Plader

Bill Callahan: Dream River

Skrevet af Signe Palsøe

Dream River er en samling stemningsbilleder, der driver på samme dvælende facon som floden, albummet har sit navn fra. I glimt er musikken både smuk og rørende, men for ofte bliver kombinationen af enkle beskrivelser og diskret instrumentering for anonym.

Coveret til Bill Callahans seneste plade, Dream River, fortæller ikke blot om musikken indeni, der er dvælende og stoisk som det vestlige USA’s bjerge og det tålmod, det har krævet at portrættere de snedækkede tinder i oliemaling frem for med et kamera. Skæver man til forgængeren, Apocalypse fra 2011, vidner det nærmest identiske cover i lige så høj grad om Callahans tilgang til det at skabe musik.

Teksterne cirkler ganske vist om menneskelige træk, og Callahan er ikke bleg for at stikke til samfundets struktur gennem et nummer som den to år gamle “America!”. Allermest samfundsrevsende bliver teksterne dog ved at have et gennemgående overbærende syn på moderne civilisation som noget sekundært, som det kun sjældent er værd at beskæftige sig med alt for længe ad gangen. Hos Callahan er naturen, det oprindelige og det nære og simple i fokus. The river og the cattle og the eagle og the valley er evigt tilbagevendende lyriske omdrejningspunkter, og skulle næste album fra singer/songwriteren bære endnu en naturromantisk afbildning af et bjerg, ville det ikke undre. Og naturligvis ville det heller ikke være et ankepunkt, for med nyskabelse følger nødvendigvis en overhængende fare for at punktere det statiske verdensbillede, der synes at være essensen af Callahans virke.

Dream River er denne hvilen ved det bestandige mere central end nogensinde. Musikalsk driver albummet som regel roligt eller decideret ubemærket af sted som den flod, Callahan da også har valgt at bruge som fællesbetegnelse for albummets sange. Det giver plads til lyrikken, der ofte er fremragende og vidner om, at Callahan er en af de bedste til at levere billedskabende naturmetaforik og enkle beskrivelser af menneskelivets grundvilkår inden for rammer sat af the great wilderness. Lyt bare til “Spring”, der lyrisk såvel som melodisk er blandt albummets stærkeste numre og med en række rastløse og ængstelige naturbilleder når frem til en rørende simpel higen efter nærhed: »The wind is pushing the clouds along out of sight / A power is putting them away / A power that moves things neurotically / Like a widow with a rosary / And the bantam is preening madly / Waiting for the light of day / And all I want to do is to make love to you.«

“Summer Painter” er et andet lyrisk højdepunkt, som det i kraft af historiefortællingen kan være vanskelig at citere enkeltstående dele af – og et af den slags numre, hvis struktur bringer mindelser om Joanna Newsoms fabulerende tekstskrivning og gør det nærmest indlysende, at de to privat har gået op ad hinanden i en årrække. »I painted names on boats for a summer / For luck, you keep the same first letter / You don’t want bad luck at sea / Rich Man’s Folly and Poor Man’s Dream / I painted these while beavers built dams all around me / And come September, come fall / Holding a job was not believable behavior at all, so I split / But like a beaver is a dam builder, you never really quit,« lyder et udpluk af beretningen.

Men selvom det belønner at spidse ører nummeret igennem, er det ikke nødvendigvis en let opgave. “Summer Painter” lider nemlig under en flig af den problematik, der præger en god del af Dream River som helhed: Det drivende, diskrete og løse lydbillede giver øret meget få holdepunkter. I kraft af en ofte dominerende brug af fløjte eller violin over en ellers temmelig anonym flade af lidt guitar, bas og trommer kan det ligefrem komme til at virke en kende klægt, når melodi eller lyrik ikke tilfører den rette tyngde eller modspil.

På den måde falder “Small Plane” eksempelvis til jorden med sin less is more-devise. Både musik og lyrik er skåret ned til det simplest tænkelige med omdrejningspunkt i det drevent konstaterende, men tilfredse »I really am a lucky man,« og det reducerer nummeret til en både køns- og indholdsløs omgang frem for en smuk og enkel fremstilling af livslykke. Samme problem titter frem på “Seagull” og “Winter Road”, hvoraf især sidstnævnte efterlader et noget fadt indtryk af en mand, der veltilpas kører hjem gennem vinteren til mantraet »When things are beautiful, just keep on.«

Denne ro og tilfredshed med nuet, som Callahan gang på gang vender tilbage til på Dream River, står langt stærkere, når den garneres med et strejf af sangerens karakteristiske sortsynede, men lune humor. Åbneren “The Sing” er eksempelvis et virkningsfuldt lille stemningsbillede, hvor Callahan sløvt beretter, at han har tilbragt hele dagen i hotelbaren uden at ytre andre ord end »beer« og »thank you«.

Desværre er der ikke mange af den slags lige dele uhøjtidelige og eftertænksomme øjeblikke at finde på Dream River. Når den billedskabende lyrik er bedst, og lydbilledet komplimenterer ordstrømmen frem for blot at glide diskret i baggrunden, er musikken lige så tiltrækkende og enkel som solens spil i vanddråber. For ofte tipper Callahans stoiske facon dog mod det anonyme, og en god del af Dream River driver ubemærket forbi.

★★★½☆☆

Deltag i debat