Plader

Peder: Ghost of a Smile

Skrevet af Niklas Kiær

Radiovært, satiriker, fotograf, selvlært skuespiller, hiphopper, triphopper og nu også fuldblods-singer/songwriter. Peder er ude med sit tredje soloalbum, hvorpå han udbygger perlerækken af talenter med en hel plade dedikeret til solosang. Kan stemmen bære i de dystre og melankolske produktioner?

Gennem de sidste 15 år har Peder Thomas Pedersen været både alle steder og ingen vegne. Han har haft en hånd i film, tv-serier, fotografi, julekalendere, radiosatire, hiphop-remixes og filmscores og har udgivet to albums i eget navn. Alligevel er det et fåtal, der vil nikke genkendende til navnet og bedrifterne, mens ansigtet i øjeblikket mest af alt er kendt fra Yousee-reklamerne i fjernsynet.

Som solokunstner har Peder tidligere udgivet to plader, And He Just Pointed to the Sky… og opfølgeren Dirt & Gold, der viste en ny side af musikeren. Den tidligere hiphop-producer med særlig fornemmelse for nakkebrækkende beats begik sig nu i jazzet triphop indhyllet i melankoli, stilhed og nynnende korsang. Med hjælp fra en perlerække af sangere skabte han et filmisk univers fyldt med triste fortællinger og instrumentale numre, der virkelig viste en dybde og seriøsitet, der ikke lød som noget andet.

Debutalbummet, der blev skabt ud fra mantraet ‘ingen trommer’, er en af mine absolutte personlige favoritter, og på trods af en blandet modtagelse fik den en nominering til Steppeulven for Årets Bedste Album og en overraskende, om end midlertidig kommerciel succes med radiohittet “White Lilies”, der blev gæstet af Ane Trolle. Efterfølgeren genintroducerede de hårdtslående trommer, men byggede videre på lignende lydbilleder fra forgængeren. Resultatet var et mindre helstøbt, men stadig umådelig lækkert album, der igen fik kombinationen af dygtige gæstesangere og instrumentale sidespor til at gå op i en højere enhed.

Ét nummer skilte sig dengang ud fra formlen. “Light Years” passede glimrende ind i den atmosfæriske produktionstil, men på trods af at nummeret ikke var tilført en gæstesanger, var det ikke et instrumental. For første gang på plade sang Peder sine egne tekster over sine egne numre med sin egen stemme. Et monumentalt øjeblik for enhver musiker. Lige præcis sangen er blevet temaet på Peders seneste album Ghost of a Smile. Peder folder sig for første gang ud som singer/songwriter over et helt album og synger således på otte af albummets 10 numre.

Albummet begynder med titelnummeret “Ghost of a Smile”. Nummeret er en poetisk hymne leveret henover en redigeret udgave af “Timetakesthetimetimetakes” fra debuten, der har fået en omgang støvet saxofon tilføjet, som står som glimrende modspil til Peders vokale optræden. Peders skrøbelige stemme glider fint henover nummeret, men det er teksten, der virkelig får nummeret til at stå stærkt. En tragikomisk historie fortalt i charmerende detaljer giver den lækre produktion ekstra liv og ‘remixet’ er en velvalgt åbner.

Duetten “Let’s Pretend” med nykomlingen Emma Sehested og “Kill the Fire” viser en anden side produktionsmæssigt, med et højere tempo og en karnevalagtig stemning, mens “Kiss Me” og “Skin & Bones” er slæbende fortællinger i samme stil som åbningsnummeret.

Som sanger er Peder desværre for begrænset til virkelig at få pladen til at fungere hele vejen igennem. Selvom mange af numrene er rigtig stærke isoleret set, så er det tydeligt at mærke, at teksterne og produktionerne ikke helt får samme liv, som når Jacob Bellens, Dean Bowman og lignende kommer på besøg. Dette mærkes særligt på “Dead of the Past” og den nynnende “Miss Clarelli”, der stagnerer en smule og ikke rigtig formår at skabe den fremdrift og filmiske atmosfære, der ellers findes så levende i Peders musik. På trods af manglerne i vokalen formår han oftest at leve højt på sin charme, og med en god fornemmelse for egne begrænsninger sørger Peder for ikke at komme ud, hvor han ikke kan bunde vokalmæssigt.

Hvor Peder har sine begrænsninger som sanger, virker han til kun at vokse som producer for hver gang, man hører fra ham. De to instrumentaler “Slob” og “Bedre held næste gang” er således også pladens helt store højdepunkter, der arbejder i skellet mellem orden og kaos, mellem det smukke og det grimme. Peder bruger effektivt stilheden som dramatisk element i sine filmiske kompositioner til at skabe smukke og triste stemninger, der gradvist forvrænges og forandres, som nummeret løber frem.

Det er måske ikke helt tilfældigt, at Peder har valgt spøgelset til at indgå i albummets titel. Peders produktioner har tidligere været beskrevet som festmusik for spøgelser, selv synger han skrøbeligt og uhyggeligt, og på mange måder har den allestedsnærværende produktivitet og samtidige usynlighed generelt givet hans karriere en spøgelsesagtig karakter. Man siger, spøgelser eksisterer, fordi de forlod deres liv, mens de stadig havde uafklarede sager og noget, de mangler at få færdiggjort. Med Ghost of a Smile har Peder bevæget sig ud i endnu en kunstform, og på trods af uperfektheder, så kan sang regnes for endnu et af en fantastisk mængde af talenter, Peder besidder. Forvandles Peder til et spøgelse, er det i hvert fald ikke mandens egne talenter, der er forblevet uafklarede.

★★★★☆☆

Deltag i debat