Plader

Pharmakon: Abandon EP

Pharmakon er den 22-årige newyorker Margaret Chardiets bandalias. Under det navn spreder hun om sig med musikalske udfald af den mest utilgængelige slags. Der er elektronisk støj for alle pengene, hvilket er både dragende, overraskende og interessant, men det er bestemt ikke for alle.

Newyorker-fænomenet Pharmakon befinder sig dybt nede i den sorteste kælder; der, hvor fugten driver ad væggene, og luften emmer af råddenskab. Her vælter den 22-årige Margaret Chardiet sig rundt i et gedigent horror-univers, der musikalsk består af lige dele psykopat-skrigeri, elektroniske dronerier, dommedagstrommer og hvid støj. Med ep’en Abandon har hun kreeret noget, der i min optik snildt kunne fungere som venteværelsemusikken i Helvedets forgård. Stilen er den samme som på de tidligere og særdeles sjældne cd-rom- og kassettebåndudgivelser, men med selskabet Sacred Bones i ryggen præsenterer Pharmakon sig nu for et bredere publikum.

Abandon skriges bogstaveligt talt i gang med ”Milkweed/It Hangs Heavy”, og så er der så at sige skåret for. Herfra vokser nummeret og udbygges med lydflader så skarpe som barberblade og en vokal, der er distanceret gennem et tykt lag af forvrængning. Vi er i rendyrket noiseland, og her er i sandhed langt til noget som helst, der minder om traditionel sangskrivning. Jeg har sjældent hørt en sanger som Chardiet, for når hun går til makronerne, lyder det næsten, som om hun er ved at skrige samtlige indre organer op i processen. Der er virkelig skrald på. Nummeret starter med fuld skrue på støjen, men ender ud i kun at bestå af vokalen, et par vedvarende, højpitchede strygere og en ditto, der arbejder på den samme ene tone i den dybe ende af registeret. Det er særdeles stemningsfuldt på en foruroligende måde. Egentlig virker det, som om der mangler noget i lydbilledet, og fornemmelsen af fravær svæver over det hele, fordi der ikke er gennemgående akkordrundgange eller tonale figurer som sådan. Det hele er holdt til anslag af enkelttoner, skrig og støj.

Det samme er gældende i ”Ache”, hvor lydene igen fordeler sig ligeligt mellem en dyb tone, der anslås igen og igen, og nogle vedvarende lysere klange. Herimellem ligger vokalen, der besidder samme skærebrænder-kvaliteter som i åbneren. Musikalske slægtninge kunne eksempelvis være Swans, når de er allermest dystre, men også navne som Throbbing Gristle og Wolf Eyes melder sig i associationsrækken.

På ”Pitted” og ”Crawling on Bruised Knees” er musikken udvidet med et rytmespor, og det er med til at løsne lidt op på udtrykket; bare en millimeter eller to. Førstnævnte droner løs, mens Chardiet for en kort bemærkning lægger skrigeriet på hylden og for første gang kaster sig ud i egentlig sang. Variationen udebliver i de første fem minutter, og i stedet køres der løs på de samme tonale gentagelser. Det fremmaner en hypnotisk og urovækkende trancevirkning, og man får lidt fornemmelsen af, at der er lagt op til et klimaks, der dog aldrig indfinder sig. I stedet opløses nummeret i ren støj. ”Crawling on Bruised Knees” bæres oppe af lydflader, der mest minder om lyden af nedstyrtende fly, og nummeret viser sig, som de øvrige, ikke overraskende at indeholde et minimum af variation.

Cd- og downloadversionen af ep’en indeholder desuden et 25 minutter langt bonustrack uden titel. Her er får tøjlerne for alvor lov til at hænge lige ned, mens nummeret bugter sig af sted som mere eller mindre tilfældige lyde og støjfigurer, komplet med den mere end karakteristiske vokal.

Det univers, der åbenbares på Abandon, er så gennemført kulsort, at det er svært at løsrive sig fra. Om man vil det eller ej, gribes man af stemningen og føres dybere og dybere ind i det tonstunge enmands-helvede, det er lykkedes Chardiet at skabe. Hvad man så synes om det, er formentlig et spørgsmål, der kan dele vandene. Jeg selv er på. Mest fordi jeg ikke udelukkende opfatter udspillet som en musikalsk oplevelse. For jeg synes, det går længere end som så. Nærmere er der tale om en slags lydlig skulptur; en art hyper-ekspressionisme, der har fundet et musikalsk udtryk og er omdannet til lydbølger. Det er simpelthen lydkunst.

Der er noget dybt originalt over Abandon, og oplevelsen af at blive opslugt af musikken er til stede på en måde, som er både overraskende, usædvanlig og bevægende. Det er et spændende bekendtskab, som passer fint til det korte ep-format. Skal det blive til en fuldlængde på et tidspunkt, skal Chardiet dog nok tænke lidt videre, da 10-12 numre af denne støbning formentlig ville fremstå for ensformige. Men som første møde med Pharmakon er Abandon faktisk et glimrende udspil.

★★★★½☆

Deltag i debat