Plader

The Sadies: Internal Sounds

De alternative countryrockere fra Canada har lavet et album, der ligner det tidligere. Og det tidligere. Og det tidligere…

Den bedrøvede countrykvartet fra Toronto har siden 1998 udgivet 16 plader. Den skarpe matematiker vil kunne afsløre, at det er lidt over ét udspil om året. Samtidig har bandet bl.a. skrevet, indspillet og turneret med den amerikanske sangerinde Neko Case, der – ganske berettiget – har haft noget mere succes inden for den alternative country end The Sadies. Kvartetten er altså imponerende produktiv. Eller måske bare imponerende sjusket. Det er i al fald ikke umage og eftertænksomhed, der præger Internal Sounds. Eller resten af deres diskografi.

De første fem minutter af pladen, der udgøres af det kækt navngivne nummer “The First 5 Minutes”, er faktisk ikke dårlige. Pladen åbnes med et energisk guitarriff, der fører trommehinderne tilbage til 60’er-bands som The Kinks og The Creation. Dog får nummeret med tremolo-guitarer, underliggende orgel og doven vokal den americana-sound, der er så typisk for The Sadies.

Hvor det første nummer snitter bandets rock’n’roll-yderpunkt, tager kvartetten på pladens andet nummer, “So Much Blood”, en tur til den klassiske country og får dermed demonstreret sin spændevidde. Der er noget oprigtigt og autentisk i nummerets slæbende guitarer, kammeratlige overstemmer og lidt klichéfyldte tekst, og man har faktisk en forhåbning om at skulle høre, måske ikke et mesterværk, men en udmærket plade. Men man bliver slemt skuffet.

De resterende ni numre på pladen (med undtagelse af “The Very Ending”) veksler imellem at være ligegyldige og pinligt dårlige. Som eksempelvis “Another Tomorrow Again”, der lyder som en forlængelse af The Rembrandts’ forfærdelige “I’ll Be There for You”, der var titelsang til tv-serien “Friends”. Om “Another Tomorrow Again” har forsanger Dallas Good stolt sagt: “I wrote this song in less than it took to perform it.” Jeg vil lade sætningen tale for sig selv.

Et andet lavpunkt er ”Leave This World Behind”, der med hensynsløs skomagerbas, øretæveindbydende lalleglæde og lyrik lige så smagløs som bandets navn (helt ærligt, The Sadies?) smager lidt af Shu-Bi-Dua og stiller countrygenren i det værst tænkelige lys.

Pladens højdepunkt finder vi fem numre inde på pladen. I det instrumentale “The Very Ending” demonstrerer bandet med et fornemt mix af surf og western en evne til at slæbe lytteren langt ud på prærien. Og på samme måde, som når man hører Ennio Morricone, er der pludselig ikke andet end rødt sand, kaktusser, kokranier og gribbe, så langt øjet rækker. Desværre varer nummeret blot 1 minut og 22 sekunder.

Pladens sidste nummer ”We Are Circling” vækker straks opmærksomhed med sin truende drone, mystiske percussion og hvinende bækner. Når så gæstesangerinden Buffy Sainte-Maries shamanistiske vokal messer introen i gang, varsler tonerne om lange psykedeliske kompositioner. Man når netop at sætte sig forventningsfuldt til rette, imens nummeret klinger ud, før det overhovedet er kommet i gang, og man slutter lige så skuffet, som man måske burde have forudset.

Den legendariske countrysanger Harlan Howard sagde engang: “Country music is three chords and the truth”. Internal Sounds har, som de andre The Sadies-album, måske simpliciteten, men bestemt ikke indlevelsen og nerven. Ingen tvivl om, at de fire herrer betvinger deres instrumenter forbilledligt og har styr på deres genregreb. De kan bare ikke skrive gode sange. Eller også gider de ikke bruge tid på det.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat