Plader

Someone Still Loves You Boris Yeltsin: Fly by Wire

Someone Still Loves You Boris Yeltsin forlænger sensommeren med godt 30 minutter via en hulens masse lækre guitarfigurer, synthstrofer, håndklap og sing-a-long-uh-uh- og -la-la kor på deres fjerde udspil. Så på med solhatten og frem med luftguitaren.

Boris Jeltsin blev i 1991 valgt som Ruslands første præsident, hvilket han var indtil 1999, hvor han overlod embedet til Vladimir Putin. Wikipedia’er man Jeltsin, kan man læse, at han var involveret i flere skandaler som eksempelvis invasionen af Tjetjenien, og helt generelt lyder han ikke som en elskværdig karakter. Men laver man en lille billedsøgning, popper et utal af gakkede billeder op af en mand, der på én gang udstråler både livsglæde og eftertænksomhed. Jeg forstår altså godt de tre amerikanere Phil Dickey, Will Knauer og Jonathan James’ kærlige forhold til den nu afdøde russiske eks-præsident, hvilket de i starten af 00’erne åbent erklærede ved dannelsen af Someone Still Loves You Boris Yeltsin (SSLYBY). Deres nye plade Fly by Wire rummer da ligesom den kære Jeltsin også både livsglæde og eftertænksomhed.

Pladen er ifølge pressemeddelelsen blevet optaget i Knauers forældres loftsrum, og vokalerne i trappeopgangen, og når jeg for mig selv skal prøve at beskrive produktionen på Fly by Wire, sidder strofen ‘Lo Fi High Fives’ (taget fra titlen på et R. Stevie Moore-album) fast i mit hoved. Lyden er nu absolut ikke lo-fi og egentlig ret pæn, men et sted nedenunder den pæne overflade fornemmer man alligevel loftsrummets dissonanser.

Jeg har set Pitchfork betegne bandets musik som powerpop, men det synes jeg nu ikke er helt rammende for denne udgivelse. Hertil er tempoet og produktionen for tilbagelænet. Man imponeres dog af, hvorledes det lader sig gøre for de tre at presse to-tre vers, lige så mange omkvæd, en guitarsolo og en fandens masse uh-uh-passager og c-stykker ind på de godt to og et halvt minut, deres sange typisk varer, uden tempoet er særlig højt (prøv bare at lytte til ”Loretta”). Og når der så oven i købet er drysset en masse lækre melodier ned fra pophimlen, er det måske ikke helt ved siden af at kalde musikken for powerpop.

Numre som førnævnte ”Loretta”, ”Young Presidents” og ”Lucky Young” indbyder alle os indiepopsjæle til at fatte luftguitaren, som vi efterlod ved siden af vores Shins-plader, og danse sensommeren frem igen. Her er så mange lækre, lallede guitarfigurer, synthstrofer, håndklap og sing-a-long-uh-uh- og -la-la-kor, at de fleste med hang til sortsyn ville få myrekryb. For en jubelidiot som mig er det blot vand på min mølle, og en så god grund til at danse fjollet rundt i stuen lader jeg ikke sådan uden videre passere.

SSLYBY har dog været så venlige at indlægge danse-/luftguitar-pauser på Fly by Wire i form af numre som ”Harrison Ford” (endnu en elskværdig herre), ”Cover All Sides” og ”Ms. Dot”, men også disse er fyldt med herlige melodier: Den slags, som man stille og roligt, efter et par gennemlytninger eller tre, opdager, har sneget sig gennem øresneglen og ind i hjernens nydelsescenter. Det sker kun et par enkelte gange, at man føler, et nummer ikke har udfoldet sit potentiale, som når den ellers fine ”Bright Leaves” slutter, før man synes, at den egentlig rigtigt var kommet i gang. Det er en skam, men det er heldigvis ikke et gennemgående problem, hvilket man kunne frygte med så mange korte numre.

Her er måske ikke tale om en plade, der for alvor sætter et aftryk eller rykker noget i mig (andet end mine fødder og min guitararm), men vil man gerne have et hurtigt fix indiepop, er den lige sagen. Og husk nu på, at alt ikke nødvendigvis bliver bedre af at være langtidsholdbart. Tag bare UHT-behandlet mælk. Nej tak, så tager jeg hellere et shot SSLYBY.

★★★★½☆

Deltag i debat