Koncerter

Soundgarden, 09.09.13, Forum, Frederiksberg

Skrevet af Martin Colerick

The heavist of the heaviest and the hairist of the hairy! Seattle-bandet, der var store før de andre Seattle-bands, Soundgarden med Chris Cornell i front, kom til Forum med gamle hits og sidste års comeback-album.

Det måske mest arketypiske af de ‘fire store’ fra Seattle-scenen gæstede Forum på en regnfuld mandag aften i september. Soundgarden bærer den nok tungeste arv fra en scene, der gav rockmusikken nerve og nærvær. Med tekster, der var som skrevet direkte til Det Elektriske Barometers lyttere, var de enhver depressiv 90’er-teenagers drøm.

Bandet åbnede med “Flower”. Et tungt og typisk Soundgarden-nummer fra debutalbummet Ultramega OK (1989). Aftenens gæster i Forum var mest midaldrende mænd, der tydeligvis havde fået en friaften og et wildcard tilbage til ungdommen. Desværre kom bandet ikke rigtig ud over scenen, og publikum klappede taktløst med på “Outshined”. Det virkede som om, at Chris Cornell, Kim Thayil og resten af bandet havde svært ved at omfavne et halvfyldt Forum, og publikum havde mere opmærksomhed på deres smartphone end på Seattle-drengene.

Efter en lidt tam start, fik Soundgarden spillet sig mere varme. Cornell synger stadig fantastisk, Matt Cameron har i den grad holdt sig varm hos Pearl Jam, og Kim Thayil og Ben Shepherd lagde en god solid bund, kun skæmmet af Forums altid problematiske lyd. Lyden var lav og mudret, hvilket betød, at vokalen ofte forsvandt. Forum er ikke et godt koncertsted, og aftenens oplevelse bekræfter endnu en gang, at København i den grad har brug for en mellemstor koncertarena, der kan levere ordentlig lyd og stemning.

Bandet åbnede for mere energi med sidste års ‘comeback’-album King Animals måske bedste nummer, ”Taree”. Det virkede som om, at de gamle mænd både på scenen og blandt publikum havde fået fadøl nok til endelig at sige velkommen tilbage.

Soundgarden har ikke noget nyt at tilføje. Deres seneste album er okay, men intet mirakel. Heldigvis har bandet dog et imponerende bagkatalog spækket med klassikere. Vi fik “Rusty Cage” og en lidt lunken “None State Actor” fra King Animal, før aftenens klimaks indtraf med “Fell on Black Days”. Et helt igennem fantastisk nummer fra gennembrudsalbummet Superunknown, som heldigvis fik følge af en eminent overgang til “Blow Up the Outside World”.

Mærkeligt nok virkede numrene fra Soundgardens sidste album inden bruddet i 1997, Down on the Upside, som de mest relevante og mest publikumsvenlige. Bandet har ellers et umisteligt stempel som det mest autentiske og mest langhårede af alle grungeband. De går tilbage til før den legendariske Deep Six-ep, de havde succes og pladekontrakt før Nirvana, kendte Andrew Wood og dannede parløb med dem, der senere kom til at udgøre Pearl Jam. Alligevel blev “Burden in My Hand” aftenens næste publikumsfavorit, efterfulgt af “Been Away Too Long” fra King Animal.

Soundgarden overbeviste dog ikke publikum om, at de har været væk for længe. Det var rart at se og høre Cornell som vi kender ham, og ikke i selskab med diverse popproducere, men der var stadig langt til det indadvendte, skæve og til tider sorte Seattle-univers, Soundgarden var kendt for. Heldigvis fik vi Barometer-klassikeren “The Day I Tried to Live”. A walk down memory lane, og med indlevelse.

Soundgarden var et delvist glædeligt gensyn. Publikums tilgang virkede mest som om, de nu skulle have et kryds på koncert-CV’et, fordi de ikke nåede at se giraffen, dengang de var på toppen. Det lod til, at bandet var med på det, hvilket blev bekræftet, da de sluttede med klassikeren “Black Hole Sun”. Det havde de ikke behøvet. Det gav mening, men var alligevel lidt for meget af det gode. Soundgarden er stadig heavy, de er stadig langhårede, og bagkataloget holder. Men tiden er løbet fra dem og det er svært at se, hvordan de skal bidrage med mere til rocken anno 2013. Det er måske også fint nok for det band, der var før alle andre på en scene, der døde for snart 20 år siden.

★★★☆☆☆

1 kommentar

Deltag i debat