Plader

White Lies: Big TV

White Lies’ seneste udspil er blevet til oven på en tiltrængt pause, men Harry McVeigh er desværre ikke kommet ud af tænkeboksen med meget andet end de samme, gamle, fortærskede idéer.

I de sidste 30 år, hvor guitarrocken gang på gang er blevet erklæret for gammeldags og døende, har der altid været bands, der har udkåret sig selv til fanebærere for dens overlevelse. Sjældent med særligt megen succes har band efter band understreget deres egen afstandtagen fra de ‘pop’-bands, de var nødsaget til at dele hitliste med, og det er selvom man i nogle tilfælde har skullet lytte grundigt efter for at finde ud af, hvori forskellen bestod. Og når der så en sjælden gang kommer nye bands med nye idéer til en rockmusik, som virker uinteresseret i at genopfinde sig selv, skal disse bands plagieres og imiteres i et så stort omfang, at man glemmer, at det engang var noget originalt og inspirerende, der var årsag til alle kopierne.

Postpunkens genfødsel for 10 år siden var en sådan begivenhed. Strokes og Interpol befriede os fra Fred Durst og Korn, men når man lytter til en plade som Big TV, det britiske postpunkband White Lies’ seneste udspil, bliver man i tvivl om, hvorvidt dårlig smag er at foretrække frem for uinspireret imitation. Bandet har, ligesom de næsten enslydende men lidt bedre Editors, haft massiv publikumssucces fra starten af, og den seneste plade er blevet til under en toårig pause fra den konstante turné, som bandet har været på siden debuten To Lose My Life fra 2009.

Forsanger og sangskriver Harry McVeighs sange har ikke ændret sig synderligt, og det er stadig hans let genkendelige barytonstemme, koblet med synthesizerlinjer og kolde basgange, der udgør lyden på Big TV. Åbningsnummeret, der har givet navn til pladen, byder på et fængende omkvæd og et groove, man kan danse til, mens ”There Goes Our Love Again” byder på al den slags drama, som desværre er blevet Ian Curtis’ mest berømte bidrag til punken. Lidt bedre fungerer den romantiske ”Be Your Man” og den afsluttende ”Goldmine”, mens balladerne ”Change” og ”Heaven Wait” viser, at McVeigh godt kan bære følelserne uden på tøjet uden at forfalde til floskler.

White Lies’ største problem er dog, at sangene generelt er svage, og at bandet har meget lidt nyt at byde på i forhold til deres inspirationskilder. Selvom de aldrig forfalder til at blive en parodi på sig selv, lægger de sig så tæt op af deres forbilleder, at det hele kommer til at lyde som en udvandet udgave af en gammel Echo & The Bunnymen-plade, som alligevel ikke var lige så god i virkeligheden, som vi gik og bildte os ind. Og selvom McVeigh fremstår både sympatisk og oprigtig, kan han ikke skjule det faktum, at han ikke ville vide, hvordan han skulle lyde, hvis han ikke havde fået det skåret ud i pap, da han var teenager.

Big TV er White Lies’ mest melodiøse og dansable plade til dato, men har du hørt en af deres plader før, har du desværre hørt dem alle.

★★★☆☆☆

Deltag i debat