Koncerter

Aarhus Psych Fest 2013, 11-12.10.13, Radar + Den Rå Hal, Aarhus

ET Tumason
Skrevet af Daniel Niebuhr

De gamle godsbanebygninger i Aarhus Midtby dannede rammerne om første udgave af Aarhus Psych Fest, der ganske vist havde enkelte udenlandske hovednavne, men først og fremmest var et fantastisk udstillingsvindue for lovende musik fra de mere udsyrede og støjende hjørner af den hjemlige rockverden.

I et hjørne af Aarhus Midtby gemt væk af især det store Scandinavian Congress Center og kun et velplaceret stenkast fra Voxhall var der i weekenden gjort klar til første udgave af Aarhus Psych Fest. Festivalen, der tilmed er den eneste af sin slags herhjemme, havde indfundet sig i de gamle godsbanebygninger i hjertet af Smilets By, hvor den mørke og intime sal tilhørende spillestedet Radar, men også Den Rå Hals mere kolde og industrielle omgivelser, gav sceneplads til festivalens ambitiøse line-up.

Der var sørget for nogle af Danmarks mest interessante navne fra disse musikalske breddegrader med dertil hørende hovednavne fra både Tyskland og USA, så det var med et personligt forventningsniveau i den høje ende af skalaen, at jeg tog hul på todagesfestivalen.

Fredag

ET Tumason, Den Rå Hal, 19.00

ET Tumason

Min psykedeliske weekend begyndte med islandske ET Tumason, der – hvis man så bort fra enkelte udsyrede visuals fra en opstillet projektor – måske var en anelse langt væk fra den forventede musikalske platform. Til gengæld imponerede islændingen med et akustisk enmandssæt og en uovertruffen guitarteknik, der primært kom til at bestå af blueskompositioner og andre guitarbårne melodier.

Blandt andet bød Tumason på en sublim coverversion af Robert Johnsons ”Dust My Broom”, mens han med næsten 10 minutters tuvanesisk strubesang alligevel formåede at lokalisere nogle af de trancefremkaldende undertoner, der var lagt op til i løbet af de to aftener.

Uden at det på nogen måde var Tumasons egen skyld, fik festivalens åbningskoncert dog en alt for brat afslutning, da en sprængt guitarstreng satte en stopper for islændingens optræden 10 minutter før tid. Det var måske ikke vanvittigt meget tid at miste, men når der kun var afsat 40 minutter på scenen, kom det stadig til at føles som en del – især når den resterende tid sikkert sagtens kunne have været fyldt ud med endnu flere iørefaldende numre.

★★★☆☆☆

The Woken Trees, Radar, 22.30

Jeg kan godt huske, at jeg under årets Roskilde Festival stod til koncerten med The Woken Trees– og egentlig var af den overbevisning, at det ikke var en særlig velfungerende koncertoplevelse. Intet ondt om musikken, for der er helt sikkert masser af talent at finde i københavnersekstetten, hvilket bestemt også kom til udtryk på Dyrskuepladsen. Men hele seancen midt i sommervarmen og festivalstemningen virkede for mit vedkommende malplaceret i forhold til det kolde og nihilistiske udtryk, bandet og især dets musik besidder.

The Woken Trees

Spring hurtigt tre måneder frem til en kold oktoberaften i et lille, røgfyldt rum med et alt for højt lydniveau og masser af stroboskoplys – lige præcis dér følte man, at The Woken Trees var på hjemmebane.

Solidt anført af debutudgivelsen NNON gav de blandt ligesindede en kontrolleret og gennemført optræden, hvor de dystre og intense kompositioner fra førnævnte plade konsoliderede bandets status som et af de mest interessante nye bekendtskaber på den danske rockscene. De seks bandmedlemmers respektive kvaliteter og overordnede samspil fungerede på alle parametre, og stort set ingen fod blev sat forkert i løbet af den musikalske rundrejse i bandets mørke og kompromisløse lydunivers.

Men hvor de støjende guitarer og elementfyldte lydbilleder er en af The Woken Trees’ største forcer, blev de i Radars komprimerede omgivelser i langt højere grad en ulempe, da størstedelen af de musikalske elementer endte med at flyde sammen til én stor, rodet og mudret støjmur – og hvor især forsanger Kim Heysts vokal alt for ofte endte med at fremstå decideret udechifrerbar.

Alt i alt hæmmede lydniveauet dog ikke københavnernes optræden fra at være en af festivalens klart bedste og samtidig bekræfte, at det her var de helt rigtige rammer at fremvise deres åbenlyse talent i.

★★★★★☆

The Blue Angel Lounge, Radar, 23.30

Badet i et symbolsk hav af koldt, blåt lys entrerede tyske The Blue Angel Lounge scenen som det sidste navn fredag aften. Forventningerne til de tyske psychrockere var blandt de højeste efter en syv år lang karriere, der har taget både ind- og udland med storm og sågar resulteret i gæsteproduktion fra selveste Anton Newcombe på bandets anden ep, Narcotica. Her i Aarhus var der da også et betydeligt større fremmøde end på noget andet tidspunkt i løbet af festivalens første aften, og heldigvis for alle os skuffede bandet ikke.

The Blue Angel Lounge

Ikke overraskende var det med numre primært fra førnævnte Narcotica og den eponyme debutudgivelse, at The Blue Angel Lounge sammensatte aftenens sætliste. Det var en overbevisende fremførsel af deres bagkatalog, som tyskerne præsenterede os for – gennemsyret af en udpræget professionalisme, hvor der ikke var gjort plads til overraskelser eller ændringer af de i forvejen vellydende kompositioner.

Forrest stod Nils Ottensmeyer, i hvem bandet har en respektindgydende frontfigur, og messede sit vanlige, næsten klagende vokalakkompagnement til de psykedeliske toner, der strømmede ud i resten af lokalet. Og med numre som blandt andet ”Walls”, der er forløberen for bandets tredje ep, som udkommer næste år, eller den storslåede ”God” levede The Blue Angel Lounge op til deres status som hovednavn og leverede en overbevisende optræden, dog uden at præstere over evne.

Vi var alle godt underholdt, og der blev sat et flot punktum for festivalens første dag, hvilket lovede godt for den efterfølgende aften.

★★★★½☆

Lørdag

Narcosatanicos, Radar, 19.45

Jeg havde ikke på forhånd nogen idé om, hvem eller hvad Narcosatanicosvar. Jeg anede heller ikke, hvor mange der ville være på scenen (lad os bare sige ‘mange’), eller hvor vi helt præcis var henne af i genrelandskabet. Sidstnævnte undren får jeg nok aldrig rigtig svar på, men højt var det i hvert fald. Rigtig højt.

Narcosatanicos

Samtidig var der slukket for alt scenelyset, således at det eneste, der oplyste lokalet, var de bizarre visuals, der var blevet smækket op på væggen bag bandet. Altså var man nødsaget til at begive sig helt op forrest i støjhelvedets epicenter for at få et nogenlunde indtryk af, hvad der helt præcist foregik. Og dér kunne jeg så stå – lige dele intimideret og fascineret – og følge med i de enorme støjeskapader, der angreb min høreevne, mens jeg prøvede at finde hoved og hale i alt lige fra effektpedaler til saxofon.

For selvom det måske lyder som en utilgivelig oplevelse, fungerede Narcosatanicos’ optræden efter alle hensigter, og man kunne ikke andet end at tage imod de soniske tæsk, som bandet leverede. Jeg kunne spotte en coverversion af Suicides ”Ghost Rider” udelukkende ud fra det repetitive basriff, men bandet levnede ikke andre af den oprindelige versions pejlemærker at gå efter, hvilket kun tvang mig til yderligere at skærpe min koncentration. Til sidst lykkedes det mig at lokalisere alle elementer og nuancer i musikken, og pludselig fremstod Narcosatanicos’ koncert som festivalens bedste optræden – fandens høj, men også fandens velfungerende.

★★★★★☆

Spökraket, Radar, 21.30

Først var der problemer med den ene guitar, så den anden, og førend aarhusianske Spökraketendelig kunne begynde deres optræden som et af de sidste navne lørdag aften, var der gået mere end en halv time i forhold til det planlagte starttidspunkt. Men forhåbentlig kunne den selvudråbte ’soniske oplevelse’ redde det store tidstab.

Spökraket

Da man endelig fik styr på diverse problematikker, fremstod Spökraket som en ellers udmærket jamsession med deres helt eget introverte udtryk uden nogen særlig interesse for hverken tid eller sted. Når det var bedst, var det en meditativ og eksperimenterende seance helt i bandets neopsykedeliske og udsyrede ånd, hvor enkelte venner blev hevet med op på scenen for at bidrage med diverse rytmesektioner. Enkelte blandt publikum fandt for første gang på festivalen plads til at bevæge sig mere end blot at nikke taktfast med hovedet, men på bundlinjen nåede vi aldrig rigtig op på et niveau over godkendt.

Til sidst stod så endnu en guitar af, og den efterfølgende forespørgsel fra forsanger Jonathan Højgaard lød på, hvorvidt bandet havde fem minutter mere til at jamme i, hvilket de da havde. Og hvis man var kommet for at høre en udvidet jamsession, befandt man sig sikkert også på det helt rigtige sted. Personligt havde jeg nok bare selv forventet mere fra Spökraket, og jeg er da heller ikke i tvivl om, at et længerevarende sæt i sidste ende kunne have været med til at gøre koncerten til en endnu bedre oplevelse.

★★★☆☆☆

Der er en enorm mængde potentiale for Aarhus Psych Fest, som allerede i løbet af den første udgave viste sig som et vigtigt samlingspunkt for de mere udsyrede og støjende hjørner af rockverdenen. Og selvom større udenlandske navne nok skal fungere som udmærkede trækplastre, ville det være oplagt at fortsætte med at gøre festivalen til et udstillingsvindue for den hjemlige talentmasse, der uden tvivl stod for de største positive overraskelser i løbet af weekenden. Jeg glæder mig i hvert fald til næste år.

Fotos: Daniel Niebuhr

1 kommentar

  • Gode anmeldelser! Spökraket var lidt uheldige med det tekniske, men når de kom ordentligt igang var de virkelig gode.

Deltag i debat