Plader

Kaskélot: Imba Ambra EP

Skrevet af Anna Møller

Kaskélot sætter uden tvivl overordentlig gang i dansegulvet ved enhver fredagsbar, men driver samtidig af triviel festskabelon og banalt oplæg.

Dengang jeg gik på gymnasiet, havde vi også et lokalt band, der spillede til stort set alle fester og var et hit hver eneste gang. De hed Hvor Klør Det og spillede vel en slags fjollet festfunk med tydelige referencer til Roben & Knud. Det var ikke voldsomt originalt, men det var effektivt og var den perfekte start på en løssluppen fredagsbar.

Lidt samme fornemmelse får jeg af det fem mand store band Kaskélot, der stammer fra Sydjylland og ikke de københavnske forstæder som førnævnte gymnasiedarlings. Formen på deres nye ep, Imba Ambra, er primært vokalløs funkjazz med kalypsorytmer, der med al sikkerhed er et hit i livesammenhæng. Det skal hverken megen fantasi eller Google-søgning til for at kunne se et dansende og svedende publikum i ekstase over de smittende rytmer, men selve forlægget er – omend effektivt – så også langt hen ad vejen uendeligt banalt. Kaskélots kompositioner svinger mellem det forudsigelige og det überkommercielle og synes på ep’ens første side som skabt til underlægningsmusik til ethvert supermarkedsrave. Hold da kæft, den mælk skal bare ned i vognen!

Især nummeret “Ladyboy” er som hældt ud af en gennemtæsket 80’er-synthpoppet ramme med en mere end trættende saxofonmelodi i front, mens åbningsnummeret “Bermuda Beats” derimod besidder overordentlig catchy saxofonmelodi og vanvittigt dansevenlige kalypsorytmer. Saxofonist Thøger Kersting Christensens bærende instrument overtager en form for ledende sirenemelodi, der både er smittende og banal i sin struktur, og på ep’ens første to numre er det saxofonen, der agerer musikalsk midterakse.

Anderledes ser det ud på anden side af den fire numre lange ep. “Rafiki pt. I” og “Rafiki pt. II” er mere (konservatorie-)jazzede i deres udtryk, og saxofonen træder her i baggrunden og vibrerer som en anden slangetæmmer, mens skift i rytmer og en mindre uigennemskuelig struktur er gode afbrækkere i forhold til ep’ens forudsigelige a-side. “Rafiki pt. II” ender i en slags stadionjazz og er samtidig ep’ens mest interessante nummer. Ikke et nummer, der får en halvberuset dansemus til at hoppe begejstret ud på dansegulvet, men derimod et velskrevet stykke musik.

Produktionen på Imba Ambra er overordnet set udmærket, men det er ærgerligt, at Peter Emil Fyrstenbergs trommer får en så maskinel fernis, at bækkenslag og lilletrommeslagene på eksempelvis “Bermuda Beats” ender lige så elektroniske i udtrykket som synthkeyboardet.

Selv skriver Kaskélot følgende på deres Facebook-side: »Fornemmelsen af at være æresgæst til børnefødselsdag, med promillen helt i vejret og benene ude af stand til at stå stille, skal være helt under huden«. Og det er – på trods af en lidt kluntet formulering – ret præcist beskrevet. Kaskélot er uden tvivl perfekte til det berusede og danseklare publikum, der bare skal give den gas til fredagsbaren. Det gør bare ikke deres numre mindre trivielle.

Note: Thøger Christensen, der spiller i Kaskélot, er tilknyttet Undertoner som skribent.

★★½☆☆☆

Deltag i debat