Plader

The Penelopes: Sweet Amazer

Med det syv numre lange minialbum Sweet Amazer fejrer den japanske gruppe The Penelopes deres 20-årsjubilæum. Inspirationerne er åbenlyst vestlige og tenderer i mange tilfælde til at være ganske klichéprægede, men frontmanden Watanabe formår med sin japanske accent og skæve røst at charmere lytteren på en sådan måde, at albummet overlever gruppens ellers temmeligt bemærkelsesværdige uopfindsomhed.

Det er ingen hemmelighed, at den globalt indflydelseshavende musikindustri primært er centreret i vesten. Stort set alle kunstnere af kommerciel betydning har sin oprindelse her, og alle produktioner foretages i studier i enten Vesteuropa eller USA. Af denne grund er der en tendens til, at vi kommer til at lukke øjnene for, at der findes flere og langt større markeder rundt omkring i verden. Selv det evige danske mindreværdskompleks kan ikke veje op for dette faktum, når det af medierne kun sporadisk dækkes, at Bombay Rockers eksempelvis sælger fem gange platin i Indien, eller Michael Learns to Rock lykkes med at afstå intet mindre end 11 millioner albums – bare for at nævne et par artister, som Undertoners læsere smagsmæssigt kan relatere til.

Af denne grund kan det derfor overraske, når man støder på en gruppe som japanske The Peneleopes. Bandet, der er centreret omkring frontmanden Tatsuhiko Watanabe, forekommer nemlig som værende noget så eksotisk som en japansk gruppe, der dyrker historiske vestlige poptraditioner så kompromisløst, at kun de færreste vesterlændinge kan være med. På minialbummet Sweet Amazer beviser de i hvert fald endnu engang, at det er en illusion, hvis man tror, at engelsksprogede produktioner sjældent når længere mod øst end Europas grænser. Her mødes Belle & Sebastian med The Kinks i kompromisløs synergi af ukompliceret melodiske guitarmelodier, diskrete strygerarrangementer og vokalharmonier, som konstant udfordrer det allerøverste af spændebåndet.

Det syv numre lange minialbum begynder med det ganske fængende titelnummer. Her slås tonen an med et mærkeligt mekanisk slagbasspor, som langsomt dekoreres med flere lag effektløse elektriske guitarer. Snart stemmer Watanabe i med sin særegne vokalklang, med hvilken han med tyk japansk accent krænger sine engelsksprogede tekster ud. Det særegne univers er åbenlyst. Lyrikken på nummeret er ikke videre avanceret, men passer samtidig meget godt ind i det sært kitschede rum, som ”Sweet Amazer” udgør. Her og der springer et par 80’er-inspirerede synth-klange i ørerne, og når sangen brydes op i noget, som må kandidere til dette årtis endnu mest klichéprægede C-stykke, står det klart: Her har vi at gøre med et næsten vulgært syn på vestlige sangskrivertraditioner, der med sin charmerende umiddelbarhed går direkte i hjertekulen på lytteren.

Og netop The Penelopes’ umiddelbarhed er da også langt hen ad vejen det træk, som gør, at Sweet Amazer samlet set lykkes med at holdes oven vande, for hverken variation eller originalitet er mærkater, som man kan påklistre albummet. Selvom instrumenteringen ændres fra nummer til nummer, er det ikke desto mindre et faktum, at alle inspirationer er så godt som tyvstjålet fra diverse 60’er-koryfæer. På ”Larkspur” stikker The Beatles eksempelvis hovedet frem i form af komprimerede strygerarrangementer og simple pianorundgange, mens fremfindelsen af et klokkespil på ”Cloudcastle” heller ikke er nok til at løfte lyden ud af ekkoet fra fortiden.

På samme måde udgør coverversionen af XTC-sangen ”The Disappointed” heller ikke nogen væsentlig musikalsk landevinding. Ved at tage den let metalinspirerede mute-guitar fra 92’-indspilningen, erstatte den med stakkerede guitaranslag og samtidig indføre simple basrundgange opnås ikke meget andet end at gå fra én tilstand af nostalgi til en anden, og nummeret er i bedste fald et ligegyldigt indslag. Først på det sidste nummer, ”Hanyn no yado”, formår The Penelopes at tilføre albummet en vis form for originalitet. Her formår den japanske gruppe på fin vis at inkorporere flere hjemlige elementer i den ellers overvejende vestligt inspirerede lyd. Et lille fløjtetema dominerer indledningsvis lydbilledet, før Watanabe på sit modermål – akkompagneret af en eksotisk og nærmest hypnotiserende repeterende percussionrytme – følger op med en nærmest viseagtig sangstruktur. Som det også kendetegner de resterende numre på minialbummet, er den dynamiske udvikling på dette nummer knap nok tilstedeværende, men i modsætning til tidligere, hvor manglen på udvikling har en noget trættende effekt på lytteren, så klæder den statiske sangstruktur stemningen i nummeret. ”Hanyn no yado” betyder da også ”Home Sweet Home”, og gruppens hjemvenden til mere østlige toner synes på mange måder at være en passende måde at slutte albummet af.

Desværre kan man efter at have lyttet til Sweet Amazer indvende, at The Penelopes langt hen ad vejen er lyden af et band, hvis tidsfornemmelse er i fuldkommen udu og har været det siden 1993, hvor gruppen albumdebuterede Big Golden Cage. Den uforbeholdne 60’er-nostalgi er meget charmerende på den korte bane, men uden fornyelse fremstår The Penelopes mest af alt som en sjov gimmick: et japansk band, der – om end på ganske udmærket vis – dyrker nostalgiske vestlige sangskrivertraditioner. Men så heller ikke forfærdeligt meget mere end det.

★★★☆☆☆

Deltag i debat