Plader

Salvia Plath: The Bardo Story

Michael Collins er under nyt navn mere retrospektiv, mindre eksperimenterende og akkurat lige så psykedelisk. På trods af gode melodier synes hans neopsykedeliske poprock på The Bardo Story desværre både uinspireret, ufærdig og usammenhængende.

Man kan let blive i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet befinder os i det herrens år 2013, når de psykedeliske toner fra The Bardo Story bølger ud af højtalerne. I al fald lader Michael Collins fra Baltimore med sit projekt Salvia Plath til at ignorere, at der er gået 50 år i musikhistorien. For med en cocktail af ranglede guitarer i svømmende effekter, vaklende trommer, glade flerstemmige melodier, og mere eller mindre subtile narkotikareferencer fører Collins os tilbage til engang, hvor ungdomskultur og LSD var uadskillelige størrelser.

Collins’ historie begynder dog ikke med Salvia Plath. Fra 2009 til 2012 arbejdede han under navnet Run DMT, før den texanske dubstepper med samme navn (og bedre advokater) tvang ham til at skifte alias. I stedet for at fortsætte uforstyrret har Collins imidlertid valgt at benytte chancen til at lægge kursen en smule om. Hvor Run DMT var en hallucinogen-tour de force af lydcollager, artrock og ultra-lo-fi-pop med valg så obskure, at man er tvunget til at spidse ører konstant, er Salvia Plaths The Bardo Story noget mere sober og begribelig i sin form. Dog er man ikke i tvivl om, at det er den samme kreative (og påvirkede) sjæl, der står bag de to navne.

For selvom Collins stadig er fokuseret på bevidsthedsudvidende stoffer og den neopsykedeliske poprock, tager han på sin nye plade udgangspunkt i en mere traditionel sangskrivning. Efter at det instrumentale åbningsnummer ”Intro” har lokket os indenfor i Collins’ drømmende univers, smækker trommerne i “Salvia Plath” os ind i Beatles-inspireret pop-rock, der med sin sommerlige varme, fængende melodi og rundhåndede brug af effekter på guitar og vokal definerer rammen for det meste af albummet.

Netop den enkle, 60’er-nostalgiske popmelodi er at finde mange steder på The Bardo Story, og det er også her, den har sine stærkeste momenter. Især på de to solskoldede happy-go-lucky-numre “This American Life” og “Phased” demonstrerer Collins med Beach Boys-lugtende vokalharmonier sit flair for den hjerneklæbende melodi. Og generelt er han ikke bange for at citere fordums idoler. Men man skal passe på, at et citat ikke bliver en kopi. Værst står det til med “Bardo States”, hvor det slæbende, stammerituelle beat og de dissonante, dronende strygere minder faretruende meget om Velvet Undergrounds “Venus in Furs”.

På nummeret ”House of Leaves” tager Collins en mere folkrocket hat på med en drævende akustisk guitar og et underliggende klagende orgel og giver en tydelig cadeau til The Mammas and Papas, før han begiver sig ud i en af pladens mange instrumentale numre. Disse instrumentale udsvævelser er pladens største faldgruber. For i stedet for at binde en større kontekst sammen og give værket en ekstra dimension virker de jammede og uovervejede – hvilket jo ikke er så heldigt, når nu Collins har skænket over halvdelen af pladen til netop dem. Faktisk er det kun “Pondering”, der med sin hypnotiserende og trippede lydcollage virkelig er vellykket. Her blandes en drømmende guitar fra havets dyb med uvirkelige synthlyde, brusende orgel, bilstøj, bølgernes slag mod kysten og sluttelig en lighter, der tændes, og den umiskendelige lyd af luft suget igennem vandet i en bong.

Og netop narkotikareferencerne må nævnes, når nu kunstneren selv insisterer så kraftigt på dem. Ud over at musikken i sig selv er en rejse ind i det psykedeliske univers, har Collins lige fra sin debut, Bong Voyage (bemærk det ”malplacerede” g), hvis cover er en mand i jakkesæt med et hoved af topskuddene fra en hampplante, flirtet åbenlyst med brugen af stoffer.

Også navnet The Bardo Story indeholder en hentydning. Bardo er et begreb fra det religiøse skrift ”Den Tibetanske Dødsbog”, der beskriver et eksistentielt mellemstadie eller limbo, der ofte bliver forbundet med den psykedeliske oplevelse. Selv navnet Run DMT er et ordspil på foreningen af New York rapperne Run DMC og det meget kraftige psykedelika DMT. At han sindrigt valgte at skifte det ud med et tilsvarende ordspil mellem et eksisterende kunstnernavn og et hallucinogen, kan ikke være et tilfælde. Her har vi at gøre med den euforiserende plante salvia og forfatterinden Sylvia Plath.

At intertekstualiteten i Collins’ nye pseudonym rummer en historisk poet, kunne antyde, at albummets tekster har en vis litterær tyngde. Derfor er det lidt skuffende, at produktionen på pladen er så lo-fi, at man skal koncentrere al sin energi for blot at høre hvert andet ord.

Generelt optræder det som en del af et større problem, at pladen er så underproduceret, som den er. En skramlet lo-fi-produktion kan tjene betydelige formål under de rette omstændigheder. Hvor ville eksempelvis The White Stripes eller Yeah Yeah Yeahs være i dag uden deres fantastisk smadrede lyd? Desværre opleves den på The Bardo Story som et symptom på det overordnede problem, at pladen fremstår ufærdig. Man har lidt fornemmelsen af at have hørt Collins’ demobånd, der skal sendes ud til bandet og have et par måneder i øvelokalet. Ikke blot virker størstedelen af de instrumentale numre (og altså halvdelen af pladen) som resultatet af en eftermiddags arbejde med en joint og en guitar. Også de egentlige sange lyder som lidt rodede udkast. F.eks. den sjuskede start og abrupte slutning på “House of Leaves” eller den underligt korte varighed af “This American Life” – der gør, at man nærmest ikke får smagt på albummets bedste melodi, før den er omme – får én til at undre sig over, hvorfor Collins ikke har givet sig lidt bedre tid.

At man i dag kan skrive sange, der klinger af årtier, de fleste af os ikke husker, men som er værd at lytte til, kan der ikke være tvivl om (eksemplarisk demonstreret af Jonathan Wilson i 2011 med albummet Gentle Spirit). Desværre fremstår The Bardo Story som en doven kliché på netop dette. Og havde det ikke været for Collins’ sans for den gode melodi og pladens joviale og uskyldigt naive lyd, havde The Bardo Story ikke været en strandtur værdig. Men skal din solskinsjoint ledsages af et varmt neopsykedelisk skud poprock, tja, så kan du godt lade The Bardo Story spille i baggrunden.

★★½☆☆☆

Deltag i debat