, der alle skulle fortælle om androiden Cindi Mayweathers dystopiske kamp for retten til kærlighed og til at være sig selv. Da Monáe efterfølgende blev signet af Bad Boy, overbeviste selskabet hende om, at lp-formatet var vejen frem, men hun holdt alligevel fast i sin vision, ved at hendes to efterfølgende albums er udgivet som en slags dobbelt-ep’er med to forskellige sider, hvor instrumentale passager kaldet ouvertures markerer en overgang til et nyt suite.

Det første reelle album, The ArchAndroid, var Monáes helt store gennembrud. Hun blev belønnet med utallige fem- og seks-stjerners anmeldelser for sin kombination af koncept, talent og stor musikalsk forståelse. Albummet gav hende nok opmærksomhed til at kunne tage på verdensturnéer og blandt andet besøge Roskilde Festival to år i træk.

Det højkonceptuelle ved albummet, al snakken om androide-kærlighed, fik muligvis anmelderne til at kaste sig i gulvet, men pladens salgstal var skuffende. I kølvandet på denne skuffelse gik Monáe i tænkeboks. Hun udtalte selv op til det nye album, at hun ikke rigtig vidste, hvorhen hun ville føre fortællingen om Cindi Mayweather efter The ArchAndroids ambitiøse dommedagsfortællinger. Inspirationen til det kommende album kom i stedet fra hendes egne koncertoptrædener, hvor hun på scenen malede en kvinde på et lærred (som de heldige Roskilde-gæster ved) uden at vide hvorfor. Hun fandt frem til, at disse malerier måtte betyde noget, og døbte kvinden ‘The Electric Lady’.

Albummet blev født ud af disse billeder, og The Electric Lady er således fjerde og femte suite i fortællingen, men opskriften er blevet ændret en smule. Narrativt er albummet en prolog til de tidligere udgivne album. Cindi Mayweather er endnu ikke robotternes Messias, men drømmer om at danse og elske verdens problemer væk. Fortællingen er ikke så skarptskåren som på de tidligere udgivelser, og der er således flere af numrene på pladen, der ikke nævner hverken ærkeandroider, en fremmed verden eller Cindi Mayweather, og fortællingerne lægger sig ikke så naturligt i forlængelse af hinanden som på The ArchAndroid. Universet etableres primært gennem de ret så morsomme ’skits’ med radioværten DJ Crash Crash og gennem virale kampagner på YouTube. Personligt er jeg vild med hendes univers og var umiddelbart skuffet over, hvad jeg tolkede som værende et kompromis med hendes vision. Men med mindre konceptualisering er fulgt mere frihed, og den mere løsslupne stil har resulteret i et helt andet album fra Monáes hånd.

The Electric Lady er også musikalsk en prolog, forstået på den måde at musikken er en slags kaleidoskopisk drømmesyn af alle de perioder, genrer og stilarter, der har inspireret Janelle Monáes lyd. Selv har hun i interviews sagt, at inspirationen særligt stammer fra Bo Diddley, som er en forfader til R&B-musikkens mange grene. Retrofikserede udgivelser har været i højsædet de sidste mange år, men pladen formår at holde sig fra de klassiske faldgruber, hvor målet om storslået hyldest oftest ender som billig efterligning. I stedet rækker Monáe ud til de mange, der er gået forud for hende, og formår at bygge ovenpå.

Første halvdel af pladen, “Suite IV”, har en stor genrediversitet og arbejder sig fra det ene tempo til det næste. Første reelle nummer er Prince-duetten “Give Em What They Love”, der symbolsk er først skridt på et album, som omfavner lytteren i en højere grad end forgængeren. Monáe har nemlig valgt at give lytterne alt det, de elsker. Førnævnte nummer er sexet og attitudefyldt med tunge trommer og et råt, rocket arrangement.

Nummeret arbejder sig gennem en smuk strygerovergang og ender i “Q.U.E.E.N.”, hvor Monáe fortæller alle hendes kritikere, hvor skabet skal stå. Det gøres over et repetitivt beat, der, takket være lækre musikalske detaljer, aldrig bliver kedeligt. Erykah Badu brækker det ned, som kun hun kan, før Janelle Monáe leverer nummerets klimaks i kraft af et imponerende rapvers, der inkluderer referencer til Marvin Gaye, det gamle Ægypten, studieingenøren Bernie Grundman, frihedskæmperen Harriet Tubman og selv sci-fi-forfatteren Philip K. Dick. Ved versets udgang kommer endnu et eksempel på de utroligt flotte overgange, som præger albummet. Både lyrisk og musikalsk går nummeret flydende og ubesværet til næste nummer, “Electric Lady”, der har Solange Knowles på kor.

Generelt er den første halvdel af The Electric Lady en utroligt legende affære. Fra 80’er-popduet med Miguel på “Primetime”, der formentlig kommer til at præge hver en radiostation i miles omkreds, til “Dance Apocalyptic”, der er ren Bo Diddley-energi og en hyldest til at smide tøjlerne og danse løs. Kun den lidt mondæne “We Were Rock & Roll” formår ikke rigtigt at flytte det store, mens den sensuelle latin-inspirerede “Look Into My Eyes” skaber den rette bro til albummets anden halvdel.

Anden halvdel, “Suite V”, er mindre iøjnefaldende og ikke lige så alsidig som den første del. Efter flere gennemlytninger er det dog i denne afsluttende del, at guldet virkelig skal findes. Særligt de tre numre “Can’t Live Without Your Love”, “Sally Ride” og “Dorothy Dandridge Eyes”, der er placeret lige efter hinanden, viser en stor forståelse for, hvad ‘god R&B’ vil sige. Teksterne er smukke, og leveringen ændrer sig fra nummer til nummer, men lyder aldrig som andet end Janelle Monáe selv. Og det uden at have nævnt moder-oden “Ghetto Woman”, hvor hun endnu en gang tyer til rappen, når der virkelig skal sættes punktum efter hendes tankevækkende tekster.

The Electric Lady er en tidslinje over R&B’ens opvækst. Den er Bo Diddley, Marvin Gaye, Jimi Hendrix, Prince, Stevie Wonder og meget mere, men vigtigst af alt er albummet Janelle Monáe. På trods af en blødere lyd, mindre sci-fi og en bredere palette af gæsteoptrædener får hun igennem albummets to halvdele og 67 minutter vist lytteren utroligt mange aspekter af sig selv som sanger og kunstner. Hendes bandmedlemmer og faste arbejdsfæller i deres kreative højborg Wondaland Arts Society, Chuck Lightning og Nate Wonder (til sammen Deep Cotton), samt den fantastiske guitarist Kellindo Parker bør alle nævnes, da de har en stor hånd i The Electric Lady fremragende musikalske eventyr. Produktionerne er lagrede med funk, disco, pop og punk, og aldrig lyder det formularisk. Særligt Parker formår at trække numrene op på et himmelsk plan i sine soli, introer og outroer og med sit generelt imponerende talent. Jeg kan ikke vente til udgivelsen af “Suite VI” og “VII”, der forhåbentlig byder på mere Cindi Mayweather og mere Janelle Monáe.

★★★★★☆

2 kommentarer

  • “Kun den lidt mondæne “We Were Rock & Roll” formår ikke rigtigt at flytte det store..” – Pliis tjæk jur dænglish bifår ju påblisj jur vrivjuv:

    Dansk – MONDÆN adj.
    præget af luksus, rigdom og elegance; populær blandt velhavende • fx om en bydel el. en forlystelse;

    Engelsk – MUNDANE
    adj. ordinary; not new
    adj. tedious; repetitive and boring

Deltag i debat