Plader

King Krule: 6 Feet Beneath the Moon

Med en stemme, der rummer lige så meget livserfaring som Tom Waits’, og efter adskillige års verseren på alverdens musikblogs udgiver King Krule sit debutalbum i en alder af bare 19 år. En debut, der trods enkelte produktionsmæssige fejlprioriteringer går balancegangen mellem relevans og avantgarde som kun sjældent set før.

At anmelde King Krules 6 Feet Beneath the Moon i dets egenskab af at være et debutalbum føles på mange måder forkert. Oftest er en kunstners første fuldlængdeudgivelse omgærdet af en smule mystik; her nuanceres det udtryk, som omverdenen endnu kun har fået små smagsprøver på, og artistens vedkommenhed bliver for alvor sat på prøve. Disse forhold gør sig dog ikke gældende med hensyn til den britiske teenager Archie Marshall, som i musikbranchen bedst kendes under det majestætiske synonym King Krule.

For trods den beskedne alder af bare 19 år har han efterhånden gennem nogle år sat væsentlige aftryk i den musikalske undergrund. Således har han siden udsendelsen af den eponyme debut-ep fra 2011 fyldt en del i spalterne hos adskillige prominente musikblogs. Heriblandt kan nævnes Pitchfork, der i den grad har gjort sit for at hive den splejsede britiske knægt op fra Londons forstæder og i bogstaveligste forstand ind på den internationale scene. Allerede som 17-årig spillede han – med store roser til følge – på sitets egen festival i Chicago.

Uanset Pitchforks ihærdige hype fører et par rappe klik på Bandcamp hastigt til den konklusion, at King Krules musikalske udtryk helt grundlæggende står i vejen for et egentligt kommercielt gennembrud. Med en lyd, der dyrker skæve tonesammensætninger, og en vokal, der konstant befinder sig i grænselandet mellem croon og arrig vrængen, siger det umiddelbart sig selv, at Marshall næppe vil kravle langt op ad nogen hitlister. Dertil er hans lyd ganske enkelt ikke egnet.

Af denne grund var der også mange, som spærrede øjnene (og ørerne) op, da den kritikerroste britiske postdubstep-duo, Mount Kimbie, tidligere på året annoncerede hele to samarbejder med det nu 18-årige stortalent i forbindelse med deres nyligt udsendte album. Med kærligheden til skæve rytmer og de-tunede toner som fællesnævner syntes samarbejdet at være et perfekt match, og da pladen endelig kom frem, var roserne da også store. Og forventningerne til King Krules debutalbum voksede yderligere.

Med hele 14 numre gør Marshall på 6 Feet Beneath the Moon sit for at indfri dem. Første skud i bøssen er den spartansk instrumenterede “Easy, Easy”, der på trods af en spilletid på knap tre minutter og bare to guitarspor til at underbygge vokalen, rent dynamisk når at afdække alle dele af spektret. Her er opskriften med andre ord den samme, som da Marshall første gang stak sit rødhårede hoved frem under sit daværende Zoo Kid-alias: Den karakteristiske rå vokal serveres utildækket og uafhængigt af alskens effekter og instrumentalarrangementer og får således på ganske effektfuld vis lov til at spadsere ind i de allerdybeste afkroge af lytteren.

Den generelle beslutning om at placere Marshalls vokal helt fremme i lydbilledet fungerer upåklageligt af flere årsager. Dels er det en helt åbenlys kendsgerning, at King Krules vokal besidder en klang, der gør ham vedkommende som kun få i sin tid. Dernæst når kvaliteten af hans stemningsmættede lyriske hverdagsbetragtninger også til tider højder, der kun er få kunstnere i hans alder forundt. Heriblandt kan ovenstående nummer passende nævnes. Med en passage som »Oh no I should’ve kept my receipts / ‘Cause the sandwich I bought / Yeah, it’s been off for a week / And Tesco’s stealing my money« indfanger han med et glimt i øjet forstadsproblematikker uden nogensinde at gøre grin.

Det falder naturligt at definere King Krule som en art forstadens melankolske stemme. Netop teksternes historiefortællende karakter og inddragelsen af trivielle hverdagsobservationer tydeliggør dette. Ikke desto mindre trækker det musikalske udtryk også på sammensurium af elementer fra undergrundsscener verden over. Dette eksemplificeres muligvis bedst i den tempofyldte “The Krockadile”, hvor Marshall hamrer jazz-akkorder ud af sin guitar med en noget smadret lyd til følge. Underneden ligger et hurtigt beat, som til tider suppleres af elektroniske kicks og sci-fi-synth, og vokalmæssigt bevæger Marshall sig konstant i spændingsfeltet mellem ond croon og street-smart storbyrap. Det er tydeligt, at King Krule ser stort på genrekonventioner, og langt hen ad vejen kommer denne indstilling debutalbummet til gode.

Det er som nævnt ingen hemmelighed, at debutalbummet har været ganske lang tid undervejs. Af samme årsag har der også lusket sig en del gamle kendinge om bord på den 52 minutter lange plade. Enkelte kan dateres helt tilbage til begyndelsen af Zoo Kid-tiden, og en lille håndfuld numre, som eksempelvis “Has This Hit?” og “Out Getting Ribs”, har allerede gennem de seneste år i King Krule-regi fået nyklassiker-status. Samtlige skæringer er blevet vredet gennem studiet endnu en gang, og i de fleste tilfælde er det desværre ikke for det bedre.

Både “Ocean Bed” og “Has This Hit?” synes relativt uberørte, om end den hjemmeproducerede lofi-charme i begge tilfælde er totalt fraværende, mens det står noget værre til med den noget nyere “A Lizard State”. Hvor King Krules turborim samt en mystisk Grandmaster Flash-kitschet produktion gav 2012-versionen en skæv snert af hiphop, er udtrykket fra udgaven på 6 Feet Beneath the Moon et helt andet. Væk er slagbassen og de stakkerede synth-syreudladninger, og ind er i stedet kommet et helt blæserorkester. Eksperimentet er i sig selv ganske spændende, men matcher ikke King Krules rå vokal i samme grad som den ældre indspilning.

Lader man 6 Feet Beneath the Moon rotere et par omgange på pladespilleren, skal man stille sig mere end almindeligt skeptisk an for ikke at spå King Krule en stor fremtid. På trods af et par svipsere i produktionen, som Marshall kun til dels kan klandres for, har han en i alder af bare 19 år (18 under indspilningerne) begået et af 2013’s mest vedkommende album. Den noget utilgængelige lyd, som prægede de tidlige Zoo Kid-indspilninger, er blevet mere poleret, uden at Marshall på noget tidspunkt giver fuldkomment køb på sine særkender. Om man så vil definere lyden på albummet som soul, darkwave eller bare indie, kan der ikke herske nogen tvivl om, at King Krules avantgardeudtryk må betragtes som en decideret hjertestarter for en singer/songwriter-tradition i respirator.

★★★★★☆

Deltag i debat