Plader

Postiljonen: Skyer

Dreampop er det nye sort, og alt er glat og lækkert i Postiljonens lyserøde drømmeland. Nyd det for feel good-faktoren og de solide guilty pleasure-kvaliteter, men forvent ikke de store kunstneriske udskejelser. Et glimrende popalbum, selvom holdbarheden er tvivlsom.

Dreampop er åbenbart det nye sort, som man siger i modebranchen – eller måske snarere det nye gamle sort, for her 20+ år efter, at genren peakede, skyder der tilsyneladende nye drømmende indiepoppere op over alt. Husk for eksempel tilbage på Roskilde Festival i år, hvor Ice Cream Cathedral, Dråpe, Highasakite (ok, måske ikke decideret dreampop, men derhenad) og også albumaktuelle Postiljonen alle gav deres take på den igen så populære genre.

Hvor meget jeg end holder af den sfæriske musik, der blev udklækket med højt hår, alfelignende sangerinder og tungsind i 80’erne og 90’erne, så er der gudhjælpemig langt mellem de virkelig originale, underholdende og udfordrende indslag nu til dags. Alt for tit ender det som lidt ligegyldig og blodfattig baggrundsmusik, og frem for alt lyder det som noget, der er blevet lavet meget bedre mange gange før. Derfor bliver jeg altid lidt træt ved udsigten til en ny dreampoppet skive. Tag bare titlen her: Skyer. Og så et poetisk manipuleret billede af nogle farvede af slagsen. Klichéfyldt? I hvert fald har man da så meldt klart ud på forhånd. Stemningsmættet og himmelsøgende til langt op over begge ører.

Trods instinktiv modstand måtte jeg dog hurtigt få de korslagte arme ned. Ved første gennemlytning var min umiddelbare tanke, at Postiljonen er noget af det bedre, jeg har hørt komme fra denne nye dreampopbølge. Nej, de bringer ikke noget nyt på banen, men det iørefaldende kan man som sædvanlig ikke tage fra dem, svenskerne. For Postiljonens debutalbum lægger trykket på pop, og så må man bare overgive sig til de temmelig gode melodier, der ligger svøbt ind i rumklang, synth og søvnigt forførende pigesang. Tag et nummer som den boblende “We Raise Our Hearts”, der unægtelig er en virkelig veldrejet popsang. Eller den lidt mere tilbagelænede “Help” med et lige så smittende omkvæd. Det er M83 møder ABBA (!) – minus al originalitet og genialitet selvfølgelig, men mindre kan også gøre det, når vi er i popland, og solen skinner.

Det er Postiljonens store held, at de (tilsyneladende) ikke er alt for alvorlige. “Intro” minder med sin blidt stønnende »ah-ah«-pigevokal påfaldende meget om Death in Vegas’ “Girls”, hvis man ser bort fra den kitschede saxofon, der spøger i baggrunden og hurtigt dræber enhver ansats til selvhøjtidelighed. Det er svært ikke at holde af. Skyerkommer da også særdeles godt fra start, mens de sidste par numre har sværere ved at charmere og bide sig fast. Den ret irriterende “Supreme” – her måtte de hyperaktive synthlyde godt slappe af – markedsføres af pladeselskabet som det store gennembrudshit, der angiveligt bragte bandet til nye højder (seriøst?), men det er langtfra det mest interessante på albummet. Det er musik, der hurtigt mætter, og spilletiden på 10 numre og 35 minutter er passende.

Der er bestemt mange corny detaljer på Skyer, som giver musikken et solidt – og herligt – guilty pleasure-potentiale. Den bløde easy listening-saxofon fra introen går igen flere steder. “All That We Had Is Lost” er et sært remake af Whitney Houstons “How Will I Know” (skal man grine eller græde?). Luften er fra start til slut tommetyk af retromani og lyserøde skyer. Alt er glat og lækkert. Hvis man ikke kan se charmen i dette, bliver man antageligt hurtigt rigtig træt af Postiljonen.

Skyer er langt hen ad vejen et glimrende om end tilbageskuende popalbum, der ikke lover noget, det ikke kan holde. Hør det, og nyd det for feel good-faktoren, men forvent ikke de store kunstneriske greb på hverken lyrik- eller musiksiden. Holdbarheden er tvivlsom, men lige nu og her er det et appetitligt skud sukker til den søde tand.

★★★★☆☆

Deltag i debat