Plader

Spillemændene: Nationalsange

Dansksproget musik har det godt i disse dage. En af grundene er Spillemændenes nye plade, Nationalsange. Her finder du nemlig en fin samling sange, der ganske vist ikke er særligt nationale, men til gengæld meget menneskelige.

Dansksproget musik har det godt i disse år. Folkeklubben spørger, om vi er i det “For pengene”, Christian Hjelm proklamerer, at “Scenen skifter nu”, og Spillemændene albumdebuterer med en skive, som de lige ud af posen kalder Nationalsange. Det danske sprog bliver brugt – ikke slidt, men brugt i ordets absolut mest positive betydning, hvor brugeren er bevidst om brugen.

Sangene på Nationalsange er skrevet af Thorbjørn Radisch Bredkjær, der med en forfriskende opfindsom tilgang til sproget kaster rundt med åbenlyse klichéer, faste vendinger og helt nye sammensætninger. Jeg håber, at de, som har tænkt sig at investere i pladen, vil gå efter et fysisk eksemplar, for det er i sig selv en fornøjelse at læse og genlæse teksterne i bookletten.

Men lad mig sige det med det samme: Leder man efter nationalsange på Spillemændenes debutplade, bliver man skuffet. Spillemændene laver nemlig ikke ret mange numre, der egentlig handler om nationen, samfundet eller for den sags skyld politik. Det handler derimod om følelser. Identitetskriser. Kærlighed. Meget almenmenneskeligt, meget poprock-classic.

Egentlig havde jeg nok forventet en samling samfundskritiske sange, fordi førstesinglen “Bah Buh” trækker i den retning. Det er et af pladens stærkeste numre med sin skarpe og kontante tekst og stramme komposition. Nicolai Elsberg (vokal) lyder som julemandens onde bror med sin dvælende, messende og imponerende dybe stemme, og det er, som om man kan høre ham smile djævelsk ud gennem højtalerne. Her har Spillemændene virkelig fundet en lyd og en stil, de godt kan tillade sig at kalde deres egen.

Resten af numrene trækker også afgjort på danske referencer, f.eks. Dyrene i Hakkebakkeskoven (“Til minde om dyrene i Hakkebakkeskoven”), men numrenes fremdrift ligger ikke i samfundskritik eller -beskrivelse, men i noget så simpelt og genkendeligt som menneskelige følelser.

Jeg husker, at jeg engang så et program i fjernsynet, hvor Niels Skousen fortalte om sit store 60’er-hit “Herfra hvor vi står”. Jeg husker ikke meget fra programmet, men én ting sidder fast: Skousen sagde noget i stil med, at havde nummeret været skrevet i dag, anno 2000-og-noget, havde sangen sikkert heddet “Herfra hvor jeg står”.

Om hans antagelse var rigtig, bliver svært at be- eller afkræfte. “Herfra hvor vi står” kan i hvert fald ikke skrives påny, og man kan også sagtens indvende, at mangt en hippie-sangskriver har skrevet sange med jeget som udgangspunkt. Alligevel dukkede tanken spontant op i mit hoved, da jeg lyttede til Spillemændenes nye album. For jo, det handler om samfundet, det handler om mennesker. Men udgangspunktet, der hvor vi står, er i jeget. Lyrikken er på den måde i virkeligheden meget mere TV2 eller C.V. Jørgensen, end den er Røde Mor.

Nu behøver man jo heldigvis ikke at være hverken Skousen & Ingemann eller hippie for at lave ørehængende eller interessant musik på dansk. Ingen af delene mangler i hvert fald ikke på Nationalsange. Efter førstesinglen bliver vi mødt af “Rejsen til Månen”, som er en fornøjelse med sin 60’er-inspirerede kormelodi og spøjse tekst: »Jeg var den første mand på Månen / Hvis du spør’ mig / Jeg fløj med Himmelekspressen / Planted’ flaget og sagde hej« og »Jeg har lært at ældes med ynde / Ik’ at gøre det værre end det er / At først må drømmene briste / Og siden skal de bæres.«

En anden, meget velfungerende ting ved nummeret (og mange af pladens andre skæringer i øvrigt) er den aktive brug af korvokalen. Her gør Anja Lahrmann, som vi også kender fra spacepop-bandet Ice Cream Cathedral, det fantastisk som behagelig og ren modvægt til Elsbergs fascinerende, men også næsten kvælende bas.

Pladen taber lidt energi over midten, hvor numre som den radiorockede “Udslettelse” eller den ret forglemmelige “Sang til de smeltende bjerge” virker lidt som fyld, der skal føre pladen fra ep-format til fuldlængde.

Ikke at Spillemændene ikke kan løfte en fuldlængdeplade. Det kan de sagtens. Rytmisk og musikalsk laver de ikke noget overraskende eller banebrydende, men det hele samler sig alligevel på en meningsfuld måde, og måske er teksterne og Elsberg mærkelige stemme i virkeligheden nok til at gøre universet interessant. Resten af bandet kunne ikke undværes, men det gør faktisk ikke noget, at det ikke er alt, der spræller.

Pladen runder smukt af med “Sjæler”, hvor jeg for første gang synes, at det lykkes for bandet at få styr på balladegenren. På deres helt egen måde, ganske vist. Og jeg tror egentlig, at jeg vil lade pladens sidste ord afslutte denne anmeldelse. Men inden da skal der lyde et højt, hipt hurra herfra for et band, der bidrager til at holde liv i og, måske især, forny dansksproget musik. Ikke med nationalsange, men måske med noget endnu bedre.

»Jeg er en rutineret sjæler / På lange fugletræk / En amerikansk fredsmægler / Der siger / Farvel, farvel, farvel / Farvel og tak.«

★★★★½☆

Deltag i debat